En drejebog for vreden

»Min bror Karsten sammen med vor mor, Anne Marie Lindberg, på yndlingsbænken i den nedgående sol, hvor vi plejer at læse Charlie Hebdo. Den store majoritet af indbyggerne i den sydfranske by er muslimer,« skriver Kristian Lindberg i dette personlige essay om tankerne efter attentatet på Charlie Hebdo. Privatfoto
»Min bror Karsten sammen med vor mor, Anne Marie Lindberg, på yndlingsbænken i den nedgående sol, hvor vi plejer at læse Charlie Hebdo. Den store majoritet af indbyggerne i den sydfranske by er muslimer,« skriver Kristian Lindberg i dette personlige essay om tankerne efter attentatet på Charlie Hebdo. Privatfoto

Min bror har i et par årtier boet i en mindre by i Sydfrankrig, og når jeg besøger ham, har jeg et fast ritual.

Jeg dykker ned i stuehusets bunke af aviser. Her læser man L’Humanité, den lokale Nice-Matin, og ikke mindst Charlie Hebdo. Tryksværten i magasinet, der også er i avisformat, smitter af, siderne gulner med alderen, men at læse i bladet er som at snakke med en gammel ven. Alt kan siges, intet er tabu.

Jeg sætter mig ud under træerne med et veltilpas suk. Det er – groft sagt – altid godt vejr i Provence, og jeg bliver altid i godt humør af at bladre i Charlie Hebdo.

Som det efterhånden må være flertallet af avislæsere bekendt, er Charlie Hebdo et ugentligt satirisk magasin i Frankrig. Som oftest er pointerne ikke sindssygt raffinerede, så når man ler, er det mest en småchokeret latter over, at tegnerne kan mobilisere så meget lidenskab, når de eksempelvis skildrer Khomeini eller yndlingsofret, ekspræsident Sarkozy, med hele undervognen blottet og i vejret.

Tegningerne har som regel en karakter, som gør, at en dansk avis ikke ville have rørt dem med en møggreb, samtidig med at bladets filosofi synes at være: »Hvorfor nøjes med en enkelt tegning af en pave, der forgriber sig på en mindreårig – når man kan bringe hele tyve tegninger?«

Det er med andre ord røvsjovt. Det er ikke altid humor, man ville dele med alle og enhver, men jeg og broren griner altid.

Den latter forstummede fuldstændig for to dage siden. Ti af Charlie Hebdos ansatte blev myrdet, heraf fem tegnere. Min bror var både rasende og oprigtigt fortvivlet.

»Charlie er – var? – en enormt vigtig avis, en af de sidste frie, der aldrig solgte ud. Rationel, morsom, menneskelig og humanistisk. De stak kursen ud og var både bundproppen i skibet, fingeren i diget og fyrtårnet på en stormfuld nat, you name it. Det var dem, man kiggede til, hvis man ville vide, hvad man burde skrive, hvis man ikke havde solgt sin integritet for længe siden,« lød hans første besked til mig på Facebook.

Ordenes patos var helt på sin plads. Hans følelser var nøjagtig de samme som mine egne: Raseri, der i magtesløsheden søgte en retning.

Og da jeg gik hjem fra arbejde, fandt raseriet det mål, den søgte. En gruppe piger på perronen på Nørreport. Glade og pjattende, mens alle omkring dem så sammenbidte ud. Måske følte de, at massakren var for fjern og abstrakt en begivenhed til, at det angik dem personligt.

Havde de ikke alle båret hovedtørklæder, havde jeg formentlig kunnet bortforklare det, jeg syntes, var en upassende grad af godt humør. Men fordi de var muslimer, læste jeg noget andet ind i deres attitude. Og på grund af tørklæderne ønskede jeg pludselig ikke at bortforklare deres latter. I nogle øjeblikke, indtil jeg besindede mig, var de fjender.

Min bror var ikke om aftenen nået til besindelsen.

»Jeg har sat »Jeg er Charlie«-skiltet i mit bilvindue, og den første muslim, der hæver stemmen imod mig, skal få svar på tiltale,« skrev han.

Det løfte bekymrede mig selvfølgelig. Muslimer udgør nemlig mellem 70 og 80 procent af befolkningen af den by, han bor i. Et begreb som »parallelsamfund« er abstrakt dernede.

Vi snakkede om, hvad der eventuelt kunne ske af sammenstød i byen, og det viste sig, at min bror, trods sin vrede, slet ikke delte min bekymring for eventuelt at møde den helt forkerte person.

Vi talte om hans naboer, der alle som en er muslimer. Om den tyrkiske supermarkedsejer på den anden side af vejen, der inviterede vores mor på te. Vi talte om Rachid, der er tidligere judokæmper på Frankrigs landshold, og om Nabila, der kom til Frankrig fra Algeriet for ti år siden for at bygge sig et hus. Min bror hjalp hende med at beklæde badeværelset med marmor.

»Det er kun enkelte, der ser skævt til mig. Her er trygt og godt. De muslimer, der bor her, er foretagsomme mennesker, der tror på mulighederne i Frankrig,« skrev han.

Det var, da jeg læste denne beskrivelse, at det slog mig, at attentatet mod Charlie Hebdo også havde et andet mål end de blasfemiske tegnere. Attentatet var omhyggeligt designet til at drive en kile ind mellem muslimer og ikke-muslimer. Det var designet til at få min bror og mig til at føle mistro over for tilfældige mennesker, vi intet kan vide om.

Det er ikke helt præcist at sige, at Charlie Hebdo er kritisk over for religioner eller religiøse. Charlie Hebdo er kritisk over for enhver, der iklæder sig en særlig autoritet over for andre i kraft af en religion eller ideologi. Det er en klassisk anarkistisk holdning.

Til gengæld anvendte attentatmændene en klassisk fascistisk drejebog. Skab mistro og fjendskab mellem mennesker ved hjælp af vold. Hvis den mistro og det fjendskab nu får lov at slå ud, er det lykkedes attentatmændene at gøre os alle til ofre, også vore naboer med tørklæder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.