Interview

»En dag står dine børn ved din grav og græder«

Ole Bornedals TV-serie om Danmarks nederlag i 1864 er både historieskrivning og drama. »Den handler om tab og sorg, og om at tiden forsvinder,« siger instruktøren om de otte timers TV, der har kostet 173 millioner kroner og er rollebesat med nogle af landets bedste skuespillere.

Filminstruktør Ole Bornedal.
Filminstruktør Ole Bornedal.

Ole Bornedal kan ikke kun skabe filmiske dramaer, han kan også bruge ordene, så de griber en om struben.

Han har netop færdiggjort TV-serien »1864«, der på søndag har premiere på DR1, og da han klippede det sidste afsnit, blev han, som han siger, ramt af en »emotionel tsunami«.

»Pludselig indså vi, at denne her fortælling først og fremmest handler om tid, liv og død. At vi kan miste dem, vi har kær. At du og jeg skal dø. En dag står dine børn ved DIN grav og græder, og en dag står mine børn ved MIN grav og græder,« siger Ole Bornedal.

Hans nye TV-serie er danmarkshistorie i mere end én forstand. Den handler om nederlaget til Preussen og Østrig i 1864, der ikke alene kostede 3.000 soldater livet. Nederlaget reducerede også landets areal med en tredjedel og var en national katastrofe, der blev definerende for den nationale identitet og Danmarks udenrigspolitik i over 100 år. Danskerne kom til at leve i frygt for tyskerne. TV-serien er også historisk, fordi den har kostet 173 millioner kroner, hvoraf de 100 er en særbevilling fra Folketinget, som ønskede en TV-serie om et vigtigt stykke dansk historie.

»Serien handler om tab, om at bære sorg og om at tiden forsvinder – og at den kan forsvinde pludseligt. Det bliver sagt meget tydeligt i sidste afsnit, at vi skylder de døde at påtage os det ansvar, det er, at leve livet fuldt ud. Nogle vil måske kalde det banalt, men det er det ikke. Det er en stor menneskelig erkendelse at nå frem til, og måske kan man først nå den, når man begynder at få grå hår og har så mange børn, som jeg har (fem, red.),« siger Ole Bornedal, som selv har skrevet manuskript til serien.

Den 53-årige filminstruktør har både en dansk og international karriere bag sig med film som »Nattevagten«, som han også lavede i en amerikansk udgave med titlen »Nightwatch«, »I am Dina« og »Fri os fra det onde«. »1864« er hans første historiske drama, og det kunne han ikke have lavet som ung instruktør, siger han selv.

»Det kræver en vis erkendelse. Man kan ikke forklare unge mennesker, at de ikke er udødelige. Unge skal tro, at de er udødelige. Men på et eller andet tidspunkt skal man erkende, at man er dødelig. Det kommer først med alderen. Pludselig begynder et år at gå meget, meget hurtigt. Engang var et år langt tid i ens liv, men pludselig føles det kun som tre måneder,« siger han.

Ole Bornedal sidder i cafeen i Empire Bio på Nørrebro i Købehavn med en kop espresso på bordet foran sig. Det regner på byggepladsen udenfor vinduerne. Det er den første onsdag i oktober, halvanden uge før premieren på »1864«. Han er rolig, ubarberet og ser træt ud efter tre timer med interviews og fotografering. De første to afsnit er netop blevet vist for pressen, som er mødt talstærk frem. Serien, som er produceret af det danske filmselskab Miso Film for DR, er allerede solgt til en halv snes lande, og journalister fra bl.a. Storbritannien og Norge er også kommet til København.

»Jeg lader som om, jeg er rolig,« sagde Ole Bornedal til journalisterne, inden filmen blev vist, og fortalte begejstret om over fire års arbejde med serien, som han på karakteristisk bornedalsk kaldte »æstetisk, hudløs, ærlig og enormt nøgen« med tilføjelsen »hvis man da ellers kan gradbøje nøgen«.

Serien er på otte afsnit af hver en time. Den historiske rammefortælling bygger på historikeren og forfatteren Tom Buk-Swientys bøger om 1864. Her tager han sammen med den politiske baggrund for krigen fat på, hvordan almindelige soldater oplevede krigen. Tom Buk-Swienty har forsket i de mange breve, som soldaterne sendte hjem, og netop det perspektiv har Ole Bornedal også ønsket at lægge på TV-serien.

»I de breve kan man læse om de enkelte mennesker, og det er jo ikke det, man normalt kan læse om i historiebøgerne. Her handler det om mennesker, der hver især har en særlig måde at udtrykke sig på, og som udtrykker en stor beskedenhed og ømhed over for dem derhjemme, som skulle læse deres breve. De skriver i en meget afdæmpet form, der egentlig ikke udtrykker den gru, de oplever, fordi de ikke vil forstyrre eller gøre nogen derhjemme nervøse. De skriver høfligt og subtilt, og det, synes jeg, er fantastisk rørende. Jeg vidste fra starten, at historien skulle fortælles ud fra fodfolkets optik. Det skulle handle om manden på gulvet, kvinderne og mændene fra landet,« siger Ole Bornedal.

Serien handler om de to brødre Peter og Laust, der vokser op i et fattigt hjem på et gods, hvor deres forældre arbejder. De vokser op sammen med proprietærens datter Inge, der er klog, handlekraftig og smuk. Hun forelsker sig i de to brødre, som lader sig rive med af den nationale begejstring op mod krigen i 1864, og de melder sig begge som soldater og rejser hjemmefra fulde af eventyrlyst og udlængsel.

Sideløbende fortælles en historie om Danmark i 2014, der fletter sig sammen med Peter, Laust og Inges historie. Den 17-årige Claudia lever i en familie i opløsning, fordi hendes storebror er blevet dræbt i krigen i Afghanistan. Hun ryger for meget hash, ryger ud og ind af efterskoler, og bliver så af sin sagsbehandler henvist til et job som hjælper for den gamle, knarvorne godsejer Severin. Hos ham finder hun en dagbog, som viser sig at være Inges dagbog, hvor hun fortæller sin historie om 1864.

»Det er ikke en politisk kommentar til Danmarks involvering i hverken Afghanistan eller Irak. Men da jeg skulle lave en nul-karakter som Claudia, der skulle komme fra et ødelagt hjem, så var spørgsmålet, hvad det skulle være ødelagt af. Alkohol, spil eller...? Jeg havde selv for nogle år siden lavet dokumentarfilmen »Kære Elena og Niels«, som handlede om et meget, meget sødt ægtepar, der havde mistet deres søn Sebastian i Afghanistan. Dem lærte jeg at kende og kom selvfølgelig ikke ind i et hjem, som var så smadret som Claudias i serien. Men jeg kom ind i et hjem, der var så melankolsk og klaustrofobisk og trykket af sorg og havde de samme relikvier, som man ser i filmen. En skab med billeder af den afdøde og en velourpude med hans militære medaljer. Det var billedet på sorg. Jeg ville vise den nutidige sorg, der er her i dag, som den var der i 1864. Det er ikke noget politisk. Det er en urfølelse, som ikke har forandret sig. Derfor var det oplagt at lave den forbindelse,« siger Ole Bornedal.

Serien handler ikke kun om Peter, Laust, Inge og Claudia. Den fortæller også den store historie om 1864, og man møder historiske personer som konseilspræsident Monrad, kong Christian IX, danske og tyske generaler, den preussiske ministerpræsident Bismarck og skuespilleren Johanne Luise Heiberg.

»Historisk er 1864 interessant, fordi Danmark ikke bare fysisk bliver forandret, men også ændrer mentalitet. Man skærer en stor del af nationen og dens befolkning af, som bliver en del af Tyskland, og Danmarks forsøg på at være en storspiller i europæisk politik forsvinder. Pludselig sidder Danmark tavs og lammet tilbage i et rum fyldt med tordnende stilhed og tænker, hvad gør vi nu? Så kigger man indad. 1864 bliver starten på noget af det allerbedste i Danmark. Velfærden. Tanken om, at »hvad udad tabes, må indad vindes«. Højskolen blomstrer. Grundtvig stopper sine krigeriske taler og begynder at synge nogle andre sange,« siger Ole Bornedal.

Sjældent hører man nogen bruge udtrykket »frie hænder« så meget som Ole Bornedal, når man spørger ham om produktionen af serien, som har fået historiske 100 millioner gode danske public service-kroner fra DR. Han er ikke, fortæller han, blevet mødt med krav om pædagogisk formidling.

»Jeg har fået denne her opgave af DR og Miso Film, og de har givet mig frie hænder. Jeg tror ikke, at jeg kan nævne én instruktør i hele verden, som har fået den samme frihed, som jeg har fået. Det er exceptionelt, at man ikke dækker sig ind på alle mulige måder.«

Ole Bornedal har med egne ord kunnet lave »ethvert hjørne« af filmen præcis, som han har villet det. Lyd, lys, instruktion, skuespil – alt – er blevet lavet efter hans hoved.

»Alt hviler på mine skuldre. Jeg kan forklare, hvorfor min amerikanske film »Nightwatch« blev dårligere end min danske »Nattevagten« – fordi produceren Harvey Weinstein blandede sig i den. Min seneste amerikanske film »The Possession« kunne have været væsentligt bedre, hvis ikke ti producenter havde en mening om, hvordan den skulle være. Det kunne jeg dække mig ind med, men jeg har desværre ikke noget at dække mig ind med i »1864«. Det er blevet sådan, som jeg har villet have det. Det er mit maks.«

Ole Bornedal har selv skrevet de 400 siders manuskript, som serien bygger på, og han har, som han selv siger, skrevet deruda’ af karsken bælg uden at tænke for meget på historien. Tom Buk-Swienty har læst med på sidelinjen som historisk konsulent og stabilisator.

»Han har været min redningsmand, når jeg har flippet for meget ud. På et tidspunkt var jeg i færd med at gøre den preussiske kejser Wilhelm til en meget magtbegejstret mand, men det var han ikke, og så var Tom der og sørgede for, at jeg ikke blev for vidtløftig. Den eneste kunstneriske frihed, jeg har taget mig med de historiske personer, er relationen mellem Johanne Luise Heiberg og Monrad, som ikke eksisterede på den måde, man ser i serien,« siger Ole Bornedal.

Nu er fire et halvt års arbejde med manuskriptet, seriens figurer, over 100 skuespillere, producere, DR-dramachefer, 117 optagedage på Fyn og i Tjekkiet, 2.000 statister og 570 klippedage slut. Stoffet har undervejs taget luften ud af ham og rørt ham på måder, som han ikke troede muligt.

»Materialet er hele tiden vokset og har forandret sig og er blevet til noget mere og noget stærkere, end jeg havde regnet med. Det smukke ved filmarbejde er, at stoffet nogle gange løber af med en. Filmen bliver sit eget univers, og vi er bare dens tjenende ånder. Pludselig er der nogle ting, der skyder frem af sig selv. Jeg har mange gange stået med skuespillerne og tænkt: »Fuck, var det det, vi havde lavet, og kunne det virkelig føre til det?« Det er en gave, når det opstår.«

Skuespilleren Lars Mikkelsen og lidt senere Nicolas Bro kommer hen til Ole Bornedal for at sige farvel med et knus og et »vi ses«. Lige nu er det følelsen af sorg og melankoli, der melder sig, når Ole Bornedal tænker på, at projektet næsten er slut.

»Det er som om, jeg har levet med en familie i det samme hus i over fire år, og jeg elsker alle karaktererne. Jeg har siddet med dem dagligt, og nu skal jeg til at forlade dem. Mit håb er, at seerne i gennem de næste par måneder får samme følelse af at træde ind i et hus og lærer nogle mennesker at kende, som er enormt elskelige. Selv en vanvittig Monrad og en hysterisk Heiberg holder jeg af. Jeg holder af dem alle sammen, og jeg håber, seerne vil gøre det samme. Men jeg føler, at det er svært at forlade det. Jeg føler en kreativ tomhed. Normalt ville jeg være i gang med nye projekter på dette tidspunkt, men det har jeg ikke rigtigt kunnet. Jeg har fået en masse tilbud, men jeg har været nødt til at følge dette her helt til dørs.«

I gårsdagens Berlingske kritiserede historikere og politikere Bornedals TV-serie. Nærværende interview er lavet, før denne kritik blev fremsat. Bornedal svarede specifikt på kritikken i gårsdagens artikler.

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.