Det kommer ikke bag på kulturminister Uffe Elbæk (R), at en massefyring er på vej til Det Kongelige Teater som konsekvens af en bred politisk aftale.
26. december 2011, 17:18
En stor sparerunde er på vej til Det Kongelige Teater, og i alt skal der fra på torsdag fyres 100 medarbejdere, hvoraf 35 er udøvende kunstnere. Samtidig skæres antallet af forestillinger ned.
Men det chokerer ikke kulturminister Uffe Elbæk (R), som slår fast, at det er en gammel nyhed, at teatret skal spare. Han har tiltro til, at teatret træffer de rigtige beslutninger om, hvor sparekniven skal skære.
- Det har været kendt for alle, at Det Kongelige Teater skulle spare på lige fod med alle andre kulturelle institutioner. Hvordan teatret vælger at tackle den udfordring, skal jeg ikke blande mig i. Det må være op til bestyrelsen og ledelsen. Jeg har tillid til, at ledelsen og bestyrelsen vælger den bedst tænkelige løsning, siger Uffe Elbæk (R).
Fyringsrunden kommer som konsekvens af en aftale, som regeringen har indgået med resten af Folketingets partier. Aftalen betyder, at teatret skal spare 100 mio. kr. de næste fire år.
Kulturordfører Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der er et af partierne bag aftalen, er heller ikke overrasket over at, at besparelsen på 100 mio. kroner over fire år kommer til at koste både afskedigelser og aflyste forestillinger:
- Teaterchef Erik Jacobsen meddelte allerede under forhandlingerne, at det ville betyde færre forestillinger og dermed også færre medarbejdere, hvis man på kort sigt skulle løse de økonomiske problemer, siger han.
Holdningen er en anden hos Venstre, hvor man ikke havde regnet med, at aftalen ville betyde fyringer af så mange medarbejdere også fra det kunstneriske felt.
- Det havde jeg under ingen omstændigheder ventet. Det nytter ikke, at Det Kongelige Teater bare lader hånt om den aftale, der er indgået, og i stedet for effektiviseringer bare fyrer medarbejdere og skærer i forestillingerne. Hvis jeg skal være ærlig, virker det, som om man gør det for at presse os politikere til at komme til truget igen, siger Michael Aastrup Jensen.
Teaterchef Erik Jacobsen afviser, at teatret kan undgå fyringer i den kunstneriske stab.
- Vi tager alle de administrative besparelser, vi kan. Vi har de seneste fire år skåret ned i både administration og teknik. Men sparekravet er meget større, og jeg har det seneste halve år gentagne gange prøvet at forklare politikerne, at på et eller andet tidspunkt er vi altså også nødt til at reducere i det kunstneriske personale.
De sidste fire år blev Det Kongelige Teater også stillet over for betydelige sparekrav i en politisk aftale. Den førte bl.a. til, at 67 stillinger og et antal forestillinger blev sparet væk.
Medarbejderrepræsentanter siger i dag til Politiken, at den kommende fyringsrunde an betyde, at det er slut med større forestillinger som Svanesøen og Nøddeknækkeren på Danmarks Nationalscene.
































