29. august 2009, 22:30

Som så mange andre danske børn i sin generation voksede vores dronning op med H.C. Andersens eventyr, og den naturlige tilknytning til eventyrdigteren er vokset gennem hele hendes liv. Det begyndte med at hendes far, Kong Frederik, i 1940erne læste op for sine døtre, der dog ikke var så vilde med Andersens eventyr om prinsesser. Ligesom hende i »Svinedrengen« var de som regel alt for vigtige af sig:

»Jeg skulle ikke have noget med prinsesser at gøre: Som barn tager man jo alting for pålydende, og når vi hørte om prinsesser, der sad på silkepuder og gik med silkekjoler og krone på hovedet, så vidste vi naturligvis, at det var noget sludder – for det gjorde vi jo ikke!«

H.C. Andersen fulgte den ældste prinsesse op gennem folkeskolen og gymnasiet. Og som voksen dronning blev hun ikke blot klar over, at digteren engang havde overnattet på Amalienborg i samme værelse, hun selv havde haft som lille pige, men fik nu også øjnene op for Andersens helt store styrke som eventyrforfatter: Hans billedskabende evner. Her fra går der i dag en lige og nærmest strømførende linje til Dronningens store interesse for at arbejde med decoupager:

»Når man følger figuren med saksens skær, får man en forståelse af formen. Det gælder ikke kun om at klippe præcist, men også om at være bevidst om formens karakter. Man skal fornemme rytmen i figuren. Fanger man den, kan den glide næsten ubesværet ind i helheden og danne det billede, man har tænkt sig, eller måske give stødet til noget helt andet og overraskende.«

Dronning Margrethe klipper med en stor papirsaks. Så stor, at den matcher H.C. Andersens gamle redskab, der altid var med på hans rejser og i dag er udstillet i H.C. Andersens Hus. En saks, fortæller Dronningen, skal ligge godt i hånden og være nem at styre. Og når alle de små udklip til en decoupage er samlet på skrivebordet foran hende, skubber hun dem sammen, lægger oven på og nedenunder, og klipper det fra, som eventuelt bliver dækket af noget andet. Selv smårester og fraklip af fotografiske gengivelser af Francis Bacon-, Gerhard Richter- eller Andy Warhol-malerier, eller stumper fra spektakulære tøj- og porcelænsreklamner, kan jo bruges i andre billedsammenhænge i decoupagen. Og så går det løs:

»Jeg begynder først at lime, når jeg er næsten sikker på, hvor hver enkelt del skal placeres. Det lyder mere systematisk, end det er, for i »kampens hede« ombestemmer jeg mig tit, må finde mere materiale, bladre det ene katalog igennem efter det andet, og det tager tid. Jeg leder som rasende efter et billede, som jeg synes, jeg så forleden dag: hvor har det gemt sig?«

Hele processen fra decoupage og dragter til bog og filmatisering af »De vilde svaner« har Dronningen fulgt med stor begejstring, og især omkring filmen har hun været endog meget tæt på den store og komplicerede proces, hvor papirklippene skulle forstørres op til den virtuelle sceneografi, skuespillerne bevæger sig rundt i:

»Hele samarbejdet omkring filmen har været en stor oplevelse for mig. Jeg fik mulighed for at deltage i hele udviklingen lige fra begyndelsen og har vel egentlig været med i det meste, lige med undtagelse af lyssætningen, som er en hel kunst for sig, og det store computerarbejde; det er rent trylleri, der nøjes jeg med at se og måbe begejstret.«