Dronning Margrethe udstiller fra på lørdag 135 af sine værker på kunstmuseet Arken. Hun er glad for at få lov til at udstille, men man kan altid blive bedre, lyder det.
25. januar 2012, 17:24 – opdateret 25. januar 2012, 17:27
- Det er en meget stor oplevelse at få lov til at udstille her på Arken. Jeg blev lettere paf, da jeg blev spurgt, sagde dronning Margrethe, da hun onsdag eftermiddag var med til at præsentere udstillingen på kunstmuseet i Ishøj.
Her bliver 135 af Dronningens akrylmalerier, akvareller og decoupager vist frem i en udstilling, der åbner for offentligheden på lørdag.
Det er den hidtil største udstilling af dronning Margrethes kunst, og den består af værker, hun har lavet gennem 35 år. Især er mange af Dronningens landskabsmalerier med på udstillingen.
- Natur og landskaber har altid været vigtigt for mig, det har været, siden jeg var barn. Jeg har været heldig at rejse hele mit liv især i Danmark og se landskaber, siger dronning Margrethe.
Også Dronningens seneste værker, serien ”Knokler”, der forestiller forskellige knogler i røde nuancer på gul baggrund, er med på udstillingen. De er malet i 2011.
- Det er ikke fordi, man har fået ordnet sine knæ, at man skal gå rundt og male knogler, siger dronning Margrethe, der har fundet inspiration til knoglebillederne blandt andet i arkæologien, hvor hun som studerende blandt andet lærte om dyreknogler, så arkæologerne vidste, hvad de gravede op af jorden.
Og selv om hun med sine egne ord er blevet en mere erfaren maler med årene, kan man jo altid ønske sig at blive bedre, lyder det.
- Jeg ville mange gange ønske, jeg kunne male som Eckersberg eller L.A. Ring eller andre gode kunstnere, siger Dronningen.
Hun håber dog, at gæsterne på udstillingen vil prøve at se på kunsten frem for kunstneren bag.
- Jeg ville aldrig kunne diktere, hvordan folk skulle se på kunst, hvad end det er mine værker eller andres. Men jeg vil gerne have, at de bruger øjnene først og så resten bagefter, siger Dronningen.
































