Drønspændende afsked med Sarah Lund

»Forbrydelsen III« sluttede lige så overbevisende, som den begyndte. Så glemmer vi, at der undervejs har været en del slinger i valsen.

Selvfølgelig fik Sarah Lund ikke lov til at ende med sin søn og hans kæreste og barn og Nikolaj Lie Kaas i sin kolonihaveidyl.
Selvfølgelig fik Sarah Lund ikke lov til at ende med sin søn og hans kæreste og barn og Nikolaj Lie Kaas i sin kolonihaveidyl.
Et chok! Afslutningen på DRs krimiserie »Forbrydelsen III« blev den katastrofemørke overraskelse, man havde håbet på og frygtet i takt med, at handlingen tættede ulideligt til.

Allerede da Sarah Lund sad i en bil på vej op langs den norske kystlinje, anede vi, at det bare ikke kunne slutte lykkeligt for Sofie Gråbøls mutte, halvautistiske opdager. Selvfølgelig fik hun ikke lov til at ende med sin søn og hans kæreste og barn og Nikolaj Lie Kaas i sin kolonihaveidyl.

Sarah Lund fulgte sine impulser, men denne gang kammede hendes stædige retfærdighedssans, hæmmede følelsesliv og afstumpede reaktionsmønstre over i den helt store ulykke, da hun henrettede den forbryder, hun ellers ikke kunne få straffet for mordet på den forældreløse teenagepige Louise Hjelby – beskyttet som han var af en uhellig alliance mellem magt og politik i en krisetid.

»Omhu og ihærdighed, det er noget, jeg sætter meget pris på,« sagde det mutinationale rederis førstemand, Niels Reinhardt (Stig Hoffmeyer) med servilt, uigennemtrængeligt tonefald – ikke så lidt af en provokation, når han tilfældigvis også var pædofil med fri adgang til børn kloden rundt.

Det fik det til at slå klik for den nybagte farmor Sarah Lund – som afslutning på en flot eksekveret fortællekurve i sidste afsnit, hvor serien for alvor spillede med musklerne og fungerede som den dystre thriller i international klasse, der var forventet af den.

På alle måder sluttede »Forbrydelsen III« i det hele taget lige så formfuldendt, som den begyndte. Jagten på den bortførte skibsrederdatter førte Sarah Lund og hendes PET-mand op til det Norge, der om muligt var endnu mørkere, endnu mere våd, endnu mere tåget end det kriseramte, dystre København, der ellers er seriens varemærke.

Helt ned på bunden af en norsk fjord skulle vi, hvor en af de mange fortættede opgør mellem seriens personer fandt sted i dramatisk ladede scener, der fik tid og åndedræt til at stå stille. Alt imens der hidsende blev klippet til Olaf Johannesens forpinte statsminister, der hjemme skulle klarlægge omstændighederne om sin søns død på selveste valgdagen. Man håbede på en tilfredsstillende sammenhæng og blev ikke skuffet.

Alt er glemtI virkeligheden knyttede den formidabelt forfærdende afslutning på serien sig ikke så meget til afsløringen af morderens identitet, som man modtog med lidt af et skuldertræk. Var serien ganske enkelt for lang? For ofte sneglede serien sig af sted i sin sammenblanding af den politiske intrige og den private sorgsfære, som har været »Forbrydelsens« kendemærke fra begyndelsen. Det nu så slidte politiske spor syntes længe at stå i vejen for det, der for alvor interesserede, nemlig Sarah Lunds opklaringsarbejde.

Og Lund herself virkede næsten apatisk og ude af trit i lange passager, hvor man savnede, at hun kunne opvise lige så megen ubændig interesse for sagen som hendes nye medopdager, fremragende spillet af Nikolaj Lie Kaas med et faretruende temperament lige under det formørkede bryn.

Der var for mange gentagelser af scener, hvor gerningsmanden, der ville hævne sin datters død, hele tiden slap væk fra et eller andet sted, hvor Sarah Lund endnu engang ikke havde kunnet finde lyskontakten.

Der var en del usandsynligheder undervej, som man godt kunne leve med, for realisme er »Forbrydelsen« jo knapt, selv om den lægger sig smart op af noget, der ligner. Men selv inden for det univers, den selv definerede, var der ulogiske kortslutninger og replikker, der klang mere af skrivemaskine end af levet liv.

Og kunne karakterne ikke have været mere nuancerede, ikke mindst med det fornemme hold, der var sat? Men det er alt sammen glemt med det sidste afsnit, der knyttede trådene med en logik, der gjorde alle tilfredse. Hele vejen igennem udsøgt fotograferet i sine tusmørkefarvede panoramaer, sine skæve skud af små mennesker i magtens haller, hvad enten det var på politigården, i statsministeriet efter lukketid eller et dunkelt skibsrederpalæ.

Og det er Sofie Gråbøls forpinte ansigt over sweateren, da hun tog afsked med både sit liv og seerne i det mørke luftrum over Atlanten, man husker. Bedre – og værre – afsked med en markant heltinde kunne DR næsten ikke give os.B

Hvad: »Forbrydelsen III«, afsnit ti.
Hvor: DR 1 søndag aften kl. 20.



Er du enig med Berlingskes anmelder?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.