DR skal lave Emmy-uddeling for børn - i New York

I 2013 bliver der for første gang uddelt børne-Emmy til verdens bedste børne-tv. DR skal være medvært, og det kan betyde at populære DR-figurer som Bamse og Hr. Skæg skal med til den fine amerikanske prisuddeling.

Bamse skal måske til at udskifte sin hemmelige hule i skoven med en stor scene ved den kommende amerikanske børne-Emmy uddeling.
Bamse skal måske til at udskifte sin hemmelige hule i skoven med en stor scene ved den kommende amerikanske børne-Emmy uddeling.

Om en uges tid kan Sidste Babett Knudsen måske være heldig at tage en Emmy-pris med hjem for sin rolle som statsminister Birgitte Nyborg i DR's succesfulde søndagsserie »Borgen«, når verdens mest prestigefulde tv-priser uddeles i New York. Men allerede nu har DR sikret sig en Emmy-sejr, omend den er i en lidt anden boldgade.

DR skal nemlig sammen med svenske SVT være medvært på de kommende års børne-Emmy prisuddeling, skriver DR på deres pressesite. Indtil nu har der været en enkel børnekategori ved »de voksnes« Emmy-uddeling, men nu får børnene altså deres helt egen tv-prisuddeling.

Når det første International Emmy Kids Awards løber af stablen 8. februar i New York med DR og SVT som medarrangører, kan det derfor betyde, at vi får kendte DR-figurer at se på scenen. Lige nu forhandler DR og SVT om at få detaljerne på plads, men det er bestemt en mulighed at populære DR-figurer som Bamse, Hr. Skæg eller Bruno kan få roller i forbindelse med showet.

Vindue for DR's børneprogrammer

DR Ramasjangs kanalredaktør, Kirstine Vinderskov, er naturligvis begejstret for samarbejdet med den store, amerikanske Emmy-institution:

»Vi anser International Emmy Kids Awards for at være et kæmpe vindue for DR's børneprogrammer og programmer til børn i det hele taget, og når vi har sagt ja til at være medværter, er det, fordi vi gerne vil være med til at sætte fokus på vores meget stærke public service-tradition for børnefjernsyn, og hvad vi i Norden anser at være kvalitetsprogrammer for børn,« siger hun.

Når børnene får deres helt egen Emmy-uddeling, betyder det, at der nu skal uddeles flere forskellige børne-tv priser end blot den ene, som før hørte hjemme ved »de voksnes« Emmy-uddeling. Til børne-Emmy skal der uddeles priser i følgende seks forskellige kategorier: Bedste program for børn under seks år, Bedste animation for børn, Bedste faktaprogram for børn, Bedste underholdningsprogram for børn, Bedste børneserie og Bedste tv-film/miniserie for børn.

Kirstine Vinderskov er godt tilfreds med de mange kategorier:

»Det glæder mig, at der fremover ikke blot vil være én Emmy-kategori for børn. Det har ærligt talt været en blandet landhandel, hvad der er blevet indstillet, men med den nye prisfest kan man bedre vise nuancerne i, hvad der bliver produceret af godt børnefjernsyn. Der er stor forskel på, hvad små og store børn vil have, og det er jo den samme erkendelse, vi er kommet til, ved at dele Ramasjang i en kanal for små og en for store børn fra næste år,« siger hun.

Ingen DR-nomineringer

Selvom DR har fået æren af at være medvært ved børne-Emmy, er der ingen DR-produktioner, som kan vinde et trofæ. Da de nominerede til børne-Emmy blev afsløret i sidste måned, var der nemlig ingen DR-produktioner iblandt. Men måske er muligheden der næste gang:

»Allerede 5. december bliver der åbnet for, at man kan indstille børneprogrammer til næste års Emmy-uddeling. Så det håber jeg, DR-ansatte og produktionsselskaber, der producerer til børn, vil gøre,« siger Kirstine Vinderskov.

De lande, som er nomineret for deres børneprogrammer er: Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Tyskland, Frankrig, Japan, Norge, Sydkorea, Spanien, Thailand, Holland og Storbritannien.

Udover DR og SVT er Shaw Rocket Fund, Hasbro Studios, TV Kids og Ernst & Young oplistet som samarbejdspartnere, når den første Emmy-uddeling til børn finder sted 8. februar i New York.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.