DR beskyldes for at stavnsbinde unge

Skriver deltagerne under på kontrakt efter kontrakt, kvitterer DR med en pladekontrakt til vinderen af den nye underholdningssatsning, talentprogrammet »X-Factor«. Men ifølge landets førende musikkontraktekspert, Mikael Højris fra Dansk Musiker Forbund, binder deltagerkontrakterne de unge håbefulde og deres talent på hænder og fødder.

Dommerne i »X-Faktor« er fra venstre Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee.
Dommerne i »X-Faktor« er fra venstre Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee.
Efter TV2s dundrende seersucces med den netop overståede sæson af »Vil Med Dans«, drømmer Danmarks Radio om at vinde fredagsunderholdningen tilbage i den bedste sendetid mellem kl. 20-21. Det skal ske allerede fra 4. januar, hvor DR1 for første gang blænder op for storstatsningen: musiktalentprogrammet »X-Factor«.

Men allerede inden programstart møder DR voldsom kritik fra landets førende ekspert i musikkontrakter, Musik- og kontraktkonsulent Mikael Højris fra Dansk Musiker Forbund.

Berlingske Tidende har forelagt Mikael Højris de kontrakter, som er selve forudsætningen for at deltage i »X-Faktor«.

PDF: Læs DR's deltager-kontrakter til X-Factor - kontrakt 1 | kontrakt 2


For overhovedet at få foretræde for juryen, skulle de 2.000 auditiondeltagere i november måned først skive under på det, der hedder en »Audition Aftale«. En tre sider lang aftale med 24 juridiske punkter. Om den siger Mikael Højris:

»Den kontrakt betyder, at de unge, som allerede vælges fra efter første audition, er ude af stand til at udøve deres talent, så længe programmet kører og yderligere tre måneder frem. Og det altså bare fordi, de møder op. For mig at se er det direkte uanstændigt at binde unge, talentfulde mennesker så langt, selv om man rent faktisk ikke kan bruge dem.«

Til rådighed hele døgnet
Michael Højris hæfter sig desuden ved uhørt restriktive forhold – de unge skal stå til rådighed døgnet rundt og stille op på producentens forlangende igennem en meget lang periode.

»Der er jo ingen mennesker, der har tid og råd til det. Og DR giver dem ingen løn for deres indsats undervejs – det gjorde man i det mindste i »Popstars«,« forklarer Mikael Højris.

De deltagere, som overlevede dommernes første eliminering, skulle umiddelbart herefter skive under på kontrakt nummer to, den såkaldte »Bootcamp/Workshop Aftale«, som over fire sider opridser 31 juridiske punkter.

»Denne kontrakt betyder ydermere, at de unge skriver under på, at de vil binde sig til en pladekontrakt og yderligere kontrakter, der måtte komme. Men man fortæller ikke med hvilket pladeselskab eller under hvilke forhold. Det svarer til at indgå et tvangsægteskab. Kontrakter i musikbranchen indgås normalt mellem folk, der kender hinanden og som har en kemi mellem sig. Her spiller du i stedet med blind makker. Du skal desuden stå til rådighed for diverse spin-off-ting i op til ét år efter, at programmerne er sendt, hvis du er finalist. Det er simpelthen den værste kontrakt, jeg har set i genren, langt værre end »Popstars«. Jeg kan på ingen måde anbefale, at man indgår i et sådant forhold,« konkluderer Mikael Højris.

Det er dog ikke bare kontrakternes ordlyd, der får Mikael Højris til at råbe vagt i gevær.

»Det er altså DR, dvs. det licensbetalte DR, som står bag. Hvor meget public service er der i at stavnsbinde folk og deres talent på den måde?« spørger Højris.

Det er Danmarks Radios underholdningsredaktør Søren Therkelsen, der er overordnet ansvarlig for »X-Faktor«. Om kontrakterne siger han generelt:

»Der ligger nogle årsager bag kontrakterne med deltagerne. Derigennem sikrer vi os, at de ikke går ud og ødelægger alt, som programmet indeholder – f.eks. ved at optræde på uheldige måder eller i uheldige sammenhænge, som er i etisk eller moralsk strid med det, vi står for. Vi bliver nødt til at sikre os og serien på den måde.«

DR-ambassadører
Men er der god moral eller etik i at binde folk under så strikte vilkår, selv om de er røget ud i første omgang?

»Grundlæggende stemmer kontakterne overens med dem, vi har ønsket under hensynstagen til DRs etiske og moralske kodeks. Vi gør også det her for at sikre deltagerne. Hvis de går videre, bliver de jo f.eks. også mediemæsigt interessante for andre. Vi kan ikke beskytte dem, hvis de har fri adgang til at gøre alle de ting, de kan blive tilbudt eller lokket til uden at kunne overskue konsekvenserne,« siger Søren Therkelsen og forklarer videre: »Deltagerne bliver jo også en slags DR-ambassadører, og derfor er vi nødt til at sikre os, at de ikke laver andre ting, som kan skade deres, vores og programmets troværdighed.«

Men igen, I afholder unge mennesker, som uden tvivl også har haft svært ved at overskue de langsigtede konsekvenser af deres underskrift, fra f.eks. at gå ud og spille en koncert med deres hobbyband i månedsvis. Og I yder dem ingen kompensation, heller ikke en gang hvis de går videre og skal bruge oceaner af tid på deres medvirken. Er det etisk og moralsk forsvarligt, og er det overhovedet nødvendigt?

»Det er en talentkonkurrence, og derfor giver vi ingen penge. De er med af egen fri vilje, og de har løbende mulighed for at sige fra. Undervejs er der nogle trin, som dem, der går videre til liveprogrammerne, skal igennem. De skal skrive under fra trin til trin. Hvis vi havde givet alle de godt 2.000 fremmødte alle kontakterne på forhånd, havde det været bondefangeri. Og det er klart, at hvis ikke vi har en interesse i deltagerne, så ser jeg ingen hindring for, at de f.eks. kan blive fritstillet fra deres kontrakter og tage ud og spille et job med deres band i januar,« siger Søren Therkelsen.

Berlingske Tidende forsøgte i går forgæves at indhente en kommentar vedrørende kontraktforholdene hos producenten Blu A/S.

INFOshop: Her er løbemusikken, der passer netop til dig
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.