Teater

Digte, bananfluer og kærlighedskatastrofer

Naja Maria Aidts tekster åbner sig i i »Alting er noget« – takket være en befriende mangel på andægtighed over for poesien.

Anette Støvelbæk og Sarah Boberg omgiver de forvirrede, skæve eksistenser i Naja Marie Aidts tekster med ømhed og smil og får os til at holde af det hele. Foto Robin Skjoldborg
Anette Støvelbæk og Sarah Boberg omgiver de forvirrede, skæve eksistenser i Naja Marie Aidts tekster med ømhed og smil og får os til at holde af det hele. Foto Robin Skjoldborg

For et par sæsoner siden havde Teatret ved Sorte Hest stor succes med at omsætte Inger Christensens digte til teaterforestillingen »Det springende punkt«. Det blev en smuk, men mest af alt nydelig, elitær stiløvelse for litterater. Hvis man spørger mig.

Så ligefrem gentage det med en ny stjernedigter, Naja Marie Aidt, som omdrejningspunkt? På en scene som scenografen Marianne Nilsson har rammet ind af to tavler opdelt i ordgrupper som »Grøn« og »Vinterglæder« og med to smilende lærerindetyper, spillet af Sarah Boberg og Anette Støvelbæk, ved et stort bord, der sejler i notepapir og med grønne post-it-sedler, der stikker ud fra bøgerne? Det er foruroligende. Selv for en cand.mag. i dansk.

Befriende mod til munterhed

Digte i en sværhedsgrad som den, nogle af Naja Marie Aidts tekster besidder, er svære at indtage og optage, når de bliver sat ind i en teaterramme, hvor de skal følges af bevægelse. Det distraherer for eksempel, når den ene skuespiller skriver et ord på tavlen, mens den anden læser. Men forestillingens instruktør, Maria Walbom Vinterberg, tager ikke så forsigtigt på poesiens blå blomst. Og så åbner forfatterskabet sig mod os.

Det er især befriende, at der er så meget mod til munterhed hos både instruktøren og de to skuespillere i den ellers højlitterære forestilling. Som når Anette Støvelbæk med et kærligt smil i øjnene giver stemme til fortællingen om Louisa, hvis primære støtte i livet er de talende bananfluer i lejligheden. Anette Støvelbæk løfter den syge kvinde ud af tragedien med en vis værdighed og humor – uden at bagatellisere hendes skæbne.

 

I det hele taget gives der liv og blod til de kuldslåede mennesker i Naja Marie Aidts værk. Om det så er de psykiatriske tilfælde eller blot tilflytteren, der foreslår, at man klæder sig ud som wienerbrød og lader sig opsluge, så bølger der en forsonende varme mellem skuespillerne og tekstens eksistenser. En varme, der får os til at interessere os for både dem og ordene. Jesper Binzers suggestive musik giver forestillingen en mondæn coolness, men er især en væsentlig følelsesbærer. Den bringer os dybere ind i de mange ord, end vi ellers var kommet.

Hvad: Alting er noget.

Hvem: Tekster af Naja Marie Aidt. Iscenesættelse: Maria W. Vinterberg. Musik: Jesper Binzer. Scenografi: Marianne Nilsson.

Hvor: Teatret ved Sorte Hest. Til 20. Februar.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.