Musical

»Dig & Mig for Altid«: Hvor langt vil du gå for den, du elsker?

Hvor langt vil du gå for den, du elsker? Det er spørgsmålet i Aveny-T’s musical »Dig & Mig for Altid«, der genbesøger 00ernes dansksprogede pop for fuld musik. Teateranmelder Rikke Rottensten og musikredaktør Michael Charles Gaunt har været i teatret og diskuterer her, hvad de hver især fik ud af forestillingen, hvor teater og musik mødes.

Selvom selfierne ikke er så typiske for 00erne, får selfie-kulturen et ordentlig skud for boven i »Mig og Dig for Altid«-musicalen på Aveny-T. Foto: Martin Mydtskov Rønne
Selvom selfierne ikke er så typiske for 00erne, får selfie-kulturen et ordentlig skud for boven i »Mig og Dig for Altid«-musicalen på Aveny-T. Foto: Martin Mydtskov Rønne

Gaunt: »Lad mig starte med en indrømmelse: Jeg er lidt en novice, når det kommer til musicals og teaterkoncerter. Så måske kunne du lige begynde med at forklare mig: Er »Dig & Mig for Altid« en musical eller en teaterkoncert? Og gør det overhovedet en forskel?«

Rottensten: »Selv for én, der ikke er novice, er det ikke helt lige til at genrebestemme »Dig & Mig for Altid«. Aveny-T kalder den selv en musical, men den ligger nu ret tæt på teaterkoncertens form. Forestillingen har en ramme – et kirkerum, hvor en kvindelig præst (Pernille Højmark) og en kordegn (Lars Bom) er gennemgående figurer, mens en broget skare fra menigheden defilerer ind og ud. Den er iscenesat af Kenneth Kreutzmann, som er koreograf, og måske derfor er rammehistorien alene fortalt i bevægelse og dans, uden replikker. Det betyder, at historien ikke står helt lige så stærkt, som man normalt vil forvente af en klassisk musical. Men mest skyldes det, at det er sangene, genhøret med de største hits fra 00erne, som er den primære grund til at lave »Dig & Mig for Altid«. Mellem os og læserne: Hele grunden til overhovedet at lave den her forestilling.«

En god portion alvor

Gaunt: »Ja, det lyder jo på papiret som en sikker opskrift på succes. Masser af folkelige hits. Dejlig trygt og ufarligt. Men jeg synes faktisk, at blandingsformen kan noget. Jeg følte mig aktiveret. Alt blev ikke serveret på et sølvfad. Og så formår manuskriptforfatterne, Kreutzmann og Ida Maria Rydén, at blande en god portion alvor ind også. Forestillingen handler om, hvor langt vi er villige til at gå for dem, vi elsker. Og det spørgsmål får vi mange forskellige svar på i løbet af forestillingen, der på trods af sin poppede lydkulisse både kommer omkring aktiv dødshjælp, tidens narcissistiske strømninger, flygtningeproblematik, homoseksualitet og alkoholisme. Samtidig er det en ret sjov forestilling. Mange af de bedste scener er løsrevet fra den gennemgående fortælling og har nærmere karakter af små, løsrevne revy-sketches, båret af skuespillernes fysik, fremtoning, stumme punchlines og et fint lille twist til sidst.«

Rottensten: »Det er en klar styrke, at forestillingen er lagt i hænderne på en koreograf, fremfor en klassisk teaterinstruktør. Det var blevet meget bastant og faretruende banalt, hvis man havde suppleret sangene med yderligere tekst og handling. Kroppene udtrykker følelserne stærkere. Fra den rørende udgave af TV-2s »De første kærester på Månen« – en duet mellem en ældre kvinde og hendes afdøde mand, som hun netop i kirken kan komme tættere på – til de polske håndværkeres småironiske battle på sexede moves til Medinas »Vi to«. Mindre vellykket er den dansede sexscene mellem præsten og den mandlige flygtning (Mads Hjulmand), der er dukket op i kirken – med kone og spædbarn.«

Medina trækker forestillingen væk fra 00erne

Gaunt: »Noget helt andet: Forestillingen sælges som en slags rejse gennem 00ernes største danske pophits. Men mange af sangene er faktisk først udgivet i løbet af 10erne. For eksempel er forestillingens titel taget fra en Medina-sang fra 2011, og med tre sange er hun den mest repræsenterede i forestillingen. Brugen af Medina – dronningen af narcissistiske selfies – er med til at trække forestillingen væk fra 00erne. Selfie-kulturen får et ordentlig skud for boven i en barnedåbs-scene, hvor barnet glemmes i døbefonten, fordi alle i selskabet har travlt med at tage billeder af sig selv på deres smartphones. Senere er der det muslimske flygtningepar, der søger tilflugt i kirken, ligesom kirken også lægger hus til både en homovielse og en lesbisk sexscene. Det er altsammen med til at placere forestillingens tematikker solidt i nutiden. Var det også noget, du bed mærke i, Rikke?«

Rottensten: »Ja, der er en glidende overgang mellem 00erne og nutiden i forestillingen. Debatten om, hvorvidt kirken er blevet en lækker ramme om vores minutiøst iscenesatte livsbegivenheder, frem for en åndelig institution, er fra 00erne, mens det selfie-fokuserede barnedåbsselskab og homovielsen hører til i nutiden. Gamle PH sagde engang, at »vi er selv historie«, og det følte jeg faktisk meget konkret under forestillingen. Der er sket et kolossalt ryk i vores verdensbillede og i vores hverdag på de kun seks år, vi har været i 10erne. Når man hører de sange, der er omkring ti år gamle, er det som at blive kastet langt tilbage i tiden. Det føles helt historisk med et univers renset for Facebook og Instagram og med kærester, der ikke har mødt hinanden på Tinder. Når jeg lyttede til sangene, blev det pludselig ekstra tydeligt, hvor stor en medierevolution vi reelt har oplevet, bare siden Sys Bjerre i 2008 skrev sin hævnarie »Malene« – som i forestillingen bliver sunget af bruden, der bliver brændt af ved alteret.«

Enormt velsunget

Gaunt: »Men der er ingen tvivl om, at hele den nye dansksprogede popbølge startede i 00erne. Måske som en modreaktion på 90erne, hvor det mest foregik på engelsk. Med de danske teksters genkomst rykkede popmusikken tilbage i vores intimsfære. Blev mere personlig og relaterbar. Når Nik & Jay synger på dansk, kan vi ikke lade være med at forholde os til det – hvad end vi kan lide deres musik eller ej. Mange af de sange, som forestillingen tager op, blev jo beskyldt for både at være banale, enøjede og overfladiske.

Men det var – på godt og ondt – disse sange, der tegnede årtiet for rigtig mange danskere. Og det er netop sangenes universelle appel – den mundrette besyngelse af kærlighedens genvordigheder – der gør dem fleksible nok til at blive brugt i en opsætning som denne, hvor de ofte sættes ind i en helt anden kontekst, end de er skrevet i. Rent musikalsk var jeg måske ikke blæst væk. Til gengæld var det meste enormt velsunget og renset for den dér Disney-agtige måde at synge på, som er grunden til, at jeg normalt ikke gider bruge tid på musicals. Største musikalske øjeblik: Da et sort gospel-kor sang et medley af Nik & Jay-sange. Det var både sjovt og blændende fremført. Hvad synes du om musikken, Rikke? Sang du med nede i salen?«

Rottensten: »Det synger jeg alt for dårligt til at ville byde sådan en feststemt sal! Men jeg nynnede med opløftet sind Rasmus Nøhrs »Sommer i Europa«, da jeg gik hjem gennem snesjappet på Frederiksberg Allé. Jeg synes, at sangene havde overraskende meget at byde på, nu jeg hørte dem sunget med nye stemmer. Det gjaldt faktisk især Medinas sange, som jeg oplevede som langt bedre, end mine fordomme gik rundt og mente. Som teaterkoncertens titel »Dig & Mig for Altid« peger på, så er der et stærkt fokus på jeg’et. Det lyder netop meget snæversynet og narcissistisk, men når jeg hører sangene her, er der også en sårbarhed og udsathed i det selv-fokus. I at det alene er éns helt eget ansvar, om livet lykkes. Den kirkelige ramme gør det selvfølgelig ekstra tydeligt. Den mening med livet, kirken og kristendommen engang tilbød mennesket, det skal det moderne menneske nu skabe for sig selv. Den dybde var en styrke ved forestillingen. Og du, Michael, blev du så opløftet af forestillingen, at du skal ind og se noget mere musikteater fremover, eller var det nok med »Dig & Mig for Altid«?«

Gaunt: »Jeg var i hvert fald overraskende godt underholdt. Der var gode grin og en frisk form, der holdt de små grå aktiverede. Uden at det af den grund blev til et Lars Norén-stykke. Selv om stykket hører til i den lettere ende, så synes jeg faktisk, at Kreutzmann og Rydén her formår at hive laveste fællesnævner op i hoftehøjde. Ikke verdens nemmeste opgave, men de slipper flot afsted med det her.«

Hvad: Dig & Mig for Altid.

Hvem: Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann. Manuskript: Ida Maria Rydén og Kenneth Kreutzmann. Scenografi: Rikke Juellund. Musikalsk arrangement og kapelmester: Joakim Pedersen.

Hvor: Aveny-T til 12. marts. Aarhus Teater 1. april til 7. maj.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.