6. november 2005, 03:30

Der er verdener af affald, som er parallelle til denne verden, og når man skrider over tærskelen til dem og kigger sig måbende omkring, mærker man et rygradsrislende slægtskab med astronaut Bowman, da han i slutscenen af »Rumrejsen år 2001« bevæger sig ind i den sorte monolit og begynder en ny rejse hinsides al hidtidig fatteevne.

Dette er i hvert fald den overordnede fornemmelse efter et par timers besøg på hjemmesiden www.opsamler.dk hvor uendelige mængder hittegods, klunserobjekter og uspecificeret junk reddet fra organisk opløsning og anden undergang får nyt liv i nye og uventede sammenhænge.

Grundlægger af dette forunderlige sted på internettet er den 35-årige kunstner og seminarielærer Lotte Skadborg Hansen, og hun tøver ikke med på åbningssiden at kalde sine samlinger for en »gave til samfundet«. Dette skal forstås uden mindste form for ironi. For de ofte tilsølede råvarer kommer fra samfundet og bliver kvit og frit givet tilbage til det i elektronisk, ophøjet og kunstnerisk form. Som var Klods-Hans sprunget ud af H. C. Andersens eventyr og sammen med gedebuk, død krage, gammel træsko og pludder landet lige lukt i den moderne verden med et gjaldende »Halehoi! Her kommer jeg!«

»Det sjove ved Klods-Hans er, at han jo er på vej til slottet, men alligevel må han have øjenkrogen rettet mod jorden, for ellers ser han jo ikke de ting. Og så tager han dem op, helt klart uden at vide, hvad han skal bruge dem til. Han siger bare »Hu hej, sikke noget godt«, og så ned i sækken med det. Først senere kommer de til at give mening. Det er samme måde, jeg er tingfinder på. Jeg samler noget op, som regel bundet af en eller anden fascination eller tanke om, at det kan blive til et eller andet, jeg ved ikke hvad, og så har jeg det liggende, og på et eller andet tidspunkt får jeg så en idé om en ny sammenhæng, tingen kan indgå i, en ny historie. Men det handler også om en eller anden kærlighed til en ting, som ingenting er, en knap eller en lille dims, som et barn har tabt, og som jeg så »redder«. Det synes jeg, er smukt og fascinerende,« siger Lotte Skadborg Hansen, som erklærer sig »mere på garntrisser og blikspande end på guldet«.

Kære hjort
På hjemmesiden kan man finde en række små breve til tingene eller deres forhenværende ejere, forfattet af tingenes finder og nye kustode. En hjortefod gav for eksempel anledning til følgende brev:

»Kære hjort. Ville bare fortælle, at din fod lever videre hos mig. Lidt pels er drysset af, hud kan skimtes hist og pist, men i det store hele er den i tip-top stand. Du skal bare vide, hjort, din fod er yndefuld som en anden balletdansers. Din klov er så stilfuld som en damestøvle.« Underskrevet: »En ven«.

Og fundet af et røntgenbillede: »Kære ubekendte. Jeg skylder at fortælle, at jeg har din rygrad. Fandt den henslængt i en ældre sofa på hjørnet af Tingvej en formiddag i begyndelsen af august. Fundet: herreløs rygrad. Emballeret: I aflang, brun kuvert. Jeg har studeret dine indre skyggelandskaber, dit underliv og halebenets form. Jeg må spørge til det cirkulære fremmedlegeme - Har du slugt som barn en art prinsesse-ring?«

Det startede med collager engang i 90erne og gik senere over til at blive fascination af tingene selv og de historier, de bærer i sig eller fremkalder hos finderen. I Lotte Skadborg Hansens verden er affaldet som blomster i en hidtil uopdaget flora, og hun selv er botanikeren, der samler ind, registrerer, sætter i system og formidler. Før boede hun på Amager og havde sine faste steder, hvor hun fandt ting, som hun slæbte med hjem, fordi hun ikke kunne lade være. For eksempel plysbamsen, hun fandt på toppen af en kompostbunke på en kirkegård.

»Det var en gammel, muggen bamse, som helt klart havde ligget længe på en barnegrav, og jeg cirkulerede rundt om stedet i tre dage, inden jeg fik taget mod til mig, for hvad ville folk ikke tænke, hvis de så mig? Nu bor den i nødhjælpskassen.«

»Et af mine foretrukne museer er Frihedsmuseet, som jeg har lavet en web-udstilling for. Mange af deres ting er jo noget, man kunne finde på gaden i dag, et nøglebundt med et stykke horn, en uldtrøje, sådan nogle helt almindelige ting, som er stillet til skue i en montre. Og det sker, fordi tingene har været del af en eller anden historie. Men når man kommer ind på museet, er det ikke nødvendigvis det, man ser, vel, så ser man bare på en dagligdags ting, der er hevet ud af alle sammenhænge.«

Farfar ud af busken
Lotte Skadborg Hansen er godt klar over, at hun i manges øjne nok fremstår som halvt eller helt tosset, når hun går og roder i buskadser og grøftekanter.

»Det har alle jo ikke bare ret til. Hvis man er et barn, så er det helt acceptabelt, at man piller et eller andet op. Men blandt de voksne er det kun forbeholdt nogle få faggrupper. Arkæologer for eksempel. Eller detektiver, der samler spor. Men når almindelige mennesker gør det, så er det fordi, de er blevet skøre. Jeg kunne selvfølgelig vælge at være ligeglad, men det er jeg altså ikke. Så jeg passer altid på, at ingen ser mig. Eller jeg lader som om, at den vante, jeg flår op fra asfalten, var den vante jeg tabte i går og nu finder igen. Der er også en vis sport i at slippe af sted med det.«

Med til den lave profil hører også, at hun ikke fortæller vidt og bredt om sit projekt.

»Mange bliver døde i ansigtet, når jeg begynder at fortælle. De troede måske bare, at jeg lavede billeder, men dette her kan de ikke rigtig placere. For mange mennesker er skæve ideer eller åndssvage ting ikke noget, man skal dyrke, men pakke væk. Men mit princip er altså at spænde idioten for og forfølge mine egne fikse ideer uden at tænke over, om det er dumt eller formålsløst. Det fungerer rigtig godt. Også når det ved første øjekast virker topmålt idiotisk, ender der med at komme en historie ud af det.«

Et eksempel var en gammel, halvt opløst bog over maskinmestre, som Lotte Skadborg Hansen fandt i en busk og tog en masse billeder af, fordi hun blev draget af de mange portrætter og navne, som bare lå og flød. Billederne kom på hjemmesiden, og nogen tid efter fik hun en mail fra en pige på Færøerne, som havde søgt sin bedstefars navn på søgemaskinen Google og var blevet bragt helt ind under den busk, hvor bogen med billede og beskrivelse af ham lå.

»Det helt fantastiske er sket for mig i dag, på din hjemmeside under »Maskinmester VII« genkendte jeg min farfar Johan Martin Sofus Christian Frederik Jacobsen på et smukt fremstillet foto, og det er bare så mærkeligt for mig, ja, jeg har tænkt på det hele dagen,« skrev pigen fra Færøerne, og så fortalte hun sin farfars historie. Blandt andet at »indtil sin døende dag kunne ingen som ham smøre et rundtenommer med ultratyndt skrabet smør og appelsinmarmelade«.

Er man til fragmenter, kan det vel næppe blive større.

Tilværelsens mysterier
Men også den øvrige korrespondence vidner om, at Lotte Skadborg Hansens hjemmeside rammer bredt og dybt. En besøgende skriver:

»Jeg har denne sommer holdt ferie i Sverige. Og på en cykeltur på en lille sti midt i de svenske skove fandt jeg skrivemaskinen, som en eller anden må have efterladt. Jeg synes, det er temmelig svært at forestille sig, hvordan det egentlig er gået til, at en Brother rejseskrivemaskine er endt dér. Jeg tjekkede selvfølgelig straks området for deprimerede forfattere evt. med skriveblokering, men fandt ingen. Heller ikke i træerne.«

Længere nede i mailkøen er der en medicinsk overlæge, der skriver, at »jeg er også opsamler, når jeg arbejder med mine patienter. Det er naturligvis ikke skrammel, eller ting til skrotkassen. Men ligesom for dig drejer det sig i høj grad også om iagttagelser, som ikke altid kan klassificeres. For man forstår ikke/kan ikke rubricere helt dagligdags foreteelser som, at folk ryger trods store helbredsmæssige omkostninger, jalousi, eller personlige holdninger til livskvalitet. Altså må man opsamle iagttagelser og historier og gøre sine egne erfaringer. Den naturvidenskabelige metode egner sig simpelthen ikke til at forklare sindstilstanden hos den nyligt arbejdsløse, eller hvorfor en melodi vinder grand prix.«

Eller hvad med en samler af gamle radioer, der har gjort en interessant observation: »Engang da jeg havde hjulpet en af mine venner med at rydde et loft, fik jeg hans morfars gamle rørradio. Det var en af mine første radioer, en stor kasse med rør, og da jeg om aftenen fik den med hjem, og da jeg havde støvet den af, og jeg skulle tænde for den, startede den med at spille lydsporet til Orson Wells »War of the Worlds«. Det rislede mig koldt ned ad ryggen og min første tanke var, om lyden mon kan blive »hængende« i sådan en gammel radio? En anden gang da jeg tændte for en Blaupunkt Transistor radio fra 70´erne startede den med en karakteristisk sang fra den tyske Schlagerparade  fra den tid, så der er måske noget om det.«

De sidste fund
Sådan kan man forvilde sig længere og længere ind i Lotte Skadborg Hansens univers uden at have lyst til at vende om. Hjemmesiden er så omfattende, at man på intet tidspunkt får fornemmelsen af overblik, det er som en kæmpe encyklopædi over alt, der findes, et negativt aftryk af den virkelige verden, blot mere rummelig og beboelig. Et sort/hvidt billede af udskåret figur i træ, den klassiske liggende hjort til kaminhylden, men berøvet sit ansigt, minder om den behandling, statuer fik i romertiden, når en kendt person blev idømt straffen »damnatio memoriae«, og alle afbildninger og vidnesbyrd om vedkommende blev udslettet. Nogle af disse statuer blev ikke smeltet om, men fik bare ansigtet trykket flade og så smidt ud og genfundet over tusind år senere og fik således også deres come back gennem affaldsskakten.

I dag er Lotte Skadborg Hansen med sin kæreste, sin søn og udvalgte ting flyttet fra Amager til et lille rødt parcelhus i Tølløse og er endnu ikke helt fortrolig med det lokale udbud af sager.

»Jeg har gået og luret lidt oppe ved en bygning, vist nok en gammel kro eller en ungdomspension, som brændte ned og længe stod som en ruin, hvor man kunne kigge ind og stadig se komfuret og krydderier stå på hylderne. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå derind. Det er jo en lille by, man skulle nødig komme galt af sted med at gå og rode for meget i jorden,« siger hun.

Blot har hun konstateret, at »der er en udmærket Røde Kors Genbrug, men desværre ingen Sudan-Mission«. Og en smule er det også blevet til. Tingfinder-lommen i hendes taske trænger i hvert fald til at blive tømt. Der er et fladtrykt brillestel i metal til samlingen af brillestel, et skrammet plasticdyr, en plastic-blomst, et bundt ledninger, en skyldner-seddel og nogle ting, som hendes søn på fire et halvt har samlet op, lidt kapsler og sten blandt andet. Så længe der er skrammel, der kan reddes fra undergang, er der håb. Og skrammel vil der altid være.

»Dette her er så stort, at det kan blive ved altid. Det er et livsprojekt. Jeg har følelsen af, at det er ekstremt meningsfuldt, og jeg føler mig meget privilegeret.«