30. august 2007, 03:30 – opdateret 30. august 2007, 08:59

Hvad siger det om Tina Dickow, at hendes dårligste vaner er, at hun drikker for meget Cola Light og nogle gange lader være med at tage telefonen, når den ringer?

Umiddelbart ikke meget andet, end at hun går op i sin figur, og at hun ikke vil forstyrres. Men hvis det er de dårligste vaner, kan man måske også kalde hende, om ikke kedelig, så i hvert fald overordentligt ordentlig. Ikke noget med sex, drugs and rockn roll. Når hun så samtidig skriver melankolske sange i den blå tone og med overvægt at molakkorder, falder dommen nemt. Leverpostej. Men hun er, som hendes mange fans, ikke enig.

»Det er forkert at antage, at folk, der skriver melankolske sange er sørgmodige mennesker. Komikere er jo heller ikke altid sjove, når de går ned fra scenen. Det er bare den måde, jeg bruger mig selv på. Jeg råber ikke »jeg elsker dig!,« jeg siger »jeg æælsker dig.« Sådan fungerer det for mig,« siger hun.

Tina Dickow er de seneste års mest succesfulde danske sangerinde. Den stille jyske pige fra Åhhrhus, der har gjort velskrevne melankolske sange til sit varemærke, har taget danskerne (og udlandet) med storm. En kvinde, der på scenen henrykker med skiftevis stærk og naiv røst, som ifølge Berlingske Tidendes anmelder kan få voksne mænd til at græde, men også en kvinde, som på den anden side altid fremstår som den stille, velovervejede provinspige.

»Det er ikke min opgave at overbevise folk om, at jeg ikke er kedelig og trist, bare fordi jeg skriver melankolske sange. Jeg er nemlig overhovedet ikke trist, men hvis jeg skal lave om på den opfattelse, må jeg jo være med i Vild med dans,« siger hun lettere sarkastisk.

Men den opmærksomhed som deltagelse i TV 2s populære underholdningsprogram ville give, har hun overhovedet ikke brug for. Hendes seneste plade, »In the Red«, solgte således 55.000 eksemplarer, og de sidste tre år har den århusianske sangerinde fulgt op på succesen ved konstant at være på turné. I blandt andet USA, England og Tyskland.

På mandag udkommer hendes fjerde CD, »Count To Ten«, og i den anledning har Berlingske Tidende talt med den 29-årige sangskriver. En kvinde, der efterhånden er blevet mere og mere sikker på sig selv og sin ambition og på, hvad hun egentlig skal bruge sit liv til. Hvor hun tidligere ikke kunne gøre noget, uden det skulle være helt perfekt, værdsætter hun i dag rodet og giver sig selv plads til at fejle.

Men hun er stadig ikke en rockstjerne, der smadrer hotelværelser, kaster med fjernsyn og tager crack for at glemme alting og holde sig i gang på de ensomme landeveje, som er blevet hendes hjem. Dramaet er der, men det foregår på de indre linjer. I Tina Dickows hoved.

»Jeg bliver ved med at bevæge mig væk fra det vante. Jeg bliver ved med at skride fra de gode ting. Fra kærligheden jeg kan ikke have et vedvarende kærlighedsforhold lige nu. Man skriver bare bedre sange, når man river ned i stedet for at bygge op.«

Hun bor i London, hvor hun arbejder stenhårdt på at følge op på gennembruddet. Hun er alene i London, fordi hun ikke kan skrive sange, når hun er i trygge rammer. Og så kommer sangene altså først.

»Man kan kalde mig selvdestruktiv, men det handler bare om, at jeg prioriterer arbejdet højere end alt andet. Det er jo en sindssyg prioritering. Den er eddermame hård, Men det er det, mit liv er. Og lige nu er der ikke noget valg.«

Og det er måske den målrettethed, der får hende til at virke så kontrolleret. Hun er i den grad en kvinde i kontrol. Men har hun aldrig lyst til at flippe ud, klippe håret af og gå amok?

»Nej, det har jeg ikke. Det valg, jeg har truffet, får mig til at føle mig så intenst i live, at jeg ikke har brug for at gå amok og lave en dance-CD. Dramaet foregår på de indre baner. På rejsen mod at lære mig selv at kende. Jeg leder efter friheden, meningen, kærligheden og sandheden.«

Det har altid været gennemgående tema, men efterhånden har hun som sagt lært at give sig selv mere plads og ikke altid at klynge sig til kontrollen.

»Den gang jeg var ung, var jeg mere kontrolleret. Jeg var 20 år og langt mere krampagtig. Jeg skulle bare af med noget shit. I dag er jeg blevet bedre til at slappe af, og jeg kræver ikke længere, at hver eneste sang skal sige alt om alting. Det perfekte interesserer mig ikke længere. Det var tidligere min ambition, men det gik heldigvis op for mig, at det er en umulig opgave.«

Den bevidsthed er kommet med en modenhed, der kommer med, nå ja, alderen. Tina Dickow hviler i dag i højere grad i sig selv.

»I dag er den eneste grund til, at jeg ikke længere er pissenervøs, når jeg skal på scenen, at jeg har fundet ud af, at det godt må galt. Det er ok, hvis jeg er med i et radioprogram og jeg ikke ved, hvad jeg skal svare, og der bliver pinlige pauser. Okay, at jeg snakker drevent, langsomt jysk.«

For erfaringen har slået til, og nu kender hun rutinerne, og ved hun kan bruge dem til at holde frygten stangen. Hun ved, hvad hun vil, og det har ogsåændret på arbejdsprocessen.

»Denne gang er jeg startet med teksterne. Jeg har ikke tilladt mig selv, at skrive en melodi først og så putte nogle ord på bagefter. Det, synes jeg, har gjort sangene mere modne. Det er intet overflødigt, ingen fyldord og det hele er skåret til benet. Sangene er mere direkte, mere afklarede, ja selv desperationen er mere afklaret.«

Og så er der kommet en ny dimension i hendes sange. Modsat tidligere er sangene ikke kun dagbogsskriverier og tekster med Tina, Tina, Tina i centrum:

»Jeg prøver at ramme ind i et eller andet, der binder os alle sammen sammen. Forsøger at pejle mig ind på et eksistentielt fælles ståsted. Det er en kæmpe udfordring, men også noget som jeg har enormt meget lyst til.«

Og at hun rammer plet, kan hun snart ikke længere være i tvivl om.

Berlingske Tidende var med til optagelserne af P3 Session, hvor Tina Dickow i et show, der var kombineret spørgetime og koncert, spillede en række af sine nye sange for i omegnen af 150 fans, der havde vundet de eksklusive billetter.

De elsker hendes sange, hendes tekster og hendes jyske lune:

»Her kommer der en af de der sange om at løbe.« Ny sang: »Så kommer der lige en af de der såkaldte folk-sange« Hun smiler.

Under sidste sang, som den sidste tone, rammer hun den forkerte streng på guitaren. Det gik galt. Men Tina Dickow kigger op, ud til siden, og smiler igen med lidt ærgelse i blikket. Men det gør ikke noget.

Så sikkerheden er der, men hvad betyder det, at hun nu er stjerne.

»Man vågner ikke bare op og er stjerne. Og jeg kan ikke forstå det der med, at folk genkender mig på gaden. Mit livsprojekt er sangen - det har ikke noget med at være stjerne at gøre.«

Men kunne du så ikke bare skrive sange til dig selv?

»Jamen, så ved jeg ikke, om jeg ville have flere sange i mig. Responsen fra publikum, det at stå på en scene, giver mig så meget, som jeg har lyst til at få og arbejde med.«

Tina Dickows nye plade, »Count to Ten«, kan købes i butikkerne fra på mandag. Hvis du ikke kan vente med at høre de nye sange, sendes P3 Session fredag aften på P3 fra kl. 18.03. Derefter lægges videooptagelsen af koncerten ud på nettet på dr.dk/p3/session,

Diskografi

Fuel (2001)

Notes (2003)

Far - ep (2004)

In The Red (2005)

Count To Ten (2007)