Helligheden har vide rammer i Danmark, samtidig med at den ikke altid er så udtalt lige der, hvor man forventer det. Berlingske Tidende har været på pilgrimsfærd til fem helligsteder og templer, mødt præsterne og disciplene, og sammen med dem søgt at indkredse, hvordan ånden trives blandt de indviede.
19. marts 2008, 22:30
Det åbne sår
Ungdomshuset havde altid haft appel for kunstneren Tanja Schlander, der så det som »et fristed for fritænkere«, selvom hun også følte at hun faldt lidt udenfor, fordi hun var »lidt hippie-Pippi-agtig« i forhold til stedets punkere.
»Man kunne sidde på bordene inde i huset, hvis man havde lyst, men man kunne også lade være. I de sidste år blev der åbnet lidt mere op for det mere bredt alternative: eksperimenterende digtoplæsninger, temaaftener, foredrag osv. »69« blev et sted, hvor jeg tog hen sent om aftenen efter at have været andre steder i nattelivet. Det var her, jeg følte mig mest hjemme. Der var ild i pejsen, god atmosfære og en masse venner, jeg havde en historie sammen med,« siger Tanja Schlander.
Ungdomshuset blev nærmest vigtigere for hende, efter at det blev revet ned, fortæller hun. Det var nemlig først da, at det rigtigt gik op for hende, hvor vigtigt det havde været for hende gennem årene.
»Jeg var i Spanien, da jeg fik en SMS om rydningen. Jeg var dybt rystet og fik senere beskrevet, hvor hadsk rydningen var, og hvor mega-ondt den gjorde på de mennesker, der havde brugt stedet. Det føltes meget uhyggeligt, at der ikke kunne være plads til bare et enkelt sted i Danmark, hvor det alternative og punkede kunne trives,« siger Tanja Schlander.
Hvordan har du det med adressen i dag?
»Det er et åbent sår i byen. Hvis der bygges en McDonald’s eller et supermarked på pladsen, ville jeg føle, at der blev sat en grim protese i stedet for noget, som en gang var meget levende. Hvis man derimod plantede en have og lavede et åbent folkeligt sted, så synes jeg det ville være vildt fedt, fordi det ville være i stedets ånd. Eller en bazar eller en moské. Noget der enten vil komme lokalbefolkningen eller nogle minoriteter til gode, så synes jeg, det ville være alletiders idé.«
Har stedet en ånd eller hellighed for dig?
»Hellighed ved jeg ikke med. Huset havde i hvert fald en ånd. Og de folk, der brugte stedet, har stadig den ånd, der levede der. Det er jo ikke pladsen som sådan, der er vigtig, og jeg er sikker på, at når vi får det nye ungdomshus, vil ånden genopstå. Det vil ikke blive det samme, alene af den grund at der er kommet cirka 2.500 nye brugere til efter nedrivningen. Ungdomshuset er i mine øjne blevet et kondenseret symbol på en helt ny ungdomsbevægelse.«
