29. august 2009, 16:30 – opdateret 30. august 2009, 09:45

Et halvt kongerige. Så meget koster den bog, Elisa sidder og læser på sin lille skammel af spejlglas i H.C. Andersens eventyr »De vilde svaner«, hvor en ond stedmor sender pigen ud i skoven og forvandler hendes elleve dejlige brødre til fredløse svaner.

Om dronning Margrethe også har siddet på en skammel af spejlglas, mens hun i sine atelier på Amalienborg og Fredensborg Slot lavede de 80 store papirklip til billedbogen og filmatiseringen af »De vilde svaner«, ved jeg ikke.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at det i sig selv er et eventyr, at vi har en monark, der kan sin kulturarv – herunder ikke mindst sin H.C. Andersen – både i hjertet og på rygraden. Og jeg ved – for det har Hendes Majestæt engang fortalt mig med et stort smil – at hun lige som eventyrdigteren foretrækker en ordentlig kleppert af en saks, når hun går løs på stablen af gamle kunsttidsskrifter og auktionskataloger fra Christie’s og Sotheby’s. Bøjet over limpotten elsker hun at sætte billedstumper sammen til nye og større billeder, fulde af billeder i billederne. Det lyder (og er) et labyrintisk kunststykke, der med et fint ord kaldes for decoupager. Men som Dronningen fortæller i forordet til billedbogen »De vilde svaner«, så vidste hun i sin tid slet ikke, at det hed sådan og kaldte det bare »klippe-klistre«.

Lad os slå fast, at dronning Margrethe har et betydeligt klippe-klistre talent samt at få andre illustratorer af H.C. Andersens eventyr nogensinde har ramt det helt centrale i mandens billedskabende kunst så præcist og frugtbart, hvilket vi allerede i 2000 fik et klart bevis på med Dronningens decoupager til »Snedronningen« som billedbog og film.

Det, Andersen engang ville med sine ord, nemlig at få det til at myldre med billeder inde i hovedet på læseren eller lytteren, gentager Hendes Majestæt på sin egen måde med saks og lim. Netop ikke sådan at ordkunstner Andersens billeder på skrift rekonstrueres eller duplikeres. Tværtimod er hver enkelt decoupage udtryk for stemninger og syner på nethinden af billedkunstner dronning Margrethe.

H.C. Andersen elskede også at klippe-klistre, men han var mere til vilde collager, hvor rester fra papirkurven, gamle togbilletter, teaterprogrammer og spontane indfald i ord og kulørte streger indgik i billederne, der antog de særeste størrelser og former.

Dronningens decoupager er helt anderledes tøjlede i deres endelige udtryk, både hvad angår den sceniske bestemmelse, farvevalget og den ovale form, der er sådan cirka lidt større end en amerikansk fodbold. Det er den skabelon, hun helst bruger, fordi dens form ikke »bremser« øjet, som det firkantede format kan gøre det.

Billedbogen og ikke mindst filmatiseringen, der har premiere 11. september skal man glæde sig til. Ligesom der også er grund til at tage til Odense og opleve den fascinerende udstilling i H.C. Andersens Hus, der fortæller om eventyret og Dronningens arbejde med decoupager og dragter til filmen, og som en spændende bonus åbner mulighed for at man på interaktiv vis kan komme til at optræde midt i et af Dronningens papirklip. Alt i alt taler vi om en revitalisering af eventyrdigteren og hans digtning, der de næste to uger – med eventyrets egne afsluttende ord – vil forme sig som et optog, »som endnu ingen konge havde set det«.