Det gamle København

Åbenrå er en af Københavns gamle gader. Det mærkelige navn hentyder til, at der i den sene middelalder her var nogle åbne handelsstader, som man kaldte vråer.

De gamle huse i Vognmagergade fra genopbygningen efter bybranden i 1728. Det karakteristiske gavlkvisthus i midten er den mægtige brændevinsbrænder Willians ejendom, og i baggrunden kan man skimte Landemærket og Åbenrå. Ikke et eneste hus har fået lov at overleve, og Vognmagergade er i dag dobbelt så bred.
De gamle huse i Vognmagergade fra genopbygningen efter bybranden i 1728. Det karakteristiske gavlkvisthus i midten er den mægtige brændevinsbrænder Willians ejendom, og i baggrunden kan man skimte Landemærket og Åbenrå. Ikke et eneste hus har fået lov at overleve, og Vognmagergade er i dag dobbelt så bred.
Gaden lå langs volden fjernt fra rådhuset på Gammeltorv helt ude på den anden side af Landemærket, som var betegnelsen for byens ende. Det var ikke noget fint kvarter i middelalderen, og det var det heller ikke de efterfølgende århundreder. I denne udkant af byen boede der kun jævne mennesker.

Boligforholdene var af en standard, man ikke kan forestille sig, men sanering var begreb, som endnu ikke havde banet sig vej ind i sproget. Huse forsvandt fra tid til anden, og nye blev bygget, men det skete som regel i forbindelse med små og store brande.



I oktober 1728 gik det helt galt. Omkring en tredjedel af byen brændte i løbet af tre døgn, og det var formentlig den største boligsanering i Københavns historie.

Branden hærgede også kvarteret omkring Åbenrå, Landemærket og Vognmagergade, og eftervirkningerne kan endnu betragtes i gaderne i denne del af byen. Som et led i genopbygningen efter branden blev der udfærdiget regler for, hvordan nye og bredere gader skulle anlægges, og hvordan nye og mere brandsikre ejendomme skulle opføres.

I virkeligheden gik det anderledes. For borgerne klagede, og så blev det alligevel besluttet, at byens store gader blot skulle holde en bredde, så tre kareter kunne passere hinanden, uden at de gående forulempedes derved. Og ved anlæggelsen af mindre gader tog man ikke hensyn til hverken kørende eller gående. Det havde man aldrig gjort, og det var der ingen grund til at lave om på.

For at brandsikre husene krævede myndighederne, at nye bygninger blev opført i grundmur. Også det krav måtte man fravige. De fleste nye huse var bindingsværk, ligesom de gamle havde været. Men en ny arkitektur satte i forbindelse med genopbygningen sit præg på København. Det var gavlkvisthusene, som overlandbygmester J. C. Krieger leverede tegninger til, og som efterhånden fik den populære betegnelse ildebrandshuse. De blev de opført overalt i den del af byen, der var gået op i flammer, og endnu kan man se dem med deres karakteristiske trekantede gavle rundt om i gaderne.

Nogle af de smukkeste eksemplarer finder man netop i Åbenrå og Landemærket. Men det er lidt af et tilfælde, at de ikke er blevet jævnet med jorden, i takt med at den kommunale saneringsbølge begyndte at rulle hen over hovedstaden for omkring 100 år siden. For det gik hårdt til.



Nogle gader forsvandt aldeles. Det var tilfældet med Store - og Lille Brøndstræde, der af de fleste københavnere blev betragtet som en skamplet i et i øvrigt belastet kvarter. Her lå to af byens mest berygtede brændevinsknejper Nordpolen og Det lille Apotek, og det vrimlede med halv- og helkriminelle kvinder og mænd. Her kunne end ikke de skrappeste panserbasser stille noget op mod ryggesløsheden.

»Kvarteret er et konstant tilholdssted for løse eksistenser, vagabonder, bondefangere og bøller af enhver art, og det er befolket fra kælder til kvist med prostitution. Kvarterets børn indånder brændevinsduften fra kipperne og overværer fra deres første år daglige slagsmål, og de lever dør om dør med prostitution i en så forrået form, som man overhovedet kan antræffe i København.«

Således kunne man læse i en kommunal redegørelse, og efter mere end 50 års diskussion blev hele firkanten mellem Vognmagergade, Landemærket, Gothersgade og Møntergade revet ned i 1908.

På grunden, hvor de skumle Brøndstræder havde ligget, opførtes den pompøse administrationsbygning for Københavns Belysningsvæsen og den helt moderne trykkeribygning Gutenberghus, som mange nu kender som Filmens Hus.

Det var den første store kommunale sanering i hovedstaden. Men mange flere skulle følge, og i løbet af et par generationer ændrede gadebilledet sig til ukendelighed i denne del af det gamle København.

Planen var, at hele kvarteret med de mange historiske 200 år gamle ejendomme skulle ryddes og erstattes med moderne bygninger i glas, jern og beton. Således kom det dog ikke til at gå, for i 1960erne satte en folkelig protestbølge sig op imod udviklingen. Og det er forklaringen på, at der trods den hårdhændede byfornyelse i kvarteret stadig eksisterer velbevarede ildebrandshuse fra tiden lige efter Københavns brand i 1728.

Men Vognmagergade kunne ikke reddes. Ikke et eneste hus blev ladt tilbage i vognmændenes og brændevinsbrændernes gamle hovedstrøg.

jln@berlingske.dk
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.