17. februar 2008, 18:34 – opdateret 17. februar 2008, 20:35

»Fantastisk.«

»Fantastisk.«

»Fantastisk.«

Politikere, skuespillere og teaterchefer benyttede samme ord til at beskrive Det Kgl. Teaters nye skuespilhus ved gallaåbningen lørdag aften med premieren på William Shakespeares »Hamlet«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lagde for i sin åbningstale ved at tale om »en fantastiske ramme«, som skuespillet har fået med realiseringen af teatrets 150 år gamle ønskedrøm om et hus, skabt til det talte ord.

»At bygge eller ikke at bygge var meget længe spørgsmålet,« sagde statsministeren og fortsatte: »Jeg håber, at den fantastiske ramme kan løfte hele Danmarks skuespil i fremtiden og give skuespillet en ny guldalder. Lad det være starten på en ny epoke for et teater præget af fremgang.«

Hele tre statsministre var til stede i salen. Så mange har deltaget i de sidste årtiers politiske slagsmål om at bygge eller ikke bygge det nye skuespilhus til en lille milliard kroner.

Der var politikere alle vegne, og også Dansk Folkepartis førstedame, Pia Kjærsgaard, smilede. Alle var så glade ved indvielsen af det skuespilhus, som der slet ikke var politisk flertal for at bygge, fordi flertallet fandt det ganske overflødigt. Men teaterchefen ville have det, og skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller villebygge et operahus. De var lige stædige, og begge byggerier endte med at indgå i en pakkeløsning.

Den konservative kulturminister Brian Mikkelsen, der var modstander af huset, indtil han tog det første spadestik i 2004, sagde i sin tale: »At Det Kgl. Teater har brug for og har fortjent dette hus, som er en gavmild gave fra Danmark«, og så roste han den afgående teaterchef, Michael Christiansen, som »en fantastisk teaterchef«.

Spurgte man de inviterede teaterfolk var reaktionen på huset spontan og uden slinger:

»Det er fantastisk,« sagde Dr. Dante-chefen Nikolaj Cederholm: »Ingen kan være andet end fuldt ud tilfredse.«

»Fantastisk« lød det fra Folketeatrets tidligere chef, Preben Harris, fra dramatikeren Astrid Saalbach, som får opført et nyt skuespil i huset om to sæsoner, og fra pr-direktøren Christian Have.

Nej til P-hus og et lift
»Det er et fantastisk hus,« sagde også Københavns miljø- og teknikborgmester og P-hus-modstander, Klaus Bondam (R), der havde taget bussen til Kgs. Nytorv og var spadseret til skuespilhuset og i øvrigt kunne melde »at der var masser af ledige parkeringspladser ved Gamle Scene«.

Efter tæppefald blev han tilbud et lift hjem af Københavns tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S), der i sin tid indgik aftalen om at bygge et P-hus ved skuespilhuset og en bro til Operaen.

»Jeg holder lige herude,« fristede Kramer Mikkelsen, der havde parkeret på den midlertidige parkeringsplads på Kvæsthusmolen, som dagens borgerrepræsentation på rådhuset er indædt modstander af. Klaus Bondam skulle imidlertid ikke nyde noget.

En rød løber var rullet ud fra Kvæsthusmolen og op til skuespilhuset for Dronningen og Prinsgemalen, Kronprinsen og Kronprinsessen, der da også til sidst trådte ind i kongelogen og satte sig i deres røde stole, der meget praktisk kan drejes i den aflange sideloge, når de kongelige vil se lidt mere af, hvad der foregår inde på scenen. Og så forsvandt synet af regenterne ellers i mørket.

Der er meget mørkt i det nye skuespilhus, når man træder ind i den sorte murstensgrotte fra foyerens glas og stjernelys, hvor det også var svært at overskue de 650 gæster i det store rum. Men der var tilsyneladende ikke dem, der ikke var der. Bortset fra skibsrederen, der ikke var at se – i modsætning til hans operahus, som lå og lyste i sin indpakkede skal på den anden side af havnen.

Ordet »fantastisk« kan vel kun oversættes til seks stjerner for arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranbergs skuespilhus, måske med en pil eller stjerne nedad fra publikum på de billige pladser øverst oppe på anden balkon.

Her er man godt nok i sikkerhed fra spyttet fra skuespillerne. Selv om afstanden slet ikke kan sammenlignes med Stærekassens, så er det ikke ligefrem en intim oplevelse. Til gengæld føles det ret stejlt – især når man skal kante sig ind på rækkerne. Dele af belysningen mangler også at blive rettet, så lysspots i gulvet ikke direkte blænder.

Publikumsvenligt hus
Men der er to armlæn til hver stol, så man ikke får intimkontakt med naboen. Man sidder også udmærket i de røde stole, som ikke indbyder til søvn. Og man ser (teaterkikkert anbefales) og hører glimrende – og akustikken fungerer.

I og med at dametoilettet i stueetagen var oversvømmet af vand – et stoppet afløb eller indsivende vand fra havnen ?(!) – så var det også helt betryggende at befinde sig højt hævet under loftet.

Toiletterne er i øvrigt en oplevelse for sig. Frække, som de er, i rødt og sort og ligner noget fra det franske forlystelsessted Moulin Rouge. De kan nydes, mens man venter desperat. Som altid er der for få dametoiletter.

Der var også for få aflåsede garderobebokse til alle pelsene, som blev luftet ved gallaen. Det bliver næppe et hverdagsproblem. Garderoberne i øvrigt er gratis. Her er publikumsvenligt på alle niveauer.

»Alle drømme er opfyldt«, erklærede instruktøren Klaus Hoffmeyer, der som kongelig skuespilchef var med til at sætte huset i havnen: »Det er lykkedes at få et teaterhus uden dekorationskunst, så publikum i stedet kan komme tæt på scenen.«

»Men det er godt nok småt,« udbryder et medlem af skuespiltruppen, som er en del af skuespillet i Shakespeares »Hamlet«.

»Men det er mere intimt,« siger et andet medlem.

»Og fantastisk,« siger nummer tre.

Forestillingens scenografi er klaustrofobisk lukket af mørke stenflader lige som tilskuerrummet, og scenen er skudt frem mellem tilskuerne som i Shakespeares Globe Theatre. Men ellers er rummet som en sluttet cirkel, hvor skuespillere og publikum er hinandens spejl, indtil det første mord bliver begået på tjeneren Polonius, og der herfra kun er én vej tilbage.

Her begynder scenens murstensvæg at glide tilbage, tilbage, tilbage - helt op mod bagscenens endevæg. Dens langsomme tilbagetrækning føles næsten uendelig. Så stor er den Store Sal i skuespilhuset i modsætning til Stærekassen, hvor der slet ikke var bag- eller sidescener.

Så stort, gabende tomt og begsort åbner dybet sig i »Hamlet«.

For scenen kan også – lige som i Operaen – hæves og sænkes i flere niveauer, og man savnede ikke den drejescene, som er sparet væk. Alt klappede. Gallaåbningen var også en sejr for sceneteknikken og dens teknikere.

Tæppe.

Og så blev der ellers fyret løs med et raketbombardement i havnen som en gevaldig udløsning, og da båden endelig sejlede væk med alle de afbrændte raketter og bomber, begyndte et nyt bombardement ved Operaen som en hilsen mellem brødre på hver side af havnen og som et symbolsk bånd mellem kunstarterne, som nu er splittet op i hver sit hus.

En kort overgang lignede ildhavet en himmelbro, som skriger på at blive bygget mellem husene og skabe sammenhængkraft.

Men så døde ildkuglerne ud. Mørket lagde sig. I det fjerne kunne man skimte blå blink fra udrykningskøretøjer. Det var ikke brændt nogen biler af på Kvæsthusmolen den aften. Der var også massivt politiopbud under den kontrollerede gallaåbning, mens andre dele af samfundet gik bersærk. Lige som den utilpassede og destruktive danske prins, Hamlet.