22. juli 2009, 22:30

Alt, hvad jeg ved om Lars Frost, er at han er født i ’73, har rødt, krøllet hår og går med briller. At han læser vanvittigt hurtigt op, og næsten altid er først på programmet, når han optræder ved forfatterarrangementer i selskab med flere kolleger. Angiveligt fordi han er en festlig forfatter, men det ved jeg ikke noget om.

Frosts tre romaner er skrevet i et balstyrisk, ekspressivt sprog og med en lyst, fornemmer man, til at smadre alle konventioner, sabotere de mindste glimt og passager af forudsigelighed og pænhed. Der er mere vildskab og fremdriftig rock’n’roll på de trykte sider hos københavneren, end der strømmer ud igennem Metallicas koncerthøjttalere i Forum i disse dage.

Senest udgav Lars Frost sidste efterår romanen »Ubevidst rødgang«, og nu er han i gang med efterfølgeren i sit arbejdsværelse, hvor mentale gule, post-it sedler flyver kaotisk ind og ud ad ørene på ham for senere at lande som selvfølgelige, rytmiske anslag på tastaturet, som er klemt inde mellem stabler af nusset papir, kaffekopper med egen fauna og kampe mellem allerede færdige, dødrigtige linjer og brovtende hovedpersoner på afveje.

Man forestiller sig jo. Men jeg ved ikke, om noget i dette afsnit passer. Ikke før Lars Frost åbner døren til sin to-værelses på Østerbro og siger: »Jeg er øm i benene.«

Hvorefter han, der ingenlunde har statur af en sportsmand, fortæller om gårsdagens cykeltur til Hornbæk på en ny, mørkegrøn Raleigh-herrecykel. Der er langt til Hornbæk. Længere endnu på sådan en, synes man.

»Jeg arbejder på en ny roman,« siger Lars Frost inde i stuen, der også fungerer som arbejdsværelse. Eller er det omvendt: bogreoler, stereoanlæg, skrivebord. Ikke meget andet.

»Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt, at folk skrev trilogier, så jeg vil skrive fire bøger, som hænger sammen. Jeg har lavet de første to, en samtidsroman om begyndelsen af det her årtusinde (»Smukke biler efter krigen«) og en historisk roman (»Ubevidst rødgang«) om tiden lige før min egen fødsel i begyndelsen af halvfjerdserne. Den her skulle så i en eller anden forstand blive en fremtidsroman. Den sidste, forestiller jeg mig, skal være en børnebog af en slags, som kunne foregå i den der uendelige barndomstid i en barndoms sommer,« forklarer han på vej ud for at hente et krus til kaffen.

Anders Fogh i skurkerolle
Lige nu har han et problem, Lars Frost, med at finde ud af hvad han skal bruge fremtidsperspektivet til. »Men,« siger han, »jeg synes, at det er en spændende udfordring. Jeg kan godt lide at give mig selv opgaver, for ellers bliver jeg sgu for doven. Det er for nemt at skrive på den samme måde om de samme ting hele tiden. Det er for billigt og giver ingen modstand. Jeg håber også, at denne bog bliver et større puslespil end de tidligere, for det skulle da gerne blive sværere og sværere. Jeg synes, det er en positiv ting at blive grebet af tvivl. Det er en af de kræfter, der driver processen fremad.«

Romanen har været undervejs i et års tid. Afsættet er genbrug, for Lars Frost smider ikke en tekst ud, når den først er skrevet.

»Det bliver en udfordring for mig at få teksten brugt. Jeg skrev en kriminalistisk adventskalender til Politiken forrige jul. Meget hurtigt. Jeg var meget glad for anslaget, og blev fanget af den kvindelige hovedperson, så jeg besluttede mig for at skrive en hel bog om hende. Men jeg er lidt træt af misantropiske, vrede hovedpersoner, dem har jeg skrevet mange af. Og desværre er hun sådan lidt i dårligt humør. Så jeg tænker, at jeg kan balancere det med en udadtil meget jovial morder. Udgangspunktet var at puste de fire små adventskapitler op og så finde en anden morder, for det var en virkelig dårlig krimihistorie,« fortæller forfatteren henover det mørke træskrivebord uden rod, som domineres af en stationær Mac-computer. Den er lånt. Hans bærbare har væskeskade.

Lars Frost har også skrevet en anden bestillingsopgave, som formentlig skal pusles ind i den nye roman. Den handler om Kolding i 1940erne og datidens betydning for Kolding i dag. Især halvdelen af den tekst er han glad for, siger han og fortæller, hvorfor han egentlig skriver lige netop denne bog.

»Det var så trættende at høre den der kritik af den unge danske litteratur omkring årtusindskiftet; at vi ikke tog samfundet, de politiske spil og verdenssituationen alvorligt, og at det hele handlede om os selv og vores venner. Det har jeg for mange år siden bestemt mig for, at det ville jeg ikke finde mig i. Så jeg skal på en eller anden måde finde ud af, hvorfor denne bog er relevant. Hvorfor ser den fremtid, som jeg skriver om sådan ud, hvad er der sket? Jeg har tænkt over at lade Amerika være gået til. Hvad sker der, når Afrika kommer tættere på Europa? Jeg spekulerer over, hvad der kunne være af spændinger i fremtiden. Så bliver der valgt en præsident, som hedder Barack Obama, hvad synes jeg selv, vil han mislykkes eller skabe en bedre verden? Den slags kan da godt more mig. Anders Fogh skrider lige pludselig, jeg havde ellers tiltænkt ham en større skurkerolle. Men der er stadig langt igen, så jeg ved ikke, hvilken indflydelse politikere får. Det smukke ved litteratur, film etc. om fremtiden, science fiction f.eks., er jo, at de ofte handler om den tid, de er skrevet i. De er næsten altid en kommentar til samtiden.«

Snyde og stjæle
Hvordan arbejder du typisk, er der en Lars Frost-metode?

»Det har aldrig interesseret mig særlig meget at lave historier, og ofte, hvis jeg skal finde på en eller anden handlingsgang, bliver det meget, meget simpelt. Men der er så meget plot og handling i den her, så jeg er nødt til at have en eller anden plan for, hvor personerne skal gå hen, om de skal mødes. Med de sidste par bøger og denne her, har jeg bildt mig selv ind, at jeg er nødt til at have en slutning at sigte efter. Jeg har den der berygtede angst for det hvide papir, så jeg kan godt lide at få det fyldt ud ret hurtigt og så gå tilbage. Mit humør har også indflydelse på, hvilket afsnit, jeg har lyst til at skrive den dag, så jeg skriver mig ikke kronologisk frem, men springer rundt, hvilket vel egentlig ikke er særlig professionelt. Man kan snyde, drikke et par øl, se en film, eller vælge noget musik til at sætte stemningen. Men det fungerer ikke altid. For mig er den rareste tid, når hele skelettet for historien ligger der, så man bare kan fylde på og fjerne. Det er det, jeg bruger mest tid på.«

Dit sprog er blevet mindre eksperimenterende med tiden. Fortsætter den udvikling, bliver du jo en almindelig gennemsnitsforfatter om ...?

»Jeg har også været urolig for, om jeg bliver kedeligere med alderen. Det har givet mig en stor uro i forhold til den bog, jeg skriver på nu. Jeg skal finde en eller anden måde at smadre den på. I og for sig er det jo nogle dybt trivielle personer og handlingsforløb, som i en eller anden forstand er genkendelige og nogle sågar hugget fra litteratur, film og populærkultur i det hele taget. Jeg plejer at kunne finde på en måde at slå det i stykker på. Men det er også svært, for verdenshistorien er fuld af romaner, der bliver slået i stykker. Det er næsten en helt genre, og det kan også blive en eller anden modernistisk kliché. Hvorfor gøre det, når Joyce nu engang har gjort det så godt? Om ikke andet så er det for at underholde mig selv. Det bliver sgu kedeligt at skrive en hel roman på et afdæmpet almindeligt dansk. Og det skulle gerne være lidt sjovt at skrive.«

Kan du slippe bogen, når du først er i gang?

»Nej, så ligger den hele tiden i baghovedet. Når man er optaget af noget, uanset hvor man er, og hvad man oplever, har hjernen jo en tendes til at få alting til at handle om det, man er i gang med. Og hvis jeg falder over et eller andet på gaden, et optrin, en diskussion eller andet, der kan bruges, så stjæler jeg helt hæmningsløst. Der er mange, der kan genkende ting i mine bøger, og det kan jeg godt forstå, at de kan, for de er tyvstjålet. Jeg har heldigvis en del venner, der kan fortælle vanvittige historier og ikke er blege for at give deres mening til kende.«

Dit tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond udløb ved årsskiftet, har det – eller økonomi i det hele taget, betydet noget for romanen?

»Det giver jo en enorm ro ikke at skulle tænke på penge. Men efter sommer skal jeg til at være højskolelærer på Testrup Højskole ved Århus. Jeg havde tænkt, at romanen skulle blive færdig efter sommeren, men det bliver den ikke, for jeg har skullet tjene nogle penge. Det kan faktisk også blive for frit, hvis man bare får legatpenge en gang om året. Jeg fik lavet en bog, halvanden, da jeg havde det tre-årige arbejdslegat, men det kan være svært at administrere så meget frihed. Jeg har tidligere undervist, bl.a. i Esbjerg her i foråret, og det er som oftest vældigt inspirerende. Eleverne er ikke særlig gamle, men de er dygtige, og de vil sgu skrive. Og nogle gange er en elev så uforsigtig at sige noget klogt, så jeg må hjem og lave om på det hele. Det sker faktisk hele tiden.«

Bliver du aldrig træt af at skrive om og læse den samme bog igen og igen?

»Jo. Jeg plejer at være rigtig, rigtig træt af det til sidst, og så må det være slut. Så har jeg måske også læst den 40 gange. Jeg kan ikke gøre det bedre, hvis ikke jeg selv synes, at det er spændende. Så er det bedre at stoppe end at søge noget der måske er bedre, men man havde vel valgt den vej, hvis den var bedre, ikke. Jeg gider ikke have et mål, jeg ikke kan se for mig, så vil jeg hellere begynde på noget nyt. Det er en af flere indikatorer på, at nu er bogen færdig. Måske er det lidt højrøvet, og måske burde jeg tvivle på, om det er godt nok, når jeg begynder at kede mig, men det har jeg ikke oplevet endnu. Jeg tænker bare på, at jeg har siddet med det for længe.«

• Læs også: »Hver dag er en blanding af dyb angst og juhu«

• Læs også: »Man skal kunne puste sig op«

• Læs også: Hvad føler fisken?