»Det er så kedeligt med velfungerende mennesker«

Hvad er ligheden mellem søhelten Tordenskjold og en midaldrende nordmand, der bor i et træ? Begge mænd er i krise og hovedpersoner i Erlend Loes syrede univers. Den norske forfatter er aktuel med både manuskriptet til »Tordenskjold & Kold« og den tredje bog om antihelten Doppler.

Den norske forfatter Erlend Loe. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Den norske forfatter Erlend Loe. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Erlend Loe gør det i spiddende og skægge portrætter af moderne mænd i krise. Tænk bare på den norske forfatters skønlitterære debut, »Kvinden flytter ind«(1993), hvor fortælleren er så kuet af Marianne, at han ender med at søge tilflugt i svømmehallen. Eller på »Doppler« (2004), hvor den kompetente familiefar vender familien og velfærdsstaten ryggen og flytter ud i en skov med elgkalven Bongo. Eller hvad med dramaturgen Bror i »Stille dage i Mixing part« (2010), der egentlig har travlt med at tænke på teater, men uvægerligt kommer til at fantasere om TV-kokken Nigella Lawson?

Denne gang er roman- og manuskriptforfatteren sprunget 300 år tilbage i tiden, og i stedet for frustrerede middelklassemænd har han kastet sig over én af vore breddegraders mest berømte søhelte. Han har skrevet manuskript til filmen »Tordenskjold & Kold«, der er instrueret af Henrik Ruben Genz og har premiere i de danske biografer på torsdag.

»Det er egentlig ikke så mærkeligt, som det måske lyder,« siger Erlend Loe.

»For vi behandler Tordenskjold som et moderne menneske. Det er på en måde hele pointen.«

Meget er da også ved det gamle, kan man sige; Tordenskjold, spillet af Jakob Oftebro, er i dén grad en mand i krise, da vi møder ham i filmen. Han lider af det, hans kammertjener Kold, spillet af Martin Buch, kalder piktåge. Vi befinder os i 1720, Den Store Nordiske Krig er slut, og Peter Wessel, som han hed, før den danske konge gav ham adelsnavnet Tordenskjold, aner ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Han drikker og horer konstant på den turné, han er taget på for at berette om sin heltedåd under søslagene. Inden han går på, ifører han sig parykken og brøler til sit publikum: »Er I der?«. Nede bag ved massen sidder Kold og sælger merchandise: Små kanoner og ølkrus med stjernens billede på.

»Tordenskjold er jo et nationalikon både i Norge og i Danmark, og det var i sig selv pirrende. Da jeg begyndte at kunne se for mig, at man kunne beskrive ham som et deprimeret, næsten plejekrævende menneske, som medicinerer sig selv og opsøger hedonistisk virksomhed for at dulme længslen og smerten, så syntes jeg for alvor, opgaven blev tiltrækkende. Og da rockstjerneanalogien dukkede op, blev det en enkel og dejlig proces at skrive den,« siger Erlend Loe og tilføjer, at det var den eneste måde, han kunne have grebet en sådan film an på.

»Jeg ville aldrig have klaret at være uironisk. Det ville ikke have fungeret. Det var helt uaktuelt for mig at skrive den nationalmytebekræftende historie om den store helt, som gjorde det ene og det andet og egenhændigt taklede svenskerne. Den har vi hørt, og jeg har ikke noget behov for at se endnu én af den type biografiske film helt uden flere lag af refleksion.«

Vil folk have sådan en film, skal de nok få den et andet sted, mener Erlend Loe.

»Den kommer sikkert før eller siden med søslag og kanoner og det hele, hvis nogen finder 100 mio. kr. til den. Specielt i Norge har vi en tradition for meget unuancerede helteportrætter. Film om Anden Verdenskrig bliver for eksempel for det meste helt latterligt ensidige og pinlige. Det elsker nordmænd. De strømmer i biografen. Derfor synes jeg, det er helt nødvendigt at smudse en smule af nationalarven lidt til.«

Fri sproglig tone

Erlend Loe har da heller ikke den mindste smule kvababbelser over, at han har taget sig friheder helt ned i den sproglige tone, og at Tordenskjold derfor som det mest naturlige i verden kan sige »fuck« i filmen.

»Det er faktisk et ord, der fandtes på den tid, men om man brugte skældsordet i Tordenskjolds kreds, ved jeg intet om. Det er tænkt som et klart signal tidligt i filmen om, at vi her skildrer moderne mennesker og ikke har brugt tid på, at konsulenter skulle finde ud af, hvordan man snakkede i 1720. Det er ikke det, det handler om. Det sprog ville skabe en afstand. Jeg vil hellere have, at man ikke føler, der er gået 300 år. Det er klart, at historieentusiaster vil mene, at det er helligbrøde, men det synes jeg bare, er fint. Det er derfor, historikere ikke laver film. De ville blive utroligt kedelige.«

Selv om Erlend Loe har bevaret sin kunstneriske frihed, er historien langt fra det rene opspind.

»Jeg har selvfølgelig læst flere tusind sider om Tordenskjold. Om alt hvad han gjorde, og hvem han var. Om spekulationerne omkring hans død,« siger han og forklarer, at han ud fra det har forsøgt at fylde den historiske Tordenskjolds tomme skal med menneskelighed og følelser:

»Jeg har følt en forpligtelse til at sætte mig ind i stoffet i stedet for bare at opfinde mit helt eget univers. Jeg har skrevet på grundlag af kendte fakta om, hvor han var, og hvem han besøgte.«

Doppler

Sideløbende med filmen om Tordenskjold har Erlend Loe skrevet den tredje bog om Doppler. »Enden på verden som vi kender den« hedder romanen, der udkommer på dansk 2. februar. Og selv om Andreas Doppler denne gang har forladt skoven og er vendt tilbage til civilisationen, er han ikke ude af krisen. Mildest talt. Han sidder ved romanens begyndelse i et fyrretræ uden for sit gamle hus, der til hans forbløffelse er blevet malet blåt. Her holder han øje med den familie, han forlod, og ikke mindst konens nye mand, Egil Hegel.

»Kriser er vældig nyttige i fiktion,« siger Erlend Loe som forklaring på, at han ofte ender der.

»Krisesituationen er meget bevægelig. Det er en mulighed for store omvæltninger på kort tid, uden at man behøver forklare så meget. I de fleste vellykkede fiktionsfortællinger er der en form for unormal situation. Vi er enten lige før, under eller efter krisen,« siger han og tilføjer: »Det er så kedeligt med velfungerende mennesker. Det er der ingen, der gider se på. Ustabilitet er næsten altid det, der afføder handling. Hos Shakespeare, Ibsen og hvem som helst.«

At Erlend Loe overhovedet kom igang med den tredje bog om Doppler udsprang også af en slags krise.

»Jeg havde ganske længe forsøgt at skrive en ungdomsroman, en trilogi, som jeg tænkte skulle blive fabelagtig, en international bestseller og så videre, men det kunne ikke lykkes for mig. Jeg blev helt syg af ikke at kunne få det til at fungere. Jeg brugte meget tid på det og forsøgte med alle mulige ting, men måtte til sidst bare indse, at det her kan du ikke,« fortæller Erlend Loe, der i stedet kastede sig over noget, han kendte.

»Hvis man er faldet og har slået sig, så må man op på hesten med det samme igen for at få bedre selvtillid. Og så lå Doppler-idéen der. Det var med det samme virkelig dejligt at skrive på.«

Det med at skrive bøger og filmmanuskripter sideløbende har han gjort hele sit liv. Han kom ind på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole i København lige efter sin litterære debut.

»Jeg forstod tidligt, at jeg ikke kunne leve af kun at være romanforfatter. Desuden ser jeg lige så mange film, som jeg læser romaner, og jeg har altid været meget glad for film, så jeg er selvfølgelig godt tilfreds med at være manuskriptforfatter og arbejde med det, men det er tungere, mere slidsomt,« siger han og forklarer om forskellen på arbejdsprocessen:

»Problemet med filmmanuskripter er mange gange, at der er så mange indledende forberedelser, noteringer, tænkning, disponering af stoffet osv., så når man kommer dertil, at manuskriptet skal skrives, så er man faktisk træt af hele historien.«

Derfor har han prøvet at ændre sin måde at gøre det på.

»De seneste gange har jeg forsøgt at gøre, som når jeg skriver romaner; har bare haft en idé og er begyndt med at skrive og improvisere det frem. Det fungerer meget bedre. På den måde beholder jeg energien og lysten meget længere.«

Bogens fordel

Erlend Loe understreger, at det kun kan lade sig gøre, fordi han ikke skriver komplicerede plottunge manuskripter.

Arbejdsfordelingen mellem film og bøger er som regel helt klar.

»Jeg bruger gerne den første del af dagen på det, der er mest lystbetonet, det vil ofte være en roman, og så skriver jeg på det andet, for eksempel et filmmanuskript, efter frokost. Det er også lystbetonet, men måske ikke i lige så ekstrem grad,« siger Erlend Loe. En roman er nemlig fri leg.

»Den skal ikke gennem en masse kontrolinstanser og behøver ikke at tjene 40 mio. kr hjem, for det koster ikke 40 mio. at skrive en roman. Det ligger der en stor frihed i. Det gør der også i det, at det er den eneste form, som kun er min. Det er min idé, jeg står og falder med den helt alene.«

Men der kan omvendt også være særlige fordele ved at lave film. For som Erlend Loe siger:

»Hvis Tordenskjold-filmen er dårlig, kan jeg sige, at det var en god idé, men at Henrik Ruben Genz, den idiot, ødelagde den.«

 

»Tordenskjold & Kold«, som Erlend Loe har skrevet manuskript til, har biografpremiere 28. januar. Filmen er instrueret af Henrik Ruben Genz og har Jakob Oftebro og Martin Buch i hovedrollerne.

 

Romanen »Enden på verden som vi kender den« udkommer på Gyldendal 2. februar. Den er en efterfølger til Erlend Loes »Doppler« (2004) og »Volvo Lastvagnar« (2005)

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.