23. september 2006, 03:30 – opdateret 23. september 2006, 14:13

»Jeg tror, jeg går i seng, Hans Christian.«

Har man først én gang set Malene Schwartz i rollen som den søde og neurotiske Maude Varnæs i TV-serien »Matador«, så vil man huske denne replik.

Fra i aften har man chancen for at gense serien, når DR blænder op for første afsnit kl. 20. Det er sjette gang, TV-stationen viser serien, som siden den første udsendelse i 1978 har haft enorme seertal. Og ikke nok med det. DR har solgt 800.000 videokassetter og 1,1 millioner DVDer med seriens afsnit. Og så er det i øvrigt ikke kun danskerne, der har smag for Mads Skjern, Maude Varnæs, Dr. Hansen og alle de andre personer i serien. 20 lande rundt om i verden har købt serien.

Men hvad er det, der gør, at »Matador« mere end nogen anden TV-serie er slået an. Er det seriens personer og skuespillerne, vi kan lide? Har vi en hang til nostalgi? Eller er det historiske billede af gamle Danmark, der trækker. Her er fire bud på, hvorfor vi elsker »Matador«.

Arketyperne
Selvom det nok er de færreste, der kan referere handlingen i alle seriens 24 afsnit, står de modsatrettede mennesketyper i »Matador« stadigt lysende klare. Sociologen Emilia van Hauen bruger ofte arketype-begrebet, når hun holder foredrag om moderne fællesskaber, og hun beskriver livet i Korsbæk som en dygtig sammenblanding af person-arketyper, som patriarken, dronningen, prinsessen, skurke, ofre og helte, men også livsbegivenheder som fødsel og død.

»Matador er lavet over det ofte gennemspillede tema »Der kommer en fremmed til byen«. I dette tilfælde er den fremmede, Mads Skjern, i en vis forstand skurken, fordi han udfordrer den bestående struktur, nemlig Varnæs-familiens magtposition i Korsbæk,« siger Emilia van Hauen, der forklarer, at seriens stærke arketyper er med til at få TV-seerne til at identificere sig med seriens personer.

»Arketyper bruger vi til navigere rundt i den sociale verden. Det er dem, der gør, at man synes, at man kender Maude og Elisabeth,« siger Emilia van Hauen.

Hun fremhæver kvinderne i serien og mener, at »Matador« kan ses som et stykke kvindesagshistorie. Mens mændene forstener i deres patriarkalske roller, gør kvinderne oprør fra offerrollen, siger hun. »Tag Maude, der starter med at være prinsessen, der bare sidder i et hjørne, er yndig og venter på at blive opdaget. For Maude handler det om, at den ydre verden skal anerkende hendes eksistens, og at hun derfor skal vise sig fra en bestemt side. Men i løbet af serien sker der en udvikling for Maude, så hun ender med at blive Dronningen, der tager sin og andres skæbne i egne hænder,« siger Emilia van Hauen.

Vi har besluttet at elske den
»Krøniken«-forfatter Stig Thorsboe er en af de få, der har skrevet dansk TV-drama, som har tangeret »Matadors« popularitet. Han beskriver »Matador« som en blanding af drama og folkekomedie. Jørgen Varnæs' personlige deroute i løbet af serien er for eksempel et forrygende menneskeligt drama, siger Thorsboe, mens seriens bipersoner er mere og mere folkekomedie, jo længere ud i persongalleriet, man kommer, siger han.

»Matador er en slidstærk serie med store kvaliteter, men man skal også huske på, at serien kom på et tidspunkt, da alle danskerne sad om det samme lejrbål og fik fortalt historier. Det var en lidt mere taknemmelig situation end den meget spredte situation, vi har i dag.

Stig Thorsboe mener, at »Matador« er karakteristisk for datidens filmsprog og for instruktøren Erik Balling, som Thorsboe mener sammenfatter hele sin karrieres arbejder i serien.

»Matador er 'The Balling Way': En scene har tre vægge og en usynlig væg til kameraet. Det er meget dekoration, og i dag ville man ofre flere penge på udensdørs-scener for at undgå dekorationspræget. Men det fungerer alligevel i dag, fordi vi nu en gang har accepteret serien som fantastisk. Det er lige som '90 års fødselsdagen'. Vi sidder ikke med de kritiske briller på, for denne her serie har vi én gang for alle besluttet at elske,« siger Stig Thorsboe.

Sublim hverdagshistorie
Selv om »Matador« hverken er en fakta-udsendelse eller dramadokumentarisme, så tegner serien et fantastisk godt billede af hverdagen i Danmark 1929-1947, mener Arbejdermuseets direktør Peter Ludvigsen.

»Folkene bag serien har gjort et virkelig dygtigt stykke researcharbejde, både når det gælder indendørs- og udendørskulisser. Det kan man se på de mange detaljer. Møbler, tapeter, børnetøj, borddækning osv. er historisk autentisk. Man har lavet et fremragende stykke arbejde, og det sammen med en god historie gør, at serien er så elsket,« siger Peter Ludvigsen, som synes, at serien er god at blive klog af, hvis man interesserer sig for danmarkshistorien.

»Den fortæller på fremragende vis periodens hverdagshistorie. Det er også det vi beskæftiger os med her på Arbejdermuseet, men i serien er man i stand til at dramatisere den mere, end vi kan gøre det. Serien skildrer ikke udelukkende de store nationale begivenheder, som ændrer samfundet. Den fortæller om torsdag formiddag, et aftenselskab hos bankdirektøren, jernbanearbejdernes madpakke, øl på kroen og den slags hverdagsting, som gør, at vi alle sammen kan forholde os til serien,« siger Peter Ludvigsen.

En stor del af »Matador«-serien foregår under den tyske besættelse af Danmark. Bl.a. scenerne med grisehandleren spillet af Buster Larsen, der lærer sin hund ikke at spise en godbid, når den får at vide, at »det er en tysker«, den kulturradikale Dr. Hansens (Ove Sprogøe) involvering i modstandskampen (selv om de Radikale var fortalere for samarbejdspolitikken) og den lille værnemager, landsretssagfører Skjold Hansens udlejning af garager til tyskerne tegner billedet af Danmark under besættelsen. Men harmonerer det med de senere års historiske forskning i bl.a. den store danske landbrugseksport til Tyskland, danske myndigheders behandling af jødiske flygtninge og industriens arbejde for tyskerne?

Nej, mener Jørgen Grønvald Laustsen, der en af de unge historikere, som har beskæftiget sig med Danmark under Anden Verdenskrig.

»Serien giver et nationalromantisk billede af et Danmark, der på tværs af sociale skel står sammen mod besættelsesmagten. De mindre glorværdige sider, som er kommet frem de sidste 10 år, er slet ikke med. Der er ikke noget om griseeksport til tyskerne, og i et afsnit om hr. Stein, den jødiske bankmand, står alle personer i serien sammen og hjælper Stein på flugt. På den måde får man den gode historie om redningen af de danske jøder, men man kommer ikke ind på de udenrigspolitiske forhold som betød, at jøder enten blev udvist eller afvist ved grænsen,« siger Jørgen Grønvald Laustsen. Han mener dog også, at serien på en række punkter rammer danmarkshistorien godt.

»Scenografien er ud fra en faghistorisk synsvinkel rigtig god. Man kommer godt omkring både rationerings- og sortbørsproblematikken, og man ser bilerne med gasgeneratorer. Serien tegner igennem Røde også et godt billede af de danske kommunisters udvikling før og under krigen, og med beskrivelsen af Skjold Hansen, der anklages for værnemageri, får man også et godt billede af, at det var de små fisk, der blev dømt efter krigen,« siger Jørgen Grønvald Laustsen.