»Der er noget her, som får kunsten til at gro«

Selv om pengene er små og udfordringerne mange, lever kulturlivet i bedste velgående på Lolland-Falster. Billedhuggeren Thomas Kadziola er en af dem, der mener, at kulturen har særligt gode vækstforhold på de to øer. Selv er han manden bag skulptur­projektet »Dodekalitten«, der ifølge ham kun kan eksistere her.

Thomas Kadziolas store værk »Dodekalitten« står efter planen færdig i 2024. »Dodekalitten« skal være en cirkel af 12 stenstøtter med hvert sit ansigt, men indtil videre står kun to stenstøtter helt færdige. Stenstøtte nummer tre og fire står  klar på deres pladser, men endnu uden ansigt. Foto: Thomas Kadziola
Thomas Kadziolas store værk »Dodekalitten« står efter planen færdig i 2024. »Dodekalitten« skal være en cirkel af 12 stenstøtter med hvert sit ansigt, men indtil videre står kun to stenstøtter helt færdige. Stenstøtte nummer tre og fire står  klar på deres pladser, men endnu uden ansigt. Foto: Thomas Kadziola

Nykøbing Falster er fyldt med ældre, særprægede bygninger, men vandtårnet skiller sig ud med sin gule farve og dramatiske højde. Inde i varmen er der café, galleri og kunstnerisk værksted.

Susanne Grue Jørgensen træder ind gennem de tunge, fint udskårne døre, og bestyreren ser hende straks.

»Susanne!« råber han.

På Lolland-Falster er Susanne Grue Jørgensen kendt som leder af den årlige kunstfestival Lys over Lolland.

Hvert år udstiller lokale, nationale og internationale kunstnere deres værker på festivalen, som løber over ti dage i sensommeren. De besøgende kan opleve udstillinger, koncerter og særlige biografpremierer, og som noget ganske særligt sker festlighederne i store forladte, kulturhistoriske bygninger på Lolland-Falster.

Frivillige kræfter

Lys over Lolland holder til alle vegne og ingen steder. Den eneste, der er ansat på årsbasis, er Susanne Grue Jørgensen. En gruppe professionelle teknikere og kunstnere er ansat hen over festivalens ti dage, mens størstedelen af medarbejderne er frivillige. Mennesker, som alle ifølge Susanne Grue Jørgensen er uundværlige for kunstfestivalen.

»Vi vil bruge vores penge på kunst og ikke på administration. Vi ejer ikke noget, og derfor kan vi virkelig gøre det for kunstens skyld. Samtidig er det også derfor, at det er en udfordring økonomisk,« siger Susanne Grue Jørgensen.

Det lokale erhvervsliv hjælper ofte Lys over Lolland med, hvad end festivalen måtte mangle. Om så det er en ordentlig klat maling til en gammel fabrik eller kolde kontanter.

Og pengene er tiltrængt, også selv om Lys over Lolland får et fast tilskud fra Kulturministeriet og de to kommuner Guldborgsund og Lolland.

Susanne Grue Jørgensen bruger det meste af året op til festivalen på at stampe penge op og trække kaniner op af hatte. Men selv når midler er tildelt, er budgettet stramt og festivalen skrøbelig. I 2014 holdt Lys over Lolland en pause, fordi nogle af de penge, som festivalen havde fået tildelt, blev forsinket.

»Det er svært at få det til at løbe rundt, med de få midler vi har, fordi vores ambitioner er høje. Det har krævet trylleri et par gange, for vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten,« siger Susanne Grue Jørgensen.

Lokale kunstnere

Faktisk er det slet intet problem at finde kvalitet på Lolland-Falster, siger Susanne Grue Jørgensen. Kunstnere er der nok af.

»Vi har noget vigtigt, som tiltrækker mange kunstnere og kunstinteresserede. Stilhed. Det lyder åndssvagt, men jeg hører det fra mange kunstnere. Der er noget her, som får kunsten til at gro.«

Med dét og et godt netværk i kulturlivet er det intet problem for Susanne Grue Jørgensen at finde udstillere til kunstfestivalen.

»Vi kender nærmest alle kendte, som på den ene eller anden måde har tilknytning til Lolland-Falster, og man bliver forbavset over, hvor mange der faktisk er. Brødrene Lund Madsen har lavet noget helt specielt til os, fordi deres mormor og morfar boede på Falster, ligesom vi har haft Mick Øgendahl på besøg, fordi han kommer herfra. På den måde er festivalen bygget meget personligt op.«

Sten for alle pengene

Billedhuggeren Thomas Kadziola har flere gange udstillet på Lys over Lolland. Sammen med en anden tilbagevendende kunstner, komponisten Gunner Møller Pedersen, har han skabt »Dodekalitten«, der skal bestå af en cirkel med 12 syv-otte meter høje stenstøtter på en åben mark i Kragenæs og et hertil hørende musikværk af Gunner Møller Pedersen.

På marken med udsigt ud over Lindholm Dyb står endnu kun to færdige stenstøtter, og Thomas Kadziola arbejder lige nu på den tredje. Antallet 12 er beregnet ud fra, hvad Thomas Kadziola kan nå, inden han i 2024 fylder 62 år.

»Når det har været tungest at bevæge mig ud til stenen for at arbejde, så har folks begejstring været med til at bære mig. En begejstring, som jeg overhovedet ikke havde forestillet mig,« siger han.

Bag projektet står et hav af frivillige. Kun Thomas Kadziola får løn for sine mange års arbejde.

»Det frivillige engagement har ikke kun været pengeindsamling og donationer. Det er også det arbejde, som lægges i venneforeningen, begejstringen på Facebook, og når børnehaverne laver dodekalitprojekter. Når jeg hører pladsmanden på genbrugspladsen sige, at hver gang han har gæster, kører de 40 minutter for at se »Dodekalitten«, så bliver jeg rørt. Så har det betydning at knokle videre,« siger Thomas Kadziola og tilføjer:

»København er lige akkurat langt nok væk til, at vi selv er nødt til at lave de kulturtiltag, som vi vil opleve. Da jeg boede i København, brugte jeg ikke de tilbud, der var. På Lolland møder vi op til næsten alt. Der er nødvendigheden til forskel.«

På Lolland-Falster kan alt lade sig gøre

Thomas Kadziola havde sin tvivl, da han i 1980erne flyttede til Lolland. Men nu ved han, at Lolland-Falster er noget helt særligt.

»Har man noget på hjerte, bliver man hørt. Når noget så anderledes som »Dodekalitten« kan blive til noget, når Lys over Lolland kan, når Richard Winthers hus kan, når LandArt kan, og når Lovestorm kan, så er det, fordi Lolland-Falster er et klondike, hvor alt kan lade sig gøre. »Dodekalitten« er utænkelig andre steder end her,« siger Thomas Kadziola.

Lys over Lolland har flere gange udstillet dele af projektet og arbejdsprocessen. Det var også her, at den første stenstøtte, dodekalit, blev præsenteret for offentligheden.

»Som kulturevent kan Lys over Lollands betydning for Lolland-Falster næppe overvurderes. Susanne gør et fantastisk arbejde,« siger Thomas Kadziola.

Samarbejde er nøgleordet

Samarbejde, samarbejde, samarbejde. Susanne Grue Jørgensen er ikke bange for at bruge ordet én gang til.

»Min indstilling er, at hvis vi ikke er totalt åbne og samarbejder, skyder vi os selv i foden. Det giver en enorm energi, at man kan bruge hinanden, hinandens erfaringer og bygninger. Lys over Lolland er bygget op omkring samarbejde,« siger Susanne Grue Jørgensen.

Samme indstilling har Ulla Schaltz, der er museumsdirektør for Museum Lolland-Falster, der består af tre kulturhistoriske museer.

»Det nytter ikke noget at forsøge at udkonkurrere hinanden. Vi har så få borgere at slås om. I stedet er vi gode til at skabe synergi. Der er en bevidsthed om, at hvis vi skal lave noget godt, skal vi gøre det i fællesskab,« siger Ulla Schaltz, og det er lige, hvad de to kvinder har gjort.

»Ulla,« siger Susanne Grue Jørgensen, smiler og husker tilbage på én bestemt begivenhed.

»En sommer holdt vi Lys over Lolland på et af hendes museer. Hun gav os tilladelse til at tage tingene ud af museet, og så inviterede vi kunstnerne til at udstille. Hvor tit hører man om nogen, der får lov til det på et museum?«

Demografien udfordrer

Ulla Schaltz griner lidt af den episode. Hun er ikke bange for at gøre tingene anderledes, og sommetider kræves det også af hende. For Lolland-Falster er ikke København eller Aarhus.

Hvor Susanne Grue Jørgensen er mest udfordret på pengene, er Ulla Schaltz’ udfordring mere Lolland-Falsters demografi og infrastruktur.

»Jeg kan være fuldstændig enig i de nationale satsninger, men være nødt til at gå en anden vej. I de senere år har der været fokus på, at børn skal opleve de danske museer, men vi har så få børn på Lolland-Falster, at vi næsten kan navnene på dem alle sammen,« siger hun. Og problemet stopper ikke dér.

»Et af vores udstillingssteder kommer der slet ingen offentlige transportmidler forbi. Vi skal passe på med ikke at satse alt på skoleklasser, hvis de i første omgang ikke kan komme ud til os i skoletiden.«

På Museum Lolland-Falster graver man dybt for at finde den helt rigtige kultur til øernes borgere. Også bogstaveligt talt. De seneste fem år har museet arbejdet på højtryk med udgravningerne af et større område i Rødby, der efter planen en dag bliver fundamentet for Femern-forbindelsen.

»Jeg havde en drøm om, at udgravningen ville være en større attraktion nationalt. Nogle af de fund, vi har gjort, har virkeligt skabt interesse på verdensplan. Vi har været i China Daily og India News,« siger Ulla Schaltz, der har måttet sande, at de danske medier har været længere tid om at få øjnene op for projektet.

Museet har flere gange åbnet udgravningerne for nysgerrige gæster, der kunne komme og prøve kræfter med pensel og mejsel. På trods af den beskedne omtale i danske medier har arrangementerne været ganske populære, siger hun.

At borgerne generelt interesserer sig meget for Lolland-Falsters kulturliv og ikke mindst for at hjælpe på samme måde som Susanne Grue Jørgensens store bagland af frivillige, genkender også Ulla Schaltz. Museet har flere arrangementer, hvor der gøres brug af frivillige kræfter.

»De frivillige vil gerne støtte det lokale museum og medvirke til at sætte Lolland-Falster på danmarkskortet. Vi er lokalpatrioter, og derfor kan jeg og især Susanne samle så mange frivillige,« siger Ulla Schaltz.

Ingen konkurrence

De relativt mange flere penge, som kulturlivet i København modtager fra Kulturministeriet, er ikke noget, der kan få Ulla Schaltz og Susanne Grue Jørgensen op af stolene.

»Det kan ikke nytte noget, at vi forsøger at sammenligne os med andre. Det er ingen konkurrence,« siger Susanne Grue Jørgensen.

»Det er dejligt med alt det, der foregår i København. Det er inspirerende. Storbyer har ofte et rigt kulturliv, gudskelov. Det skal de have. Men her på Lolland-Falster kan vi noget andet. Vi kender hinanden, og derfor kan vi få så mange frivillige og mindre erhverv til at hjælpe os med forskellige projekter.«

Ulla Schaltz ser klare fordele i at være et museum i provinsen.

»Konkurrencen er hårdere i København. På Lolland-Falster er vi det eneste kulturhistoriske museum, og med vores kommunale tilskud er vi en stor spiller lokalt. Det er nemmere for os at få indflydelse,« siger hun og tilføjer:

»Det er sjovere at være en stor fisk i et lille akvarium end en lille bitte fisk i et stort akvarium.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.