29. august 2003, 22:30

Til trods for, at Picasso malede omkring 15.000 billeder og skabte - guderne må vide - hvor mange tegninger og tryk, er det ikke så ligetil at arrangere udstillinger med hans værker. Det er for dyrt. De er for dyre. Alene forsikringskravene er nok til at ødelægge en kulturinstitutions årsbudget. Og alligevel er det lykkedes kunstmuseet i Aalborg at vise en udstilling om den spanskfødte verdensmester.

Helt alene har Nordjyllands Kunstmuseum ikke løftet opgaven. Basisudstillingen er blevet til på et svensk søstermuseum, og den er så i Alvar Aaltos stadig imponerende ålborgensiske kunstpalads suppleret med lån af bl.a. grafiske blade og keramiske fade fra danske og udenlandske museer samt et klenodie fra egen samling.

Udstillingen fortæller en særlig, ikke overvældende kendt historie, om en bestemt side af Picassos produktion, og breder den ud ved at belyse vigtige temaer i den store kunstners liv og levned - ikke mindst hans livslange betagelse af kvinden og middelhavskulturen.

Middelhavet var et forankringspunkt for Pablo Picasso (1881-1973). Han er født ved det. Opvokset i den sydspanske havneby Malaga lige over for den afrikanske kyst, senere bosat i en periode i Barcelona nærmere Frankrig. Côte d'Azur var feriemål i mellemkrigsårene, og fra 1946 frem til sin død boede og arbejdede han forskellige steder på Rivieraen. Det var i perioder en tilværelse, der var præget af stor erotisk lykke - og resultaterne af dén slår igennem på flere måder som f.eks. i valget af motiv. Kvinderne i hans liv fremkaldte hver gang nye farver, nye former for lystfuld skildring af kroppen, monumental og statuarisk ved havet, men først og fremmest ny kraft.

Nogle billederne har Den Elskedes træk, andre blot tonen af den glød hun har udstrålet. Selve den seksuelle akt, det intense øjeblik før og den dybe hvile efter, er ofte genkomne motiver i disse dionysiske salmer til den jordiske lykke, som det på udstillingen bl.a. kommer til udtryk i uddrag af det store grafiske værk »Suite Vollard« fra 1930-37, der ikke blot bruger kunstneren og hans muse(r) som tema, men også inddrager mytologiske figurer fra antikken som faunen, nymfen, kentauren og tyremennesket Minotaurus. Foreningen af mand og tyr var en metafor, Picasso ofte anvendte. Også om sig selv. Og om samhørigheden med området i mange af hans billeders forsøg på at indfange den bløde, dovne, lystfyldte hedonisme, der stadig i dag kan kendetegne livet på kysten.

Allerede i slutningen af 1920erne overvejede Picasso at udtrykke sin kombinerede fascination af området og det modsatte køn gennem en række høje skulpturer forestillende kvinders hoveder, der var tænkt opstillet langs Boulevard de la Croisette i Cannes. Projektet blev ikke realiseret, tiden var ikke moden, men det er en vigtig forudsætning for det, der siden hændte. I 1957 træffer Picasso således en kollega, Carl Nesjar, ved den franske sydkyst, og under deres samtaler fortæller den norske billedhugger om en ny støbeteknik i beton, der går ud på at bygge elementer efter de forme, man ønsker, armere dem og fylde dem med en blanding af natursten og beton.

Det blev indledningen til et langstrakt samarbejde mellem de to kunstnere - og det er en af grundene til, at der ved bredden af Vänern ud for Kristinehamn står en 15 m høj betonskulptur udført ikke af Picasso men efter hans anvisninger. Det er også grunden til, at kunstmuseet i den lille svenske industriby har sammensat den udstilling, der i udvidet form vises på Nordjyllands Kunstmuseum.

Udstillingen er langtfra så stor og magtfuld som eksempelvis Louisianas fremragende præsentation af netop Picassos middelhavskærlighed i 1996, og mange af værkerne er i sagens natur blot repræsenteret gennem fotografier og plancher, men den rummer en række fine og ikke overdrevne museumspædagogiske træk, der giver et godt indblik i endnu et af mange eksempler på kunstneres samarbejde og i Picassos motivverden. Trods de udpræget dekorative kvaliteter i mange af hans værker, ønskede Picasso ikke at udsmykke verden. Han havde imidlertid nogle drømme om at gøre kunst offentlig tilgængelig gennem f.eks. værker i byrum, hvor han ikke tog sig betaling for egne anstrengelser, og der er tilmed eksempler på hans tidlige arbejde med kostumer til den berømte russiske ballet i Paris i 1919.

Hovedretten på udstillingen er imidlertid hans frit fabulerende malerier og oliekridttegninger af kvinden - i dette tilfælde hustruen på dét tidspunkt, Jacqueline Roque - samt den stærkt erotiske »Vollardsuite« og hans keramik, der er karakteriseret ved overlegen enkelhed og den store selvfølgelighed, der kendetegner en sand mester.