Genopdagelse

»Den røde tråd er kærlighed«

Granhøj Dans kaster sig ud i en nyfortolkning af Stravinskij-balletten »Petrushka« med den russiske pianist Maria Eshpai som det musikalske midtpunkt.

»Jeg har aldrig rigtigt tidligere prøvet at lave noget om kærlighedsforhold.« Palle Granhøj er med Granhøj Dans klar med en ny forestilling med musik af Stravinskij.
»Jeg har aldrig rigtigt tidligere prøvet at lave noget om kærlighedsforhold.« Palle Granhøj er med Granhøj Dans klar med en ny forestilling med musik af Stravinskij.

»Palle Granhøj er en af Aarhus’ stærkeste kunstneriske profiler både nationalt og internationalt.«

Sådan sagde programchefen i Musikhuset Aarhus, da det blev offentliggjort, at koreografen Palle Granhøj skal omdanne Susanne Biers kærlighedsfilm »Elsker dig for evigt« til en moderne danseforestilling, når Aarhus i 2017 skal være europæisk kulturhovedstad.

Men allerede nu er Palle Granhøj i fuld gang med at lave en forestilling om kærlighedens kampe i sin nye moderne fortolkning af den kendte russiske ballet, »Petrushka«, til musik af Stravinskij. Den får titlen »Petrushka – Extended« og bliver uropført af Granhøj Dans i København til april.

»Jeg har i mange år haft berøringsangst over for klassisk musik og tænkte, at jeg hellere ville bruge ny musik, der ikke har så mange referencer,« siger Palle Granhøj.

Ikke desto mindre er det nu den tredje danseforestilling inden for tre år, han koreograferer til musik af Stravinskij.

»Da jeg i 2011 lavede »2men2mahler« og efterfølgende »Men&Mahler«, var det første gang i mange år, jeg brugte klassisk musik. Efter Mahlers musik tog jeg så det store spring og lavede hele to forestillinger til Stravinskijs »Le Sacre du Printemps« (Rite of Spring), der om noget er musik med mange referencer. Men det gik jo meget godt,« konstaterer Palle Granhøj på sin karakteristiske underspillede jyske facon.

Alle forestillingerne fik masser af anmelderroser, og både »Men&Mahler« og den første Stravinskij-forestilling, »Rite of Spring – Extended«, vandt en Reumert for årets bedste danseforestilling.

En exceptionel tilladelse

Som noget helt exceptionelt havde Palle Granhøj til både sin mandlige og kvindelige version af »Rite of Spring« fået tilladelse til at indlægge pauser i Stravinskijs musik, så den blev udstrakt til en times varighed. Og derfor blev ordet »extended« føjet til danseforestillingernes titler.

Som den første nogensinde har Palle Granhøj nu også fået tilladelse fra rettighedsejerne i London til at indlægge pauser i Stravinskijs partitur til »Petrushka«.

»Da jeg søgte om tilladelse til at bruge pauser i »Le Scare du Printemps«, var det fordi, jeg syntes, musikken var så voldsom, så den næsten dominerede dansen. I »Petrushka – Extended« er pauserne simpelthen indlagt, fordi jeg hellere vil lave en hel times forestilling end at skulle sammenstykke en aften af to forskellige værker.«

Idéen til at lave en ny moderne version af »Petrushka« fik Palle Granhøj, da han arbejdede sammen med den ungarske danser, Laszlo Fülöp, i »Rite of Spring –Extended«.

»Vi snakkede flere gange om Stravinskijs musik til andre balletter. Det var i den forbindelse, jeg først stødte på »Petrushka«. Siden har jeg hele tiden tænkt på at lave den med Laszlo i titelrollen.«

Kærlighed og trekantsdrama

Den oprindelige ballet fra 1911 blev skabt af Stravinskij og koreografen Fokin til Diaghilevs banebrydende kompagni, Les Ballets Russes. Her oplever man et trekantsdrama mellem tre dukker i Charlatans dukketeater: Petrushka, Ballerinaen og Maureren, der alle bliver vakt til live af Charlatan. Petrushka bliver forelsket i Ballerinaen, mens Ballerinaen bliver betaget af Maureren.

»Temaet er jo kærlighedsrelationer. Så det vil jeg også prøve at gå ind i. For jeg har aldrig rigtigt tidligere prøvet at lave noget om kærlighedsforhold. Så den røde tråd er kærlighed og trekantsdramaet, som måske ikke bliver en trekant, for jeg har allerede ændret Charlatan-karakteren til at være et par,« afslører Palle Granhøj spøgefuldt.

Rollen som Charlatan bliver delt mellem den polske danser Mikolaj Karczewski og den russiske pianist Maria Esphai. Hun skal spille Stravinskijs fantastiske musik live i en udgave for soloklaver, ligesom hun gjorde i den kvindelige udgave af »Rite of Spring – Extended«. Og Maria Esphai er en fremragende ung pianist med masser af russisk musik, kunst og kultur i blodet.

»Jeg fandt oprindeligt Maria gennem den nu afdøde klaverprofessor, Anne Øland, som Maria studerede hos. Man kan kalde Marias mor for Ruslands svar på Ghita Nørby og hendes far for Ruslands svar på Lars von Trier.«

»Hendes nyligt afdøde bedstefar, Andrei Esphai, var en kendt komponist i sit hjemland. Han kendte tilmed Stravinskij, som han mødte flere gange på rejser uden for USSR. Så det var oplagt at arbejde sammen med Maria og nu også spørge, om hun ville være med i »Petrushka«.«

Ud over de allerede nævnte kunstnere medvirker også den græske danser Sofia Pintzou i rollen som Ballerinaen, mens Palle Granhøjs mangeårige samarbejdspartner, den skotsk/danske danser Bill Eldrige, har rollen som Maureren.

Lyset som obstruktion

Et vigtigt kodeord til Palle Granhøjs mange succesrige forestillinger, siden han i 1989 grundlagde Granhøj Dans i Aarhus, er den såkaldte obstruktionsteknik. En teknik, der går ud på at hæmme eller blokere en bevægelse ved hjælp af forskellige forhindringer. Og det er ikke bare et effektfuldt redskab i forestillingens skabelsesproces, men også en øjenåbner for publikum, når det ofte finurlige resultat af forhindringerne åbenbarer sig på scenen.

»På grund af dukketemaet i »Petrushka« har vi haft en workshop med nogle folk, der arbejder med balinesiske masker og arketyper. Ingen af de medvirkende havde nogensinde haft masker på før, heller ikke jeg. Så her var det f.eks. en obstruktion at have maske på,« forklarer Palle Granhøj.

»Det er jo nogle suveræne og vildt dedikerede dansere, jeg arbejder med. Man kan bare putte en sæk over hovedet på dem, og så gør de et eller andet fantastisk med den. Min opskrift på at lave en forestilling er altid at finde nogle obstruktioner og skabe et miljø, hvor danserne giver ekstremt meget af sig selv og på den måde bliver inspiration til, hvor vi skal bevæge os hen,« siger koreografen, der sammen med danserne kreerer det nye værk i Klosterport i Aarhus, hvor Granhøj Dans siden 2008 har holdt til i det tidligere Missionshus inde i byens centrum.

Scenografien i »Petrushka – Extended« bliver udelukkende lysscenografi.

»Udfordringen er, at vi skal prøve kun at bruge én lampe til hele forestillingen. Så det er også en del af obstruktionstanken,« siger Palle Granhøj og kommer ind på fremtiden for Granhøj Dans, som han på ingen måde synes ser lys ud, og som han føler er blevet godt og grundigt obstrueret af beskæringer fra Statens Kunstfond.

”På trods af de små midler vi har haft, har vi de sidste tre år været det danske dansekompagni, der afvikler flest forestillinger, altså flere end Den Kgl. Ballet og Dansk Danseteater. Men det er slut nu,” konstaterer han.

Og hvorvidt hans danseforestilling over ”Elsker dig for evigt” til Musikhuset i 2017 bliver en realitet, er han i tvivl om.

”Jeg ved jo slet ikke om Granhøj Dans eksisterer næste år. Aarhus Kommune skal lave ny kulturpolitik, der træder i kraft januar 2017. Så i princippet ved vi først besked til september i år under kommunens budgetforlig. Musikhuset og Kulturhovedstaden har meget generøst accepteret de absurde betingelser. Og de skal ikke være bekymrede for, at jeg ikke kan nå at producere inden for tidsrammen. Man lærer jo at leve med en tidshorisont på et år, for det har jeg gjort i 26 år. Men jeg kunne godt drømme om at prøve at få en fire-års bevilling. Bliver det ikke nu, bliver det jo aldrig,” lyder det fra Palle Granhøj, der har skruet helt ned for administrationen i Granhøj Dans.

”Der er faktisk nul personer ansat, og jeg laver selv PR-arbejdet. Men jeg har en produktionsassistent med på ”Petrushka – Extended”. Han optager og redigerer videoer fra vores prøver og hjælper også med at programmere lyset i lampen.”

Prøverne på den nye forestilling indstilles en periode i marts, fordi Palle Granhøj og nogle af danserne skal på turné med den kvindelige version af ”Rite of Spring – Extended” til først Panama og Costa Rica og derefter Bogota i Colombia, hvor der er en stor teater- og dansefestival, som i år har nordisk fokus.

”Vi prioriterer det meget højt at komme på turné i udlandet. Men vi skal også på turné rundt i Danmark til efteråret med ”Petrushka - Extended”. Det er først gang vi har udbudt en forestilling, inden den er færdig. Men vi har allerede solgt den 18 gange.”

Urpremieren på ”Petrushka – Extended” finder af logistiske grunde sted på Teaterøen i København, og først derefter spiller forestillingen på Klosterport i Aarhus.

Meget karakteristisk for Granhøj Dans bliver ”Petrushka –Extended” på hjemmesiden præsenteret med følgende ord: ”En lampe, et piano, en russisk pianist, en forelsket ungarer, en græsk skønhed, en polsk dukkemager og en moden skotte.”

”Petrushka – Extended” med Granhøj Dans spiller på Teaterøen i København, 13.-16. april og på Klosterport i Aarhus fra 21.-30. april.


Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.