30. juni 2009, 22:30

Det kan undre, at der ikke er blevet produceret flere western-spil end tilfældet er, for genrens hang til banale fortællinger om frihed, det onde vs. det gode og den næsten altid nødvendige vold er som skræddersyet til spilbranchen.

I ”Call of Juarez: Bound in Blood” handler det om to brødre, der deserterer under den amerikanske borgerkrig for at kunne tage hjem og hjælpe familien, blot for at finde ud af at moren er død og gården ligger i ruiner, hvorefter de må drage til Mexico for at undslippe en psykopatisk sydstatsgeneral og samtidig finde en hemmelig skat, der kan give dem penge nok til at kræve deres hjem tilbage. Hvilket naturligvis medfører konfrontationer med indianerstammer, mexicanske banditter, kavaleriet, smukke kvinder og masser af skuddramaer mod og med dem alle.

Alle disse floskler fra cowboyfilmene bliver rammet ind af skydespillenes klassiske konventioner og medfølgende sygdomme, som fx lange passager i korridorer (her iklædt western-by-kulisser), hvor fjenderne vælter frem i iscenesatte pulsslag, eksploderende tønder, våbenbutikker, hvor ejeren er totalt upåvirket af at man lige har slagtet alle indbyggere omkring ham, og ikke mindst mirakuløs healing af dødbringende sår, hvis bare man holder sig væk fra kugleregnen i nogle sekunder.

”Call of Juarez: Bound in Blood” kan derfor ikke siges at undslippe forudsigelighedens gabelyde og ligner mange steder en gennemsnitlig ”Call of Duty”-klon iført lasso og bredskygget hat. Men samtidig må jeg til udviklernes ros sige, at de har gjort meget ud af at skabe variation af konformiteten. Der er således indlagt talrige sekvenser med adspredende formål, såsom dueller i slow motion, lidt hesteridning hist og lidt præcisionsskydning med kanoner her, og samtidig underholdes man af en lang række filmsekvenser, som ikke er helt tossede.

Et andet godt element er dynamikken mellem spillets hovedpersoner. Inden hver af de ti hovedmissioner kan man nemlig vælge, hvem af de to brødre man ønsker at spille som, og de to skydegale personligheder er tilpas forskellige at spille (den ene er god med lasso og langtrækkende våben, den anden ferm til nærkamp og kast med dynamitstænger), til at man får lyst til at prøve dem begge.

Desværre tillader ”Call of Juarez: Bound in Blood” ikke at to personer kan spille hovedspillet sammen, hvilket ellers ligger lige til højrebenet, når nu det hele handler om to brødre. I stedet spises sociale spillere af med den sædvanlige omgang death match i specielle arenaer, og det ligner i høj grad et hjørne, der er blevet skåret vel kraftigt. I det hele taget fornemmer man, at ”Call of Juarez: Bound in Blood” godt kunne have trængt til et par måneder mere på værkstedet, for der hopper sjuskefejl frem på skærmen i ny og næ, både irriterende ting som sigtesystemet, der pludselig svigter, og mindre æstetiske detaljer.

Ikke desto mindre ligger underholdningsværdien i den gode ende, især hvis man ikke har svært ved at sluge klicheer på samlebånd og kan lide god, gammeldags westernhumor, hvor man skyder først og joker om det bagefter, inden man sadler op og tager vest på.