Den franske kok blev teaterdirektør

Man boede ikke fyrsteligt i 1700-tallets København, som det fremgår af denne ejendom i Pilestræde, hvor lejerne delte en fælles udvendig køkkenvask på hver etage i trappehuset. Foto fra 1900, John Erichsen: Et andet København.
Man boede ikke fyrsteligt i 1700-tallets København, som det fremgår af denne ejendom i Pilestræde, hvor lejerne delte en fælles udvendig køkkenvask på hver etage i trappehuset. Foto fra 1900, John Erichsen: Et andet København.

”Dersom der ingen fransøsisk kok var i byen, måtte jeg svelte ihjel.« Det fortæller Jean de France sin tjener Pierre i Holberg kostelige komedie. Men så galt gå det som bekendt ikke. Jean dør ikke af sult, for i kvarteret omkring Pilestræde bor der indtil flere franske kokke. Ingen af dem kan tjeneren dog anbefale, og han råder sin herre til at spise til middag hos Mester Jacob, »hvor man får bedre mad til en billigere pris«. Det bliver selvfølgelig afvist med den begrundelse, at »man alene på navnet kan høre, at det er en dårlig kok.« »Sandt nok,« svarer Pierre, »maden den smager vel hos de franske, eftersom man får så lidt. Thi intet vækker appetitten mere, end når der kun er lidt i fadet.«

Man forstår, at det allerede på Holbergs tid var tilrådeligt at spise hjemmefra, hvis man agtede at besøge en af de fine franske kokke, og der var som sagt flere at vælge imellem: Matthieu Toyon boede i Silkegade, og i Pilestræde boede Etienne Pèche, som Jean de France vil besøge, men også Lafong og Sayeau – den første kaldte sig vinstuemand og den sidste billardmester.

Den berømteste franske køkkenkunstner i kvarteret var imidlertid Etienne Capion, som boede i Pilestræde i et hus, der overlevede tidens tand og først blev revet ned i slutningen af 1800-tallet. Om ham sagde man, at han var kommet til byen som skuespiller, og det havde måske sin forklaring. Men man sagde så meget, og i hvert fald er han ikke scenekunstner, da hans navn første gang dukker op i historien. Han er tjener og vinkyper hos en landsmand, der handler med vin i Silkegade. Og da han i 1703 tager borgerskab, er det hverken som skuespiller eller vinkyper, det er – ja, som fransk kok.

Capion skabte sig et navn med de kulinariske tryllerier, men han havde også andre interesser end at røre i gryderne. Han var nemlig teatertosset, og omkring 1710 var han med i den franske skuespillertrup, som optrådte for hoffet på Københavns Slot. Længere henne i Pilestræde boede der andre franske skuespillere, og måske havde de mere talent for faget end Capion. For da hans navn dukker op nogle år senere, er det som »dekoratør og teatermester«, og det må forstås på den måde, at han ikke længere selv var på scenen. I maj 1720 fik han kongeligt privilegium på at opføre et komediehus i København, og det var noget helt nyt. Af en general, som vist nok havde adkomst til krigshospitalets kasse, lånte han en sum penge, og så opførte han byens første skuespilhus i Lille Grønnegade, som i dag hedder Ny Adelgade.

En anden landsmand, skuespilleren Montaigu, var allerede på det tidspunkt involveret i projektet. Han havde været leder af den franske skuespillertrup, som spillede på slottet, og han tog sig af alt, hvad der foregik på scenen. Den franske kok, Capion, kunne så klare det øvrige, og onsdag 23. september 1722 gik tæppet for Molières komedie »Gnieren«. Den blev et par dage senere afløst af »Den politiske kandestøber«, og samme år blev der opført yderligere fire Holberg-komedier.

Det lignede en succes, men så begyndte det alligevel at knibe med økonomien. I forbindelse med ombygningen af Københavns Slot måtte kongeparret forlade hovedstaden, og det mindskede på uforklarlig vis borgerskabets lyst til at gå i teatret. Bunden faldt ud af budgettet, og i et helt år bønfaldt Capion statskassen om at hjælpe det nødlidende teater. Forgæves. Der var så mange andre projekter, som krævede regeringens opmærksomhed og statens økonomiske støtte, og det endte med, at teatrets direktør måtte flygte for ikke at lande i gældsfængslet. Således forsvandt den franske kok ud af miseren, og Montaigu sad tilbage med stakken af ubetalte regninger. Situationen var håbløs, og værre blev det, da generalen, som havde lånt kokken penge til det dristige formål, en dag lod en håndfuld soldater tage plads ved billetsalget for at beslaglægge entréindtægten i takt med, at publikum købte billet.

Det måtte gå galt, og i februar 1727 blev punktum sat med opførelsen af »Den danske komedies ligbegængelse« skrevet til lejligheden af Holberg. Året efter brændte mere end halvdelen af byens gamle kvarterer ned til grunden, og selv om skuespilhuset i Lille Grønnegade blev reddet fra flammerne, havde folk fået så meget andet at tænke på.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.