Den amerikanske sang

Tonen er krigerisk, bundlinjen konservativ. Muslimerne kan få en støvle i bagdelen, og dissidenter kan blive brændt på bålet. De store hits iamerikansk countrymusik har fået en skarp kant, og dettavse flertal er ikke længere tavst.

WASHINGTON

Hvis countrymusik var en by, så var det et sted i periferien. Hvis countrymusik var en bil, så var det en varevogn. Hvis countrymusik var en ferie, så var det to uger med en Sprite 400-campingvogn.

Countrymusik har en anti-intellektuel aura, det er et musikvalg for de apolitiske og samfundsbevarende lag, som ikke giver meget for de store sammenhænge, og som hylder simpelheden i verdensforståelsen. Det er godt at fiske, men hvad har fiskevand med Kyoto at gøre? Det er godt at drikke øl og spise franske kartofler, men hvad har fastfood med folkesundhed at gøre? En lige linje er nu engang den nærmeste vej mellem to punkter, og hvorfor burer man ikke blot forbryderne inde og smider nøglen væk?

Derfor kan det ikke undre, at countrymusik altid har været mere konservativ og ikke-revolutionær end andre musikformer.

Det er konservativ, amerikansk musik.

Som regel er det også kærlighedsmusik, hjerte, smerte, som ikke er meget anderledes end andre former for populærmusik - bortset fra i krisetider, når det snerper til, hvor countrymusik meget ofte får en politisk dimension. Fra Elton Britts massive hit under Anden Verdenskrig, There's a Star-Spangled Banner Waving Somewhere, til Merle Haggards Okie From Muskogee i Vietnam-tiden.

Sange, som med stolthed har båret flaget og den almindelige mand og opponeret mod, at det hele blev for klogt og for komplekst. Sange for det tavse flertal.Så det er ikke så mærkeligt, at de amerikanske countrystationer i øjeblikket spiller mange sange for dette tavse flertal.

Darryl Worleys Have You Forgotten var i forrige uge nummer ét på hitlisterne, og på den lokale countrystation her i Washington snurrer den om kap med Toby Keiths Courtesy of the Red, White and Blue.

Og da countrymusikerne forleden i Las Vegas afviklede deres store prisgalla, var det en eksercits i patriotisme og flag.

Men der er noget over de seneste hits som adskiller dem fra forgængerne. Noget nyt.

Da Merle Haggard i 1967 skrev Okie from Muskogee, skrev han en begavet klassiker, som ikke napalminficerede modstanderne men stilfærdigt konstaterede, at »vi brænder ikke vores værnepligtsindkaldelser midt på hovedgaden... som hippierne ude i San Francisco gør«. Sådan var livet, sådan var virkeligheden, i Muskogee, Oklahoma, USA, og i landet mellem de to kyster kunne de fleste amerikanere genkende beskrivelsen.

Men siden terrorangrebet på USA 11. september 2001 er countrymusik blevet mere end beskrivende, mere end patriotisk. Der er kommet en aggressivitet over rimene, en meget skarp kant, som læner sig op ad patriotismens kedelige fætter - nationalismen - og som er intolerant over for dissens.

Umiddelbart efter terrorangrebet 11. september skrev countrymusikeren Charlie Daniels sangen This Ain't No Rag, It's a Flag, og teksten er tæt på at have frådende skum om munden:Det er ikke nogen klud, det er et flag

og vi bærer det ikke om hovedet

og nu kommer vi med en revolver

og du vil løbe din vej

men du kan ikke finde nogen steder at gemme dig

vi vil jage dig som vi jager en gal hund.Og mere af samme skuffe.

Nu kan man indvende, at Charlie Daniels er kendt for at skrive den slags sange. »Han appellerer til den laveste fællesnævner, til den laveste fornemmelse for virkeligheden,« som en af topsangskriverne i Nashville, Marcus Hummon, har sagt.

Så hvis det blot havde været Daniels - så var det nok gået. Men efter Daniels kom Toby Keith, som ved gallaen i sidste uge blev udnævnt til »Årets entertainer«, og han sendte Courtesy of the Red, White and Blue på markedet:Onkel Sam har sat dit navn øverst på

listen.

Og Frihedsgudinden har knyttet sin

næve

ørnen vil flyve, og helvede vil bryde løs

når du hører Mor Frihed ringe med

klokken

og du vil føle det som om, hele verden regner ned over dig

med venlig hilsen fra de røde, de hvide og de blå.Toby Keith fortsætter sin poesi:Den store hund vil kæmpe,

når du ryster hans bur

du vil fortryde, at du generede USA

for vi vil placere en støvle

i røven på dig,

det er den amerikanske måde

at gøre det på.Forsangeren i bandet Dixie Chicks sagde ved udgivelsen, at »den slags sange gør countrymusikken dummere«, og netværket ABC aflyste Toby Keiths TV-optræden. Men folkestemningen var med Keith. Der var forargelse i country-land og i det store, brede Amerika, og som Keith selv udtrykte det: »Det er kun fordi, ABCs studievært er fra Canada.« Med andre ord: Han er ikke en af vor egne.

En anden af de store navne, Clint Black, sendte i foråret I Raq And Roll ud, og her fik den muslimske verden at vide, at:selv om det er kloge bomber,

så kan de godt finde dumme mennesker

og hvis du støtter folk som Saddam

så kan det være, at en af dem finder dig.Men forårets hit - krigssang nummer ét på hitlisterne - blev Darryl Worleys Have You Forgotten? Det er mere en politisk kronik end en sang, og Worley har sunget den for præsident Georege W. Bush og Centralkommandoen i Tampa, og han har optrådt i Pentagon, hvor han blev introduceret af forsvarsminister Donald Rumsfeld og forsvarschef Richard Myers og mødt med et tordnende bifald. Worley synger:De holdt op med at bringe billederne fra 11. september på TV

de sagde, at de var for foruroligende

og at de skaber vrede.

Hvis det var op til mig, så ville jeg vise dem hver dag

Nogle siger, at dette land kun leder efter et slagsmål efter 9-11,

så vil jeg give dem ret.Noget er i bevægelse. Men hvad?

Kritikeren Ann Patchett konstaterede for nyligt i New York Times, at »countrymusik ikke længere kun er musik for the country. Det er en sindsstemning«. To af de fem største countrystationer i USA ligger i Los Angeles og Chicago, uden for det traditionelle yiiihaa-bælte, og lytterne er forenet af demografi og ideologi, ikke af geografi.

Countrymusik er heller ikke længere de øvrige musikgenrers forarmede slægtning. Der er flere countrystationer end andre former for radiostationer i USA, og country og gospel var sidste år de eneste genrer, der havde salgsfremgang.

Country er i dag magt, country er i dag penge.

Andre eksempler på denne udvikling er i andre segmenter af mediebilledet. Den mest sete nyhedsstation under Irak-krigen var ikke CNN, det var Fox News med sin konservative og ildsprudlende linje; de mest konstante bog-succeser er ikke erotikere eller liberale fritænkere, det er spytvrede konservative forfattere som Bill O'Reilly, Ann Coulter og Sean Hannity, og det er religiøse thrillere; selv Hollywood er ved at lægge linjen om, og de kommende film ser ud til at være langt mere afstemt med et konservativt publikum, mere Top Gun, mindre West Wing.

Det tavse flertal er ikke længere tavst, til tider ligner det et tromlende flertal.

Da countrytrioen Dixie Chicks i foråret lod forstå, at medlemmerne ikke nødvendigvis var enige med præsident Bush, brød helvede løs. Halvdelen af alle amerikanske countrystationer ville ikke længere spille deres musik, og flere steder blev der foranstaltet autodafeer mod deres CDer. Pladerne blev brændt, de blev brækket, de blev kørt over af vejtromler, og de tre chicks blev kaldt ord, som gentlemen normalt ikke bruger, når der er kvinder til stede.

»De er kujoner,« sagde countrystjernen Travis Tritt. »Forræddere,« sagde Toby Keith.

Også andre dissidenter fik den store tur. Eddie Vedder og Pearl Jam blev boycottet, skuespillere som Susan Sarandon og hendes mand Tim Robbins blev bedt om at holde sig væk fra begivenheder, hvor de skulle have været hovedpersoner. Deres brøde var modstand mod krigen og præsident Bush, og som det konservative magasin »Insight on the News« glødede for nylig: »Det er ikke længere gratis at udtrykke den slags synspunkter. Nu bliver folk som Sarandon krævet til ansvar for deres meninger.«

Hvis magasinet har ret, hvis tonen i de nye countryhits er mere end en tilfældighed, hvis den hårdhændene behandling af kvinderne i Dixie Chicks er andet end et udslag af krigsnerver, så har USA ændret sig.

Så lever vi alle i Muskogee, Oklahoma, USA, og, nej, Merle Haggard er ikke glad.

Som han for nyligt udtrykte det: »Hvad har vi da gjort ved hinanden?«
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.