Interview

De var de sidste, der så jøderne i øjnene inden døren til gaskammeret blev lukket

Gideon Greifs bog med vidnesbyrd fra Auschwitz’ sonderkommandoer er et hovedværk i holocaust-litteraturen. Vi mødte den israelske historiker i anledning af, at bogen nu genudgives på dansk.

Den israelske historiker Gideon Greif opsøgte 14 overlevende sonderkommando-?medlemmer – jødiske kz-fanger, der hjalp ved gaskamrene og krematorierne i bl.a. Auschwitz for at overtale dem til at lade sig interviewe. Det lykkedes at få 13 af dem til at fortælle. Foto: Søren Bidstrup.
Den israelske historiker Gideon Greif opsøgte 14 overlevende sonderkommando-?medlemmer – jødiske kz-fanger, der hjalp ved gaskamrene og krematorierne i bl.a. Auschwitz for at overtale dem til at lade sig interviewe. Det lykkedes at få 13 af dem til at fortælle. Foto: Søren Bidstrup.

Da Gideon Greifs »Vi græd uden tårer« (2005) udkom i Danmark i 2010, blev den kaldt et hovedværk i holocaustlitteraturen og blev hurtigt udsolgt, selv om det ikke ligefrem er nogen munter beretning.

Nu har Informations Forlag genudsendt bogen, hvor den israelske historiker interviewer medlemmer af de sonderkommandoer bestående af jødiske kz-fanger, der skulle sørge for at få andre jøder klædt af og gjort rede til gå ind i gaskamrene, lukke dørene fjerne ligene, rengøre rummene og brænde de døde.

 

Gideon Greif opsøgte 14 af de overlevende medlemmer af sonderkomandoerne og overtalte dem med alle midler til at lade sig interviewe. Det lykkedes at få 13 af dem til at tale, og bogen blev et helt utroligt vidnesbyrd om de sidste stunder for jøder før udslettelsen.

»Vi græd uden tårer« er en bog, hvor medlemmerne af sonderkommandoerne ikke fremstår som nazisternes hjerteløse hjælpere, men som empatiske mennesker, der ikke kunne redde ét eneste menneskeliv, men som af alt magt forsøgte at gøre ofrenes sidste timer så skånsomme som mulige. Ved at insistere på at få de mindste detaljer med, fik Gideon Greif åbnet op for en grum virkelighed, der brænder sig ind i læseren. I dag er to af de 13 endnu levende og højt oppe i 90erne.

»Jeg tror, at de alle følte, at det var en befrielse at fortælle sandheden til mig,« siger Gideon Greif til Berlingske.

Så slægtninge bliver myrdet

For medlemmerne af sonderkommandoerne var livet i Auschwitz et inferno, hvor de så slægtninge, kammerater og andre blive myrdet og selv frygtede at dø når som helst. De beskyttede sig selv med tavshed, og bagefter fortalte de fleste end ikke deres hustruer om, hvad de havde været med til.

Men da Gideon Greif henvendte sig til dem, følte de, at nu var tiden kommet til at fortælle sandheden.

Da han i et af sine interviews spurgte to brødre, der begge arbejdede i Sonderkommandoen, hvad ofrenes sidste ord var, svarede de: »De sagde hinandens navne. Mødrene talte til deres børn, børn til deres mødre og fædre. Nogle gange kunne vi høre den jødiske troeserklæring Shema Israel.«

Hvad skal vi gøre, når de sidste vidner er døde?

»Jeg er ikke bange for, at erindringen skal dø ud. Interessen for holocaust vokser faktisk.. Holocaust fascinerer mere end nogensinde.«

Hvordan kan vi forklare denne fascination, når vi nu ved, at Mao var skyld i 70 millioner og Stalin i 40 millioners død, og at nazisterne var skyld i andre millioners død. Jødernes tab udgør jo »kun« godt 6-7 millioner?

»Der er i mine øjne ingen tvivl om, at det afgørende er nazisternes intention. Nazisterne ønskede at udslette alle jøder på Jorden. Denne samtale mellem os to burde ikke finde sted, for også vores forældre skulle have være myrdet, hvis det havde stået til nazisterne. Og det var nær ved at lykkes, idet kun et mindretal af Europas jøder overlevede.

Denne intention om total udslettelse, som var vigtigere for nazisterne end alt andet, er så uforståelig, at den griber os og fastholder fascinationen. Det var bizart, vanvittigt og gik på tværs af al rationalitet. Intet andet folk blev udsat for dette ønske om udslettelse.«

Holocaust kan ikke bruges politisk

I Europa i dag ser man en politisk udnyttelse af holocaust. Man bruger den til at advare mod en restriktiv flygtningepolitik, og der er kommet en tendens til, at jøder slet ikke nævnes specifikt ved arrangementer. I Sverige i byen Uppsala markerede man Krystalnatten 9. november i 2015 uden at invitere repræsentanter for den jødiske menighed. Hvordan er din reaktion på denne udvikling?

»Jeg er forfærdet i den forstand, at Holocaust ikke kan bruges til at generalisere om nutidige politiske forhold. Holocaust er fortællingen om, hvad nazisterne og deres hjælpere gjorde mod jøder. Det er en unik historisk begivenhed, som vækker til refleksion og eftertanke, men ved at generalisere og benytte den i nutidige politiske sammenhænge svækker og relativerer man netop holocaust.

Vi ved, at mennesket kan gøre ondt. Det er et af hovedtemaerne i Det Gamle Testamente, og den erkendelse står det enhver frit for at bruge i politiske sammenhænge, men man skal ikke bruge holocaust, som handler om nazisternes onde intention om at udslette jøderne. At svenskerne kan markere Krystalnatten uden at invitere jøder er jo en slags hån mod ofrene.«

Men der er mennesker, der mener, at hvis holocaust skal have en central plads i vor erindring, skal vi netop generalisere og bruge erfaringen i en nutidig sammenhæng?

»Det er jeg modstander af. Man kan ikke bruge den jødiske erfaring i politiske sammenhænge eller tro, at man kan generalisere om menneskelig ondskab ud fra hændelser i naziperioden. Nazisternes intention var ganske unik. Ved at bruge holocaust generelt misbruger man historien.«

Men også israelske politikere bruger holocaust i en nutidig politisk sammenhæng?

»Når det sker, så tager jeg også afstand fra det. Men jeg kan godt forstå jøder, der anfører holocaust for at advare mod, at jøder atter en gang står forsvarsløse. Men det ser jeg ikke som en politisk brug af holocaust, men som en generel advarsel mod et jødehad, der tidligere i historien viste sig så skæbnesvanger.«

Alle undersøgelser viser, at jødehadet sammenblandet med Israel-had igen breder sig i Europa. Vil mindet om holocaust og jødisk lidelse være et bolværk mod denne nyeantisemitisme?

»Hvis den var det, så skulle jødehadet jo være stoppet. Så min konklusion er, at mindet om holocaust ikke er et bolværk mod nyt jødehad. Antijødiske følelser er en del af europæisk kultur, og de vil aldrig forsvinde, og jeg kan tilføje, at med tilvandringen af muslimer til Europa synes antisemitismen at vokse. Men det betyder ikke, at vi skal undlade at minde om holocaust og at mindes ofrene.«

Her lyves der ikke

En ny ungarsk film »Son of Saul« har netop fået premiere og regnes for en af favoritterne til Oscar-priser. Det usædvanlige ved filmen er, at den ikke er en normal handlingsfilm, men skildrer en dag i en jødes liv i Auschwitz som medlem af en sonderkommando. Kan man lave den slags film troværdigt?

»Ja, absolut. Filmen er delvist baseret på min bog. Instruktøren, László Nemes, kom til Israel for at tale med mig om min bogs vidner, og det er lykkedes ham at give et troværdigt billede af et sonderkommandomedlems oplevelser – med det forbehold, at det jo er en film, der er rettet til et bredt publikum.

Men »Son of Saul« er langt bedre end forgængeren, »Grey Zone« fra 1997, der gav et negativt portræt af medlemmerne af sonderkommandoerne. »Son of Saul« giver et positivt billede af sin hovedperson, og min bog er netop et forsøg på at rette op på den uretfærdighed, der blev begået mod medlemmerne, når de blev beskyldt for at være villige bødler for nazisterne. De kunne ikke redde ét eneste menneske, men de forsøgte at gøre den sidste tid værdig.«

Kan vi stole på deres udsagn?

»Det mener jeg, at vi kan, og enhver, der læser min bog, vil føle, at her lyves der ikke. De vidste alt om, hvad der skulle ske, og de vidste, at de også selv var udvalgt til at dø i sidste ende. De så alt, og de græd uden tårer. De forsøgte at hjælpe, og selv i dødens krematorier mistede de ikke troen på Gud.«

Man har sagt, at det er umuligt at lave fiktion om holocaust og popularisere Auschwitz-tragedien. Hvordan har du det med det?

»Jeg har intet imod fiktion eller det populære. Hvis den altså lykkes. Jeg synes, at Steven Spielbergs »Schindlers List«, Roman Polanskis »Pianisten« og nu »Son of Saul« er gode film, der selvfølgelig ikke kan skildre virkelighedens grusomhed helt korrekt, men er trofaste over for fortiden har gjort holocaust til en del af vor fælles erindring.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.