De vandt ved Årets Reumert 2014

Søndagens prisuddeling på Gamle Scene var for første gang formet som en sammenhængende­ teaterforestilling. Berlingske overværede en prøve og har talt med kvinden bag forestillingen, instruktøren­ Minna Johannesson, der vandt en Reumert sidste år.

En flyvende Alban Lendorf i Tarzan-kostume sammen med Andreas Jebro og balletpigen Emma Barañano Nielsen som den lille hvide kanin, der leder vej til den fortryllede skov. Alban Lendorf modtog under forestillingen prisen for Årets Danser, mens Andreas Jebro blev belønnet for Bedste Mandlige Birolle.
En flyvende Alban Lendorf i Tarzan-kostume sammen med Andreas Jebro og balletpigen Emma Barañano Nielsen som den lille hvide kanin, der leder vej til den fortryllede skov. Alban Lendorf modtog under forestillingen prisen for Årets Danser, mens Andreas Jebro blev belønnet for Bedste Mandlige Birolle.

Ved sidste års Reumert-prisfest blev Minna Johannesson kåret som Årets Instruktør. I år er det hende, der – sammen med dramatikeren Henrik Szklany og scenografen Johanne Eggert – har skabt den særforestilling med flere end 60 medvirkende, inklusive et timandsorkester på scenen, der søndag aften dannede rammen om Årets Reumert 2014 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Det er første gang i Reumert-prisernes 15-årige historie, at prisuddelingen er formet som en sammenhængende teaterforestilling. Initiativet kommer fra Bikubenfonden, der i 1998 indstiftede Årets Reumert med i alt 26 priser i 16 forskellige kategorier – plus en hæderspris. Og det har været en stor udfordring at skabe en forestilling, der kunne rumme hele 17 prisoverrækkelser, erkendte Minna Johannesson, da Berlingske mødte hende dagen før det store prisshow, hvor hun for første gang havde hele holdet til prøve på Gamle Scene.

Mit liv som træ

»Det har været meget vigtigt for mig at forestillingen hang sammen, så det ikke bare blev et stykke med 17 pauser,« siger hun om baggrunden for, at hun har valgt at lade stykket foregå i teaterverdenen. Ja, faktisk ved selve Reumert-festen.

Og det var en både festlig, flot og fabulerende forestilling med titlen »Mit liv som træ – en Reumert-drøm«, der mødte en propfyldt sal på Gamle Scene i aftes. En fantasifuld historie om to venner, Andy og Malle, spillet af Andreas Jebro og Mads Rømer, der drømmer om at blive skuespillere, men i virkeligheden bare er statister i et amatørmidsommerstykke, hvor de spiller to træer. For pludselig, som en anden Alice i Eventyrland der følger den hvide kanin, dumper de ned i en fortryllet og forgyldt eventyrskov, komplet med fugle og egern i træerne, hvor de i en blanding af drøm og mareridt bliver hvirvlet ind i en syret udgave af Årets Reumert.

Her møder de alle deres idoler, skuespillere, sangere og dansere forklædt som skovens dyr og andre sære væsener, Kirsten Olesen, Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Alban Lendorf, Stine Stengade, Maike Bahnsen, Marie Bach Hansen, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Gert Henning-Jensen, DR Vokal­Ensemblet, hele Det Røde Rum og hele Sort Samvittighed for bare at nævne nogle stykker.

Rørende og overordentlig morsomt

Af bare benovelse og begejstring og med en udtalt mangel på situationsfornemmelse lykkes det dem at sætte den fornemme prisuddeling på den anden ende. Det er både tåkrummende pinligt, rørende og overordentlig morsomt.

Minna Johannesson har haft helt frie hænder til at forme forestillingen, som hun selv kalder »en tragikomisk historie«, og hvor det også er lykkedes hende at indflette en ulykkelig kærlighedshistorie mellem Malle og en skuffet kvinde, Tammi Øst, der efter mange tilløb ender med at tage livet af sig selv.

»Hele stykket handler om at føle, at man har en plads i denne verden, om ønsket om at være en del af et fællesskab, og hvor svært det er at være det. Om at have en betydning for nogen og have en rolle at spille, hvor man føler, at man gør en forskel. Ikke nødvendigvis som skuespiller, men som mennesker,« siger Minna Johannesson.

Om grunden til, at hun har valgt at lade sine hovedpersoner være netop to statister i en forestilling, der hylder scenekunstens ypperste udøvere, siger hun:»Jeg er altid meget, meget optaget af det lille menneske, dem der har de dårligste forudsætninger, og i teaterbranchen er det jo statisterne. Men det kunne have været i mange andre miljøer. Det, der optager mig, er det lille menneskes kamp for at blive set og hørt.«

Minna Johannesson har arbejdet på Reumert-forestillingen siden sidste efterår sideløbende med sit faste job på Aalborg Teater, og især de seneste fire uger, hvor prøverne har stået på, har været en logistisk udfordring.

En stor udfordring

»Skuespillerne er jo spredt over hele landet og har alle en stram kalender, så drengene (Andreas Jebro og Mads Rømer, red.) og jeg har rejst rundt og prøvet med de forskellige medvirkende mange forskellige steder. Det er først nu, jeg har hele holdet samlet.«

Det har også været en udfordring, at de medvirkende i forestillingen blev udvalgt, inden nomineringerne til dette års Reumert-priser blev offentliggjort.

»Da det viste sig, at flere af skuespillerne også var nomineret, måtte vi tage stilling til, hvad der skulle ske, hvis nogle af dem vandt,« siger Minna Johannesson.

»På nogle af scenerne har vi haft to scenarier – et, hvis de vandt, og et, hvis de ikke vandt. Så det har været ganske kompliceret. Men det er også sjovt, at det hele smelter sammen.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.