20. februar 2008, 20:43 – opdateret 20. februar 2008, 22:38

SANTA FE: Jeg voksede op i en tid, hvor man troede på institutionerne.

Det var dengang i 1970-erne, men tankegangen var fra 1930erne, og den handlede om, at staten var et folkehjem, den gode far eller mor, og derfor troede man på institutionerne. Jeg kan stadig i dag høre snakken fra voksenbordet – at Danmark har verdens bedste sundhedssystem, at Danmark har verdens bedste uddannelsessystem, at Danmark har verdens bedste landbrug. Når noget var godt i Danmark, så var det verdens bedste eller tæt på verdens bedste. Det var ikke nødvendigvis konstateringer funderet i målinger, men snarere i en form for dansk selvtilfredshed. At Danmark fungerede, og derfor var danskerne lykkelige.

Institutionernes forfald
Vi tror ikke længere på institutionerne, og vi ved også, at de danske institutioner aldrig var, hvad vi troede, de var.

Vi ved det, fordi PISA-undersøgelserne har fortalt os, at danske skolelever – for at genbruge en overskrift fra Danmarks statistik – er »dyre og dumme«. Vi ved det, fordi OECD har fortalt os, at vores sundhedssystem rangerer i den europæiske bund, og at vi behandler visse kræftformer lige så dårligt som Etiopien. Og hvad landbruget angår, tja, så bliver landbrugets dygtighed ikke længere målt i fold og kilo, men i bæredygtighed, og det er en lidt anden historie.

Men institutionernes forfald betyder ikke, at den danske lykke er i forfald. I dag er lykken individuel, ikke bundet til systemer, og ifølge en undersøgelse, som tænketanken Kairos Future offentliggjorde i sidste uge, så er danskerne verdens lykkeligste folk. Det amerikanske TV-program »60 Minutes« rapporterede søndag fra verdens lykkeligste land, og den mexicanske præsident bød i denne uge dronningen for verdens lykkeligste folk velkommen. Og den er god nok. EU har i storstilede spørgeskemaundersøgelser konstateret det samme, det hollandske Institut for Socialvidenskab er nået til samme resultat, og britiske og amerikanske forskere har ligeledes konstateret, at verdens lykkeligste mennesker – de bor i Danmark.

Spørgsmålet er bare: Hvorfor i alverden gør de det?

Lykke kulturelt vedtaget
Nu er lykke jo noget sværere at kvantificere end sundhedssystemer og folkeskoler, men tænk nu, hvis det er med den danske lykke som med vores 1970er-opfattelse af de danske institutioner – at det i virkeligheden er en konstatering funderet i den fri luft?

Tænk nu, hvis danskerne har det som en dansk udgave af Tolstojs familier – at de er ulykkelige, bare på deres egen lykkelige måde?

Spørgsmålet er ikke så abstrakt, som det lyder – for en ny amerikansk bestseller, »The Geography of Bliss«, viser, at lykke i højere grad er en kulturel vedtagelse end en konkret tilstand. Forfatteren Eric Weiner havde prøvet at bekæmpe sin mavesurhed med selvhjælpslitteratur, uden held, og nu kastede han sig i stedet ud på en selvhjælpsrejse. Han rejste til ti forskellige lande for at forsøge at finde ud af, hvorfor de var særligt lykkelige, ulykkelige eller midt-imellem, og måske kunne han lure dem fidusen af?

Hans rejse viste, at vores antagelser om forudsætninger for lykke ikke holder stik. For lykke er ikke penge. Qatar hører til blandt verdens rigeste nationer, landet er 98 procent ørken og to procent Mercedes, skriver Weiner, men Qatar er ikke lykkeligt. Lykke er ikke et veludbygget socialt sikkerhedsnet, et ditto sundhedsvæsen og topteknologi. Bhutan har ingen af delene, og alligevel er landet lykkeligt og mere optaget af sin bruttonational-lykke end sit bruttonationalprodukt. Lykke er ikke frihed og demokrati, for lande som Moldova, Hviderusland og andre tidligere Sovjet-stater er ikke lykkeligere end de var i Breznev-tiden.

Lykke er ikke glitrende sandstrande, mangefarvede drinks med paraply og tropisk vejr, for på Island er de lykkelige, og Island har stenstrande, hjemmebrændt sprut og møgvejr.

Lykke er ikke en årtusindgammel og stolt historie, for hvis det var, så ville briterne ikke dukke sig midtvejs i alle målingerne, lykke er heller ikke den bevidste jagt på lykke, for amerikanerne klarer sig ikke bedre end briterne, og lykke er heller ikke nødvendigvis laissez-les-bon-temps-rouler (»lad de gode tider rulle,« red.), løssluppenhed og spontanitet, for schweizerne klarer sig næsten lige så godt som danskerne i alle målinger.

Weiners konklusion er mere rundtosset end hans bog – han konkluderer, at der er mere end én vej til lykke, og at det for et land handler om at ramme den rigtige balance – men dermed overser han den fede, røde tråd, som løber gennem alle hans afsnit, og den røde tråd er den vedtagne lykke.

Selvmord og skattetryk
Og dermed er vi tilbage ved Danmark.

Den danske lykke er paradoksal, for samtidig med, at vi erklærer os som verdens lykkeligste, er vi at finde i toppen eller nær toppen af en række ulykkelige lister – flest selvmord i verden, verdens største forbrug af lykkepiller, det højeste skattetryk i verden, verdens værste vejr – og hånden på hjertet: Sådan en torsdag eftermiddag, i Nefa-oplyst senvintermørke (Nefa-lygten var gennem 60 år den mest benyttede cykellygte i Danmark – og den dårligste, red.), i en Netto, der lugter af våd hønsehund og tøjlagret tobak, og hvor mugne kunder med forgrimmede ansigter råber op om at få åbnet en kasse mere, ligner vi så verdens lykkeligste? Lyder vi så som verdens lykkeligste?

Nej, selvfølgelig gør vi ikke det, og selvfølgelig er vi ikke det.

Hvis forskerne målte lykke og livsglæde efter alle andre parametre end egenoplysning, ville vi sikkert nærme os mørkemændene i Moldova. En gennemsnits­amerikaner vil til enhver tid udstråle mere livfuldhed og hjælpsomhed end en dansker. En franskmand vil til enhver tid udstråle mere joie de vivre og elan end en dansker, og der vil være betydeligt mere fynd og livsnydelse i en italiener end i en dansker. Men amerikanerne og franskmændene og italienerne ligger længere nede ad listen, ikke oppe ved siden af os, og det undrede også den danske læge og forsker Kaare Christensen. I »60 Minutes« forklarede han om sin forskning i det danske lykkefænomen – og han og programmet konkluderede, at danskerne var lykkelige, fordi de havde lave forventninger. Danmark er et land, hvis historie er én lang tabt krig, konstaterede journalist Morley Safer, og Christensen tilføjede, at det på mange måder var den danske mistrøstighed, som gjorde danskerne lykkelige.

De forventede så lidt, og så blev de lykkelige, når hverdagen overraskede dem positivt.

Kedelig schweizisk lykke
Det er en plausibel forklaring, og ikke mindst fordi vi dermed simrer mere i en sur-sød sovs, men jeg ved ikke rigtigt...

Er det ikke-forventningsfuldt at råbe på at få åbnet en kasse mere, og forventer råberen ikke, at der bliver åbnet en kasse mere? Forventer vi ikke, at togene går til tiden, og at lønsedlen stemmer ned til sidste decimal?

På mange måder virker Eric Weiners implicitte ide om den vedtagne lykke mere sandsynlig eller i det mindste som et nødvendigt supplement.

Weiner besøgte ikke Danmark, men han besøgte Schweiz, som ligger side-om-side med os i lykkemålingerne. Den schweiziske lykke er lige så paradoksal som vores. Da Weiner spurgte en schweizisk forsker om landets humor, svarede forskeren humørforladt: »Definér humor.« Schweiz er et gennemført kedeligt land, som »har gjort for kedsommelighed, hvad franskmændene har gjort for vin og tyskerne for øl: De har fuldkommengjort det, masseproduceret det (...) Schweizerne summer afsted, tilfredse, aldrig i gulvet, men heller aldrig helt oppe i loftet. En schweizer vil aldrig beskrive noget som super-duper eller fantastisk; han vil allerhøjst sige, at det »ikke er dårligt«. Er det i virkeligheden hemmeligheden bag et godt liv – et liv, der ikke er dårligt?

Schweiz er et ordentligt samfund, et velordnet samfund, og til et sådant samfund hører lykke, og schweizerne har vedtaget, at de er lykkelige.

De jazzede danskere?
Danmark kan rummes i mange af de samme ord, som gælder for Schweiz – og Danmark er ydermere et homogent samfund, et af de mest homogene samfund i verden, og dermed kan vi nemmere end så mange andre samfund foretage den slags vedtagelser, som ikke nødvendigvis er funderet i målinger eller nøgterne iagttagelser, og gøre dem til en del af vores paratkarakter. Sundhedsvæsen? Ja, selvfølgelig, vi har verdens bedste. Skolesystem? Ja, også det, vi har verdens bedste. Lykke? Ingen gør det bedre. Vi er lykkelige.

Den amerikanske forfatter Garrison Keillor elsker og kender Danmark, han har boet i Danmark, været dansk gift, og han har skrevet om Danmark. I National Geographic skrev han på et tidspunkt om en af den slags danske massevedtagelser:Danskerne mente, at de var skandinaviens latinere, skrev han. Danskerne mente, at de var lidt mere jazzede end nordmænd og svenske, og at man i Danmark løsnede yderligere en skjorteknap og dansede lidt mere af natten væk, men det er ikke rigtigt. Danskerne er ikke latinere; danskerne er tyskere, selv om de nødigt vil høre det, fastslog Keillor.

Han vil sikkert stille sig lige så skånselsløst an over for den danske lykke og skære den ned til, hvad den er.

Hvis lykke er at få åbnet en kasse mere, og at S-toget til Hillerød går til tiden, og at Bilka har en Alfi-termokande på tilbud, så er vi sikkert lykkelige. Så er vi sikkert verdens lykkeligste, men det er lykke pakket i små kasser og emballeret i brunt papir og med billigt bånd omkring eller for at parafrasere filosoffen Martin Heidegger – »den varme luft af ingenting i nakken.« Men hvis lykken er andet og mere og større, hvis lykken er et mousserende samfund, er vi så lykkelige? Er vi så – når vi ser os selv i spejlet, hånden på hjertet – verdens lykkeligste samfund?