De danske arkiver rummer stadig guldkorn

Fundet af den ukendte H.C. Andersen-tekst viser, at der stadig findes skjulte skatte i de danske arkiver, og det er kun godt, lyder det fra arkivleder Mads Peter Christensen fra Landsarkivet for Fyn.

Hvordan kan det lade sig gøre, at et dokument med forbindelse til den mest kendte dansker nogensinde kan ligge skjult i årevis i en kasse på et arkiv på Fyn?

At den ukendte tekst fra H.C. Andersens hånd blev opdaget ved et tilfælde er ifølge arkivleder Mads Peter Christensen fra Landsarkivet for Fyn i Odense, hvor dokumentet blev fundet af slægtsforsker Esben Brage, ikke mærkeligt.

- Statens arkiver har 435 kilometer materiale fordelt på tre millioner æsker, hvor der i hver af æskerne kan være op til 500 løse bilag. Det er menneskeligt umuligt at have hele overblikket. Vi har et godt kendskab til, hvad der tematisk er i æskerne, og vi ved hvilke borgere, der bestiller hvad og hvornår gennem vores bestillingsmodul. Det er sådan, vi holder styr på samlingerne, siger arkivlederen.

Men er det ikke et problem, at den slags kulturhistoriske dokumenter bliver fundet ved et tilfælde? Nej, mener arkivlederen. Humlen i det hele er netop forskningselementet.

- Vi arbejder jo med kulturarv, og der har været arkiv her i mere end hundrede år. Når vi er meget glade for det her fund, så er det fordi, det er en bruger der har fundet det, siger Mads Peter Christensen.

- I arkiverne har brugerne mulighed for at være så heldige, at der vælter guldkorn ud af æskerne, som tilfældet var for Esben Brage. Det er jo det, der er missionen med, at vi opbevarer kulturarven og stiller den til rådighed for alle. Der er masser af gode historier endnu, og alle kan være med til at ændre vores opfattelse af fortiden, siger han.

Derfor er det heller ikke aktuelt, at Folketinget, hvis de ellers ville, bevilliger penge til at digitalisere de mange millioner papirer. For arkivlederen er det langt sjovere, at der er nogle wildcards i arkivæskerne.

Mads Peter Christensen glæder sig til at blive overrendt af folk, der vil forske i arkiverne.

- Den her sag har på meget fin vis demonstreret, at kulturarv i form af afleveret arkivmateriale er for alle og enhver. Du kan komme ind fra gaden og gøre et fund, der kan gøre os alle sammen klogere, siger han.

H.C. Andersen-dokumentet lå i en kasse med papirer, som ellers ikke har noget med H.C. Andersen at gøre, men derimod med biskop Plum og hans familie i Odense, som Andersen kendte en lille smule til.

Eksperter mener, at en eller anden fra familien må have fået teksten af en fra familien Bunkeflod, som Andersen har dedikeret historien til. Det er dog sket på et langt senere tidspunkt, og det fundne dokument er derfor også et afskrift.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.