De blasfemiske vers

Før og nuFredag 18. september 1970 var der - fortrinsvis i den vestlige del af landet - en del danskere, som fik aftenkaffen galt i halsen. Midt i det populære underholdningsprogram »Musikalske venner« tonede sangerinden Trille frem på landets sort-hvide TV-skærme.

Trille var ikke den første, der fremførte »Øjet i det høje,« men det var afgjort hendes fremførelse der forargede flest.<br>Foto: Svend Åge Mortensen
Trille var ikke den første, der fremførte »Øjet i det høje,« men det var afgjort hendes fremførelse der forargede flest.<br>Foto: Svend Åge Mortensen
Hun var mest kendt som en fast ingrediens i børneprogrammet Legestue, men det, som seerne blev vidne til den aften, var sandt at sige ikke for de mindste.

Trille havde sin guitar med, og så begyndte hun at synge en vise om en pige, og de problemer der plagede hende. Hun var vokset op i et strengt missionsk miljø og havde lært, at Gud nok skulle holde øje med, at hun ikke foretog sig noget grimt. Første vers gik an, men straks i andet trak forargelsens spøgelse hen over den jyske højderyg:»Når jeg strammer mine trusser

der har blonder og er gule

kan jeg komme til at røre

ved det frække, de skal skjule

men så snart der´ noet der kilder

bar´ en lille bitte smule

så lurer der et øje

i det høje

ham gud

han er eddermame svær at få smidt ud

men selvføl´ig

det er synd han har den drift

det er nok fordi

han aldrig selv var gift.«Og således fortsatte det endnu to vers. Om sangen nåede at blive færdig, før de første telefonopringninger kom igennem til TV-byen, vil aldrig blive fastslået. Men der blev ringet meget den aften.

Få dage efter havde pastor Jan Stolt fra Sværdborg forfattet en anmeldelse for overtrædelse af blasfemiloven til politimester Grau i Gladsaxe, hvor TV-Byen strafferetsligt har hjemme. Ganske vist havde blasfemiloven kun været i brug en enkelt gang, siden den blev forfattet i 1930, mange fandt den forældet, men nu skulle det afgøres, hvor groft man måtte forhåne og krænke troende mennesker.

For det nystiftede Kristeligt Folkeparti var sagen en appelsin i turbanen, og i den efterfølgende heftige debat engagerede partiets repræsentanter sig med indædt styrke.

Pastor Svend Aage Olsen fra Kristelig Lytter- og Fjernseerforening tordnede fra sin plads i Radiorådet. Han så gerne sagen bragt for retten. Rigsadvokaten gik imidlertid i lang tid og talte på knapper. Emnets principielle karakter tilsagde, at det burde munde ud i en retssag, men der var også en del som talte imod. Sangen var på ingen måde ny, den havde været trykt i en digtsamling, Jesper Jensen udgav i 1967, og den havde været et indslag i ABC Teatrets opførelse af revyen »Gris på Gaflen.« Det havde ikke givet anledning til ballade. Og heller ikke, da den hele sommeren 1970 havde været en del af repertoiret i Tivolis Vise Vers Hus og endog havde været på programmet i Koncertsalen. Den havde været trykt i Ekstra Bladet og Politisk Revy uden den mindste reaktion. Først da den kom i fjernsynet, gik det galt.

Og det var lidt mærkeligt, syntes de fleste. På den tid kunne man i radioens satireprogrammer søndag morgen i kirketiden høre helt nye versioner af de gamle salmer: »Hilmar, frelser og forsoner« og »Den svinede smag med gru vi ser«. Det var dansk humor, og den slags måtte både den radikale statsminister og Landbrugsraadet leve med.

I marts 1971 traf den konservative justistsminister Knud Thestrup beslutning om, at der skulle rejses tiltale mod programcheferne Niels-Jørgen Kaiser og Kaj Bruun. De havde nemlig haft det overordnede ansvar de gange, Trilles sang var blevet sendt ud i æteren.

Et halvt år efter havde dommer Per de Fine Olivarius hørt alle parter, og 21. oktober kunne han bekendtgøre, at begge programchefer var frifundet for overtrædelse af blasfemiparagraffen. Dommeren kunne ikke finde noget blasfemisk ved visen.

Sagen havde optaget sindene, og afgørelsen splittede nationen. En del jublede, men der var formodentlig også enkelte, som inderst inde drømte sig tilbage til de gode gamle dage, da Danske Lov af 1683 fastsatte klare regler for den slags: »Hvem som bevisligt har nedgjort Gud eller bespottet hans hellige navn, ord og sakramenter, af ham skal tungen levende af hans mund udskæres, dernæst hans hoved afslås, og tillige med tungen sættes på en stage. Har nogen brugt sin hånd til sådan Guds foragt, da bør også den af ham levende afhugges og ved hovedet på stagen fæstes.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.