Nekrolog

David Bowies sidste store nummer

Blot to dage efter udgivelsen af »Blackstar« udåndede den ikoniske musiker efter halvandet års kræftsygdom. Han efterlader et livsværk, der især i karrierens første år syntes at transmittere fra fremtiden.

David Bowie fotograferet 13. maj 1983 på Cannes Film Festivalen. Foto: Ralph Gatti/ AFP
David Bowie fotograferet 13. maj 1983 på Cannes Film Festivalen. Foto: Ralph Gatti/ AFP

Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg skrev begejstret om David Bowies nye album »Blackstar« her i avisen.

Jeg følte, at der var noget puslespilsagtigt over pladen. At det var en gåde, man ikke kunne løse. Med den chokerende nyhed om David Bowies død søndag aften – efter halvandet års hemmeligholdt kræftsygdom – faldt nogle af brikkerne måske på plads.

For det sætter unægtelig »Blackstar« i et andet lys. Bowie vidste, at han skulle dø. Han vidste, at »Blackstar« ville blive hans sidste plade, hans sidste store statement. Og i det lys er det svært ikke at se den som Bowies requiem for sig selv. Hans afsked med livet, hans sidste store nummer.

Sporene er overalt. Titlen »Blackstar« sender tankerne i retning af både sorte huller og stjerner, der ikke lyser længere. Nu befinder Bowie sig i altomsluttende mørke. Det ensomme stearinlys, som han synger om på titelnummeret er gået ud.

 

Mindst ligeså prægnant er andensinglen, »Lazarus«: »Look up here, I’m in heaven/I’ve got scars that can’t be seen/I’ve got drama, can’t be stolen/everybody knows me now,« synger han. Det er svært ikke at høre det som David Bowie, der synger fra hinsides.

Når man ser musikvideoen, der blev offentliggjort torsdag, virker det hele så åbenlyst nu: En David Bowie, der ligger og vrider sig i en sygeseng med gaze for øjnene og knapper påsat, hvor øjnene skulle sidde. Videoen slutter med, at han på uhyggelig vis forsvinder baglæns ind i et gammelt skab og lukker døren. Sort skærm. Slut. The End.

At han nu blot et par dage efter ikke længere er blandt os er – set med de kunstneriske briller – uhyggeligt godt timet. Det er lige, så det løber koldt ned ad ryggen. Sikke en iscenesættelse. Det hele får en anden vægt nu. Og det er faktisk typisk Bowie. Han sidste store nummer fuldbyrdes med hans egen død. Den ultimative sammensmeltning af værk og – undskyld udtrykket – liv.

Her kommer twistet: David Bowie har altid spillet roller. I et tiltrængt og skoledannende opgør med (60er-)rockens indbyggede krav om autenticitet viste han op gennem 70erne, at rock også var maskespil og kunne være arena for leg med både køn og identitet. Fra Major Tom over Ziggy Stardust til Aladdin Sane og The Thin White Duke.

Er der noget, Bowie har lært os, er det, at vi ikke kan og skal sætte lighedstegn mellem mennesket og kunstneren. Og netop derfor faldt det mig heller ikke ind at tolke »Lazarus«-videoen som et varsel om, at mennesket David Bowie rent faktisk var dødeligt syg. Han spillede nok bare endnu en rolle. Denne gang i en foruroligende bearbejdning af den bibelske Lazarus-myte.

På den måde lykkedes det ham en sidste gang at overraske og bryde med vores forventninger. Det er der – her midt i sorgen over at have mistet en af de helt store – trods alt noget smukt ved.

Sikke en rejse, vi har været på. Os og David Bowie. Den sidste tager han alene. Men hans betydning for den måde, vi tænker musik på kan dårligt overvurderes. Han har udvidet rockmusikkens råderum gang på gang. Udfordret konventionerne. Og i samme bevægelse udvidet hovederne og udsynet på alle os, der ikke har kunnet lade være med at lytte med.

I storhedstiden fra 1969 til 1983 var antennerne altid stillet ind på fremtidens frekvenser. Bowie var lysår foran resten. Transmitterede fra et helt andet sted. Han rapporterede fra de yderste grænser – fra musikkens, kønnets, modens, berømmelsens og beruselsens randområder – og bevægede sig videre ud, hvor ingen mand havde været før ham.

Det er ikke for ingenting, at rummænd og rumvæsener har spillet så prominent en rolle gennem hele hans værk: »Space Oddity«, »Starman«, »The Man Who Fell To Earth«, »Hallo Spaceboy«, »Blackstar« og hvad de nu ellers hedder allesammen.

På mange måder er det som om, at vi i dag lever i den tid, Bowie transmitterede fra. Den fart hvormed han udgav plader og skiftede image op gennem 70erne passer i virkeligheden langt bedre til nutidens digitalt opskruede tempo. Det må have været noget nær umuligt at følge med i hans gøren og laden i real-time dengang.

Både helt lavpraktisk i forhold til at få købt pladerne og tilegne sig stilen, men så sandelig også mentalt at acceptere og følge Bowies flydende identiteter. Stjerner er jo fikspunkter, vi kan navigere efter. Men hvad gør man, når ledestjernen er i flugt henover nattehimlen?

Den slags behøver vi ikke bekymre os om i dag, hvor Bowies akrobatiske spring mellem genrer og stilarter er langt mere i sync med den måde, vi lytter til musik på. Hvor vi rask væk zapper mellem rockhymner som »Heroes« og poplækkerier som »Let’s Dance«, uden at skulle bokse med et akut tilfælde kognitiv dissonans.

 

Bowies bane over himlen har brændt sig fast deroppe. Ude af tid og sted. Som sit eget himmellegeme til skue og inspiration for fremtidens generationer. Og med »Blackstar« kom det sidste smukke svirp. Nu flyder han selv derude. Som Major Tom i sin rumkapsel. Mod intetheden og det uendelige univers.

God rejse, Hr. Bowie. Og tak.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.