Michael Jacksons danske fans er i løbet af dagen mødtes ved den amerikanske ambassade i København. Her ser ingen skævt til, at man græder over stjernens død.
26. juni 2009, 16:29 – opdateret 26. juni 2009, 17:07
At dømme ud fra påklædningen kunne 34-årige Christian Vain være på vej til begravelse. Han har iklædt sig mørk skorte og bukser, slipseknuden er bundet og de fine sko fundet frem.
Det er tydeligt, at han er mærket af Michael Jacksons død, som han står foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København med øjne, der har grædt. Han er i stand til at reflektere nøgternt over sit idols pludselig død. Men det er stadig uvirkeligt for ham, at stjernen har fået et hjerteslag.
- Jeg tænkte, at det var løgn, da jeg hørte det i går aftes. Det måtte være et ildebefindende, som var blevet blæst op. Jeg tænkte, at medierne havde været for hurtige.
Han har hørt Jacksons musik hele natten og hele dagen. Det er den, som han vil huske.
- Ikke noget som helst andet. Selvfølgelig har jeg været optaget af hans person, men det har aldrig været det primære for mig.
Og så har Jackson jo alligevel formet sig som en skikkelse i hans bevidsthed. Siden Christian Vain fik albummet ”Off the Wall” på sin fire-års fødselsdag.
- Han har været sådan lidt som Alfons Åbergs usynlige ven for mig. På en måde virker det umodent, at jeg bliver så berørt. Men jeg har altid fulgt ham.
Christian Vain havde købt billetter til flere af de planlagte Jackson-koncerter i London. Han skulle af sted med sin kæreste. De mødtes under en af musikerens tidligere optrædener i München.
- Min kæreste og jeg havde faktisk tiårs dag i går. Det var lidt af et antiklimaks.
Ligesom Lennon
Grupper af fans har samlet sig ved ambassadens indgang. Folk placerer blomster. Et lille alter har formet sig med coveret fra ”Thriller”-albummet og en sort hat, der ligner en af fra musikerens egen garderobe. Som om han er sunket i jorden lige dér på fortovet.
38-årige Rikke Wackerhausen kan ikke lade være med at tænke på John Lennons død i 1980. Hun læner sig op af en plantekasse sammen med sit 13-årige ”bonusbarn” Otto. Hun var selv ni år, da Lennon døde. Og hun kunne mærke, hvordan det betød noget for de voksne.
- Jeg kan huske, at jeg blev passet af en barnepige, mens de talte om hans død i fjernsynet. I dag havde jeg lyst til at tage Otto her hen. Jeg tror også, han kommer til at mindes, hvor han var, da Jackson døde.
Der er langt imellem dem, bliver hun enig om med Otto. De rigtig store stjerner. Justin Timberlake når vist ikke helt derop.
- Michael Jackson synger jo bare fantastisk, siger Otto.
Kongen er ikke blevet fortid endnu.

































