Fortællingen om dansk møbelarkitektur handler om piberygende arkitekter i fløjlsjakker, der skaber naturlige og funktionalistiske stole og borde i samarbejde med rigtige snedkere. En ny bog piller ved myterne om dansk designs succes.
31. maj 2006, 03:30
Der findes en historie om os, som er rigtig god, fordi den er meget smigrende.
Det er historien om dansk møbelarkitekturs succes for et halvt århundrede siden. Historien, der fortælles bedst i PH-lampens skær, handler om et lille land med nogle fine håndværksmæssige traditioner. Et lille land der havde tabt så meget udadtil, at det var nødt til at vinde en hel del indadtil. Opdyrke heden, uddanne befolkningen og i al almindelighed skabe nogle kvalitetsprodukter omverdenen frygtelig gerne ville have lov til at købe.
Blandt disse produkter er danske møbler. Danish design og Danish modern som de med held blev markedsført som internationalt. Stole og borde der var smukke og tidløse og fortalte om et dejligt lille land med dyder som funktionalisme og enkelthed og respekt for materialer og håndværk. En tradition grundlagt af Kaare Klint og forfinet og udviklet af helte som Finn Juhl, Børge Mogensen og Hans Wegner blandt andet takket være et udstrakt samarbejde mellem arkitekter og snedkere, mellem designere og fabrikanter.
Når succesen så ikke varede ved, skyldes det, at de store gamle møbelarkitekter ragede så højt, at deres skygger faldt så langt, at der ikke var brug for fornyelse. Det bedste var jo lavet én gang for alle. Hvorfor opfinde det en gang til. Meget forenklet sagt.
Denne vidunderlige fortælling, der som så mange andre historier om Danmarks fortræffeligheder er god at varme sig ved, vil historikeren Peter H. Hansen gerne diskutere i sin nye bog. Han anfægter sådan set ikke den betydelige talentmasse, der vitterlig var til stede i 1950erne, dansk møbeldesigns lykkeligste periode, som han indleder med at konstatere. Men han argumenterer overbevisende for, at grunden til succesen skyldes Netværket. Den skyldes de aktører, der var. Arkitekter, snedkere, fabrikanter og kritikere. Og deres selvforståelse.
Trods de forestillinger, der var om, at dette var gode møbler til almindelige mennesker, var dansk møbelarkitektur aldrig en demokratisk og folkelig sag - selvom der blev gjort en brav indsats for at opdrage på befolkningen og lære den gemene hob at sætte pris på kvalitet. Gennem adskillige eksempler - og herunder nogle kuriøse illustrationer hentet fra samtidens reklamer - godtgør Per H. Hansen, at møblerne blev erhvervet af de bedrestillede og de intellektuelle, og at de - selvfølgelig - blev brugt til selviscenesættelse. Ved at vælge moderne møbler i stedet for klunketidens tunge indbo, sendte man et signal om, hvem man var. Og det kan man såmænd også konstatere ved at se Matador eller Krøniken. Ironisk nok er møblerne de seneste adskillige år blevet endnu dyrere brugte, end de var nye. Dansk møbelarkitektur er stadig et prestigeobjekt.
Ramt af selvfedhed
Men hvorfor blev succesen så ikke ved? Ja, ifølge Per H. Hansen bl.a. fordi dansk design ikke fornyede sig. Man blev ved med at insistere på, at træstolen havde en særlig kvalitet, mens udenlandske designere (og herhjemme pioneren Verner Panton, selvfølgelig, men han flyttede da også væk) eksperimenterede med andre materialer. De pæne stole i lyst træ blev pludselig synonym med fars og mors smag hos en ny generation med et andet behov for selviscenesættelse. Møbelklassikerne var ikke tidløse. Det er der - i længden - ikke ret meget, der er. Ifølge Per H. Hansen kneb det også med den innovative udvikling. Trods nye produktionsmetoder gik det alligevel for langsomt, og udenlandske designere og fabrikker overhalede en, ifølge forfatteren, sovende branche, der var forvisset om sin egen fortræffelighed. Alliancen mellem industri og møbelsnedkere, der havde været afgørende for succesen, brød sammen.
Møblerne fra den gang er stadig smukke, og de sælges til priser som ingen sinde før i specialforretninger og på auktioner. I den henseende er Danish modern fortsat en succeshistorie. Markedsføringen af den var, som Per H. Hansen belyser, nærmest genial. Den talte til den indre forfængelighed. Den fortalte om god smag og god stil. Også i dag har dansk møbelindustri en relativt høj markedsandel, som kan tilskrives den branding af Danmark som foregangsland, der skete dengang i 1950erne. Spørgsmålet, som Per H. Hansen rejser i slutningen af sin omfangsrige bog, er imidlertid, om industrien - inden for alle former for design - har evnet og viljen, passionen og entreprenørånden til at skabe nye markeder gennem nyt og originalt design. Det er trods alt et af de områder, vi kan gøre os håb om at overleve på.Per H. Hansens bog »Da danske møbler blev moderne«, der er på 664 sider og koster 399 kr., er udgivet af Forlaget Aschehoug.






























