Danmarks oversete søhelt

Nationer har brug for helte som forbilleder. Niels Juel var en af Danmarks helte fra 1600-tallet, og en ny bog fortæller om hans liv og gravmæle i Holmens kirke. En flot bog, men vi kender stadig ikke Niels Juel som menneske.

Niels Juel som elefantridder foran prospekt af Køge Bugt-slaget. Oliemaleriet er udført af Benoît Le Coffre i 1696.
Niels Juel som elefantridder foran prospekt af Køge Bugt-slaget. Oliemaleriet er udført af Benoît Le Coffre i 1696.

Nationer har brug for helte. Danmark har tidligere ikke været god til at fremhæve vores krigshelte, måske fordi vi efter 1864 led under et nederlagssyndrom og en pacifistisk dille. Men der er grøde i den nationale kulturs mod til at fremhæve nationens sønner og døtre.

Tidligere på året udsendte Gyldendal Dan H. Andersens biografi om Tordenskiold, og en film er på vej om søhelten. Frihedskampens modige mænd og kvinder bliver portrætteret i en film som Hvidstengruppen og i utallige bøger, og man har heller ikke mere noget imod at nævne nutidens udsendte soldater og give dem hædrende omtale.

Af gammel dyd og dansk oprigtighed

Udgivelsen af en bog om søhelten Niels Juel kan ses i det lys, for antologien har fået titlen »En søhelt i sten. Omkring Niels Juel og hans gravmonument i Holmens Kirke«. Bogen er redigeret af museumsinspektør Birgitte Bøggild Johannsen, der har samarbejdet med fire medarbejdere fra Nationalmuseet.

Alle kender den befalende Niels Juel, der står myndig mellem Den Danske Bank og den tidl. ØK-bygning ved ved Holmens Kanal. Men i mange år har han nok været et fjernt minde overskygget af den mere farverige Tordenskiold. Der er god grund til at hive ham frem nu og vurdere, hvad han egentlig stod for, for ikke alle helte er jo i sagens natur sande helte, og selv sande helte har mørke sider.

Den umiddelbare grund til at udsende bogen nu er, at man har afsluttet et større restaureringsarbejde af Niels Juels gravmæle i Holmens Kirke. Gravmælet er imponerende og vidner om, at samtiden satte ham meget højt. Præsten og samledigteren Kingo beskrev ham som en mand af gammel dyd og dansk oprigtighed.

Niels Juel har ikke været glemt, for i 1977 udsendte den nyeligt afdøde frihedskæmper og flådehistoriker Jørgen H. Barfoed en biografi om ham, og i 2005 blev der udgivet et værk om Juels militære aktioner skrevet af Niels M. Probst, men i den bredere offentlighed er mindet om Niels Juel nok blegnet. Det råder bogen bod på, ved at museumsinspektør Jakob Seerup fortæller om Niels Juels opvækst og karriere.

Juel blev født i Norge ind i en gammel adelsslægt. Familien vendte hjem til slægtens gods i Jylland, og den unge Niels blev page hos hertug Frederik, den senere Frederik III. Han fik en uddannelse på Sorø Akademi og drog på den tradionelle dannelsesrejse i Europa, hvor han blev hyret på et hollandsk skib i 1652-1653, netop på et tidspunkt, hvor Holland og England lå i krig, og man antager, at Niels Juel deltog i seks store søslag. Krigen endte med engelsk sejr, men Niels forblev i hollandsk tjeneste og deltog i jagter på nordafrikanske pirater. Som 26-årig blev han udnævnt som »oberkaptajn«, hvilket viser, at han var en dygtig sømand.

Når flåder mødes

I 1656 forberedte Danmark-Norge sig på et angreb på Sverige, og Niels Juel blev kaldt hjem og overtog kommandoen over skibet Sorte Rytter, og snart efter blev han udnævnt til hofadmiral som blot 28-årig, hvormed han fik ansvar for alle logistiske opgaver på Holmen. Under svenskernes storm på København i 1659 blev Niels Juel, ifølge oplysninger i hans ligprædiken, sendt i kamp med svenskerne og viste stort mod, men Jakob Seerup afliver dog ganske historien og skriver, at Niels Juel og hans folk slet ikke kom i kamp.

Men Juel skulle snart vise sit værd, for han blev sendt til Østersøen under kommando af en hollandsk admiral, og de danske skibe mødte svenskerne mellem Lolland og Femern. Der var 20 skibe på hver side, og danskerne noterede en vis succes, og vi ved, at Niels Juel havde kommandoen over skibet Svanen med 63 kanoner. Flåden var imidlertid i elendig forfatning og måtte genopbygges, og Nils Juel var med i dette arbejde, der blev ført an af Cort Adeler. I 1675 stod Danmark med en ny og bedre flåde, og da Sverige angreb Pommern, kunne Danmark gå til modangreb med moderne og kampklare skibe. Danmark var allieret med Holland, og danske tropper marcherede ind i Nordtyskland for at angribe svenskerne, og den danske flåde skulle ramme svenskernes forsyningslinjer over søen.

Da Cort Adeler døde af sygdom, overtog Niels Juel kommandoen og et kæmpeansvar. Snart mødte danske styrker svenskerne i en række slag, og i 1676 erobrede man Visby og hele Gotland, hvor Niel Juel spillede en afgørende rolle. Dernæst mødte man svenskernes hovedflåde ved Bornholm, hvor slaget blev uafgjort, men hvor Seerup mener, at danskerne viste taktisk overlegenhed.

Danskerne og hollænderne forfulgte svenskerne, og ved Øland mødtes de to flåder, der for danskernes vedkommende nu var oppe på 42 skibe, mens svenskerne havde 57. På grund af svenske søtekniske fejl kunne danskerne og hollænderne udnytte en taktisk fordel og smadre den svenske flåde. Sejren gav mulighed for en invasion i Skåne med 14.000 mand.

Krigen forsatte med søslag ved slaget ved Møn i 1677, hvor Juel vandt en smuk sejr endda uden hjælp fra hollænderne, og 1.500 svenskere blev taget som krigsfanger, men opgøret var langtfra slut.

Begge nationer lagde op til det afgørende slag, og de to store flåder mødte hinanden 1. juli 1677 ud for Stevns. Svenskerne blev anført af admiral Henrik Horn, og slaget, som officielt er blevet kaldt Slaget ved Køge Bugt, blev til et voldsomt sammenstød, hvor Niels Juels skibe både var heldige og dygtige. Juel opholdt sig på admiralskibet Christianus Quintus og kunne med tilfredshed notere sig en betydelig sejr, som blev vundet uden hollandsk bistand.

Store midler på gravmæle

Svenskerne mistede otte skibe og 3.000 mand, og sejren betød, at Danmark fik søherredømmet, og det lykkedes Niels Jue at bevare dette krigen ud. En fredsslutning blev indgået i Fontainebleau i Frankrig 23. august 1679, men fordi landtropperne ikke havde klaret sig særligt godt, blev fredsafslutningen en mat affære, og ikke en tomme land skiftede hænder.

Niels Juel var nu kendt som en af Europas dygtigste søkæmpere, men hans betydning lå endvidere i, at han mestrede administrative opgaver i fredstid, og det blev ham, der i de kommende år stod for flådens oprustning, der indebar bygning af havneanlæg i Københavnsområdet.

Han blev også værdsat af kongen for sin indsats og blev ridder af Elefantordenen og fik Valdemar slot på øen Tåsinge som gave. Det var også Niels Juel, der byggede det flotte palæ ved Kongens Nytorv, der i dag er den franske ambassade. Hele nationen ærede den gamle søhelt, og da han endelig brækkede armen og sygnede hen i 1697, var man parat til at bruge store midler på hans gravmæle.

Gravmælet er værd at se i Holmens kirke og forfatterne afslører, at en af reliefferne, der viser søheltens berømte salg, er blevet fejl­identificeret som slaget ved Kolberger Heide, men det er i virkeligheden Slaget ved Køge Bugt.

Privatpersonen Juel

Hvem var denne søhelt så som privatperson? Det ved man selvfølgelig ikke så meget om, men han havde ikke et liv på roser. Somme­tider lod forfremmelser sig vente på sig, og økonomisk måtte han kæmpe for at få sine godser til at klare sig, og faktisk var han næsten insolvent, da han døde.

Niels Juel giftede sig i juni 1661 med den 20-årige Margrethe Ulfeldt, og de bosatte sig i nærheden af Kongens Nytorv og fik to piger og en dreng. Margrethe blev i samtidige kilder betegnet som en munter, godhjertet og følsom mod ulykkelige, og hun kunne godt blive hurtig vred, men vreden var kortvarig, siger samtidige kilder.

Men vi kommer ikke nærmere ind på livet af Niels Juel i denne bog, og det føles som en mangel, nu hvor chancen var der for at skrive bredere om søhelten. Man må konstatere, at Tordenskiold i dag overstråler Niels Juel, vel fordi myterne om hans dristige bedrifter, som ikke bygger på veldokumenterede kilder, sætter fantasien bedre i spil end Niels Juels kloge kommando over flåden. Men Birgit Bøggild Johannsen og Jakob Seerup skriver, at ganske vist er Tordenskiold bedst kendt i den folkelige bevidsthed, men i Søværnet har Niels Juel en højere stjerne end Tordenskiold.

Der er samlet set tale om en meget flot og spændende bog, der med god grund hiver Niels Juel op fra havets dybder, men forfatterne kunne godt have givet os mere af mennesket Niels Juel.

Redaktør: Birgitte Bøggild Johannsen.

Titel: En søhelt i sten. Omkring Niels Juel og hans gravmonument i Holmens Kirke.

Fakta: 229 sider, 290 kr., Syddansk Universitetsforlag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.