Der spekuleres heftigt i handlingen i Dan Browns nye bog. Når den udkommer på dansk 16. november, sker det i et Danmarkshistorisk højt oplag på over 110.000 eksemplarer.
26. august 2009, 11:59 – opdateret 26. august 2009, 12:05
Det forsvundne tegn af Dan Brown - den længe ventede efterfølger til Da Vinci Mysteriet - udkommer på dansk den 16. november i et første oplag på mere end 110.000 eksemplarer.
Da Vinci Mysteriet er på verdensplan solgt i mere end 81 millioner eksemplarer, heraf mere end 600.000 i Danmark. Forventningerne til Browns nye roman er da også enorme, hvilket et første oplag i USA på 6,5 millioner bøger vidner om.
Det amerikanske forlags skræk for lækage og netkopier betyder, at ingen andre forlag i verden får bogen at se før udgivelsen i USA den 15. september, hvilket skaber lidt af en udfordring, hvad oversættelsen angår.
Det løses på forskellig vis verden over - i Tyskland og Sverige er der sat seks oversættere på opgaven. Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor blot én oversætter får fornøjelsen - Mich Vraa.
Han har så til gengæld lovet at arbejde i døgndrift i en måned. En effektiv oversætter, flittige redaktører og et velvilligt trykkeri betyder, at bogen allerede kan udkomme på dansk blot to måneder efter den engelske udgave.
Fire koder til CIA
Og spændende bliver det. Meget få oplysninger om bogens handling er sluppet ud, men der spekuleres ivrigt, og Brown har da også selv sat skub i spekulationerne ved at afsløre, at man kan finde ledetråde til den nye bogs plot ved at studere det originale omslag til Da Vinci Mysteriet (den amerikanske udgave).
På omslaget afsløres denne besked: "Only WW knows."
WW er en henvisning til William Webster, CIA-lederen som i 1990 bad skulptøren James Sanborn lave en skulptur til CIA's hovedkontor. Sanborn påtog sig opgaven og samtidig forsynede han skulpturen med fire koder, som skulle fungere som en udfordring til CIA's ansatte - verdens bedste kodebrydere.
William Webster fik overrakt en forseglet kuvert med løsningen. Den dag i dag er kun tre af de fire koder blevet brudt, og den samlede løsning fremgår først, når teksten fra alle fire koder er fundet. Meget tyder på, at Brown har fundet løsningen.
Pålidelige kilder siger endvidere, at "Det forsvundne tegn" handler om frimurerne og deres tætte bånd til de amerikanske præsidenter - og ikke mindst de mange mystiske symboler som frimurerne har haft tilstrækkelig indflydelse til at placere på alt fra den amerikanske dollar-seddel til inskriptioner i offentlige bygninger.
Sikkert er det, at symbolforsker Robert Langdon er hovedperson, og at der vil være fart over feltet fra første side.
































