Da Twin Peaks kom til Odsherred

30 frivillige lægger hus, bil og personlige historier til Odsherred Teaters roadforestilling »Velkommen til Twin Peaks«. Samarbejde og frivilligt engagement er kodeordet for Odsherreds rige kulturliv, der ikke bare skal underholde, men også bidrage til at afhjælpe sociale udfordringer i den lille udkantskommune.

Odsherred Teater laver en Odsherredudgave af Twin Peaks, hvor parret Ronny og Allan er blandt de medvirkende.
Odsherred Teater laver en Odsherredudgave af Twin Peaks, hvor parret Ronny og Allan er blandt de medvirkende.

Mørket er ved at falde på, da vi kører ind på parkeringspladsen ved Kongsøre Camping i Odsherred. Ronny henter os ved bommen og viser vej ned gennem den vinterøde plads, hvor tomme campingvogne med tilknappede fortelte står side om side. Kun i en enkelt vogn er der lys. Her bor Ronny sammen med Allan og cairnterrieren Mio.

Ronny og Allan har kendt hinanden i 27 år og været gift de 20. Egentlig har de en god lejlighed inde i Holbæk, men herude på campingpladsen har de fundet et fristed.

»Her er på alle måder højt til loftet, man er der for hinanden og hjælper hinanden, og ingen ser ned på to mænd, der bor sammen,« siger Ronny og viser inden for i forteltet, der er indrettet som en hyggelig stue med bløde sofaer, fladskærms-TV, lys på bordet og orkideer i vinduet.

Ronny er her det meste af året, han er pensionist og holder øje med pladsen, når alle andre er væk. Allan kommer i weekender og ferier, når han har fri fra sit job i Folketingets administration på Christiansborg.

Ronny og Allan er to af godt 30 lokale medvirkende og deres fortelt én af lokationerne i Odsherred Teater nye forestilling »Velkommen til Twin Peaks«, som er skabt i samarbejde med instruktørduoen Fix og Foxy alias Jeppe Kristensen og Tue Biering.

»Det er ikke en iscenesættelse af David Lynchs gamle TV-serie. Det er en road-forestilling, hvor vi i bedste Twin Peaks-ånd kører ud i området på jagt efter skæve eksistenser og mystiske historier,« forklarer Jeppe Kristensen og Tue Biering supplerer:

»Alle, der er med i forestillingen, har været fans af Twin Peaks helt tilbage fra, da serien første gang blev vist for 25 år siden,« siger han. »Og så har de også alle en personlig historie at fortælle, der – ligesom i Twin Peaks – langtfra altid er, som man tror.«

Parret Ronny og Allan i deres fortelt på Kongsøre Camping i Odsherred.
Parret Ronny og Allan i deres fortelt på Kongsøre Camping i Odsherred.

Kodeordet er samarbejde

Sådan er det også med Odsherred selv. Med sin beliggenhed i Sjællands nordvestligste hjørne opfattes Odsherred af mange – især dem fra København – først og fremmest som det sidste, irriterende lange stykke vej, inden man når færgen til Jylland.

Og den tyndt befolkede kommune med bare 32.000 indbyggere kæmper da også med de samme udfordringer som mange andre landkommuner: Faldende befolkningstal, lavt uddannelsesniveau og stadigt højere gennemsnitsalder. De unge, der vil have en uddannelse, flytter fra kommunen, og mange vender aldrig tilbage.

Men Odsherred rummer også mange værdier: Smuk natur, skov og strand, Danmarks største sommerhusområde med 26.000 fritidshuse, et overflødighedshorn af gode landbrugsprodukter fra Lammefjorden og enestående geologiske fortidsminder, der i 2014 førte til, at Geopark Odsherred som det første naturområde i Danmark blev optaget i UNESCOs Global Geoparks Network. Samt – ikke mindst – en lang tradition for kunst og kultur, der rækker tilbage til 1930ernes Odsherredsmalere og stadig lever i bedste velgående med et stort udbud af teater, musik, lokale kunstneratelierer og gallerier og et rigt foreningsliv.

»Jeg synes, vi kan være stolte af vores kulturliv,« siger kulturchef i Odsherred Kommune, Eva Ormstrup.

»Vi har kun et meget beskedent kulturbudget, men jeg synes, vi får rigtig meget for pengene, og det skyldes først og fremmest, at så mange kan se værdien i at samarbejde – det gælder både kulturinstitutionerne indbyrdes og samarbejde med foreningslivet og de mange frivillige ildsjæle. Samarbejde er kodeordet for kulturlivet her i Odsherred.«

Kulturinstitutionerne har åbnet sig

Netop det aktive kulturliv er ifølge visions- og udviklingsplanen, Odsherred 2025, et af de vigtigste potentialer til at imødegå kommunens demografiske og økonomiske udfordringer.

»Vi har ikke et stort, forkromet projekt, hvor kulturen skal redde alting. Men vi har gang i mange små projekter, som giver rigtig god mening,« siger Eva Ormstrup og nævner i flæng aktiviteter for ensomme ældre samt fysisk og psykisk sårbare, børnemusikfestival, kulturarvsprojektet Geokids for alle kommunens folkeskoleelever, litteraturfestival, operakor, den mere end 20 år gamle Vig Festival og den spritnye Geopark Festival, hvor kulturinstitutioner, erhvervsdrivende, foreninger og lokale borgere går sammen om at vise sig selv og omverdenen det bedste, Odsherred formår.

»Alle de projekter har kun kunnet lade sig gøre, fordi kulturinstitutionerne har åbnet sig og set de fælles muligheder – og ikke følt sig for fine til at samarbejde med foreningerne og de frivillige,« siger Eva Ormstrup.

Én af de helt centrale aktører i det samarbejde er egnsteatret Odsherred Teater, der blev stiftet i 1996 af det daværende Vestsjællands amt og en række mindre kommuner, der i dag danner Odsherred kommune.

De første år fungerede teatret mest som turnéteater, der rejste landet rundt med stærke, anmelderroste forestillinger, men til gengæld ikke var voldsomt meget til stede i hjemkommunen.

»Vi så nok lidt vores beliggenhed som et negativt benspænd og tænkte, at alting havde været meget lettere, hvis vi boede i Aarhus eller København,« erkender teaterchef Simon Vagn Jensen. »Men midtvejs i nullerne begyndte vi en redefineringsproces, hvor vi fokuserede mere på, hvad vi selv kunne betyde for lokalområdet.«

Imødegår lokalsamfundet

Det afgørende projekt blev »Landet – should I Stay or should I Go?« i 2011, hvor Odsherred Teater sammen med biblioteket og Odsherred Kulturhistoriske Museum skabte en kombineret teaterforestilling, udstilling og undervisningsprojekt, der med udgangspunkt i de unges egne erfaringer gik tæt på, hvordan det er at være ung på landet. Forestillingen blev en bragende succes og måtte gentages flere sæsoner i træk.

»Landet« fik stor indflydelse på hele dagsordenen for ungdomspolitik i Odsherred, og det bekræftede os i, at vi i stedet for at se vores vilkår som noget negativt skulle gå lokalsamfundet i møde,« siger Simon Vagn Jensen.

Siden er det blevet til en bred vifte af lokale aktiviteter både for og med såvel unge som ældre, meget af det i samarbejde med kommunens to højskoler, Vallekilde Højskole og Den Rytmiske Højskole, med Kulturhuset, museerne og diverse festivaler.

»Vi laver i det hele taget en masse ting, man ikke normalt forventer af et egnsteater,« siger Simon Vagn Jensen. Men det betyder ikke, at der gives køb på den kunstneriske ambition, understreger han.

»Tværtimod mener jeg, at det har været en styrke for os, også kunstnerisk, at lægge berøringsangsten på hylden og gå i øjenhøjde med publikum,« siger han.

Ronny og Allan har kendt hinanden i 27 år og været gift de 20 og har fundet et fristed på campingpladsen.
Ronny og Allan har kendt hinanden i 27 år og været gift de 20 og har fundet et fristed på campingpladsen.

Afgørende frivilligt engagement

Det var i 1930erne, at Odsherred fik sin egen kunstnerkoloni, hvor malere som Karl Bovin, Kaj Ejstrup og Viktor Rørup blev tiltrukket af lyset og det særprægede istidslandskab. I dag kan Odsherredmalernes værker ses på Odsherreds Kunstmuseum, hvor de suppleres af skiftende særudstillinger med både moderne og klassisk kunst.

Man kan også besøge Malergården, hvor billedkunstneren Sigurd Swane og hans familie boede i mere end en menneskealder, samt Odsherred Kulturhistoriske Museum. Britta Tøndberg tiltrådte for halvandet år siden som leder af alle tre museer, og noget af det første, der slog hende, var kontrasten mellem museernes fysiske fremtoning og deres indholdsmæssige niveau.

»Man kan godt se, at der ikke er mange penge til bygninger, men indholdet er af høj karat,« siger hun.

At Odsherred kommune i dag rummer hele tre museer på højt niveau skyldes ifølge Britta Tøndberg ikke kun, at »nogen« i sin tid har skabt huse og samlinger, men i lige så høj grad, at der stadig er frivillige, der sørger for, at husene kan fungere og udvikle sig.

»Selvfølgelig er vi nogle professionelle, der er ansat til at drive de tre museer, men hvis vi for statsstøttekroner skulle passe f.eks. et helt landbrug som det på Malergården – det kunne slet ikke lade sig gøre,« siger hun.

Frivilligt engagement var også afgørende for, at den lille Vig Bio som den eneste af Odsherreds dengang tre biografer undgik 1980ernes biografdød. En gruppe lokale ildsjæle købte i 1985 bygningen sammen med den daværende Trundholm kommune, og siden har Kulturhuset Vig Bio været drevet som foreningsbiograf med flere end 40.000 betalende gæster pr. år og et program, der rækker fra premierefilm og operatransmissioner til smalle tyske, franske eller italienske film. Her er skolebio, børnefilmklub, debatarrangementer og foredragsaftener, filmværksted for unge og ind imellem også rytmiske livekoncerter på scenen. Alt sammen gjort muligt ikke mindst takket være indsatsen fra de flere end 120 frivillige.

Hovedstadens kultur må trods alt ikke udhules

Med et kulturbudget i Odsherred kommune på knap 60 mio. kroner til alt fra idrætsanlæg, musikskole og aftenskoler til teater, museer og biblioteker, er det en evig kamp at få pengene til at række.

»Heldigvis er vores kulturaktører rigtig gode til at søge fonde og puljer, så de penge, vi har, kan blive til flere,« siger Eva Ormstrup.

»Men det er klart, at vi er meget afhængige af, at de statslige støtteordninger, f.eks. huskunstnerordningen, spillestedsordningen, egnsteaterstøtten m.v., ikke beskæres yderligere eller nedlægges helt. På et tidspunkt var der f.eks. tale om at nedlægge huskunstnerordningen, som vi har haft meget glæde af til at give børn og unge mulighed for at arbejde sammen med professionelle kunstnere. Vi er også meget afhængige af teaterrefusion for at få vore børn i teatret. Der har gennem mange år været tradition her Odsherred for, at alle børn kommer i teatret mindst én gang om året. Vi lægger halvdelen af billetprisen og får halvdelen i refusion. Den slags 50-50 ordninger har kæmpe værdi, men hvis man begynder at lukke dem ned, lukker man automatisk for vigtige kulturtilbud her ude i provinsen.«

Men selv om Eva Ormstrup gerne så lidt flere statslige kulturkroner gå i Odsherreds retning, mener hun ikke, at for mange penge lander i København.

»Jeg synes, det er væsentligt, at vi har store, stærke statslige kulturinstitutioner i landets hovedstad. Det ville være ærgerligt at udhule dem, og vi er trods alt et lille land, hvor de fleste skulle have mulighed for at komme til København og f.eks. gå i Det Kongelige Teater,« siger hun.

I aftenskumringen på Kongsøre Camping synes Odsherred lige nu tættere på Twin Peaks end på København. Kun en bil i det fjerne og en flok skræppende gæs bryder stilheden, da vi lukker os ud af det lune fortelt hos Ronny og Allan. De to mænd, Ronny med Mio i favnen, følger med og stiller sig i vinkeposition inden for havelågen til deres lille campingparcel, hvor regnbueflaget vajer kækt, og de tomme blomsterkrukker står på række og venter på foråret.

Mens vi går gennem mørket op mod parkeringspladsen, stadig med den gamle kultseries soundtrack i ørerne, melder sig det uundgåelige spørgsmål: Hvem var det egentlig, der myrdede Laura Palmer?

»Velkommen til Twin Peaks« spiller 2.-12. marts, 28.-31. juli og 10.-13. august 2016. Læs mere på odsherredteater.dk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.