Det gamle København

Da »Lykkebarnet« kom til Hvidovre

Naboerne Hvidovre og Vigerslev kæmpede i årtier om, hvem af dem der skulle have egen togstation. Løsningen kom i 1953 - med en umådelig lang og bekostelig perron som kompromis.

Hvidovres første jernbanestation ved Hvidovrevej. Lastbilen under viadukten kører i retning mod Roskildevej. Foto fra 1938, fra E. Christensen, M.F. Larsen, J. Poulsen, H. Sørensen og E. Trier: Vestegnen og jernbanen gennem 150 år.
Hvidovres første jernbanestation ved Hvidovrevej. Lastbilen under viadukten kører i retning mod Roskildevej. Foto fra 1938, fra E. Christensen, M.F. Larsen, J. Poulsen, H. Sørensen og E. Trier: Vestegnen og jernbanen gennem 150 år.

Den 1. januar 1901 var en skelsættende dato i hovedstadens historie. De gamle landsbysamfund Brønshøj, Vanløse, Emdrup og Sundbyerne blev den dag indlemmet i Københavns kommune, som pludselig blev tre gange større i areal.

Også Valby og Vigerslev blev opslugt af hovedstaden ved den lejlighed, men ikke den øvrige del af Hvidovre, som med 550 indbyggere, et beskedent skattegrundlag og alt for store fremtidige udgifter til byudvikling slet ikke havde københavnernes interesse. Med sine 30 bøndergårde og et halvt hundrede andre småhuse blev Hvidovre derfor overladt til sig selv hinsides den nye kommunegrænse, som af praktiske årsager blev trukket langs Harrestrup å.

Og mange år senere, da jernbanen blev det store samtaleemne, gav det i den grad anledning til strid mellem Hvidovre og Vigerslev, om toget skulle standse på den ene eller den anden side af åen.

Siden det første tog i 1847 begyndte at rulle ud på strækningen mellem København og Roskilde, havde jernbaneskinner strakt sig gennem hovedstadens vestlige opland. Men det var kun i Valby, man havde indrettet en egentlig station. I Hvidovre og i alle de andre landsbyer på strækningen var det utænkeligt, at toget skulle gøre holdt.

Ganske vist fik Vigerslev noget, der lignede en station omkring århundredskiftet, men det indebar ikke, at folk kunne komme med toget, for stationen var kun til godstransport, og i længden var det selvfølgelig utåleligt. Ikke mindst fordi der omkring Første Verdenskrig opstod et næsten fashionabelt bysamfund kaldet Vigerslev Haveforstad på begge sider af Vigerslevvej, og få år senere blev det almindeligt, at bolignøden i Københavns overbefolkede kvarterer tvang børnefamilier til at emigrere til Hvidovre.

Her var der oceaner af plads, en byggegrund kunne erhverves med 10 kroner i udbetaling, og her kunne man uden utidig indblanding fra sognerådet opføre en beskeden, men original bolig af affaldstræ og andre forhåndenværende materialer. Det afstedkom lidt gnidninger med den oprindelige befolkning, men resultatet var indiskutabelt: Det gamle landsbysamfund voksede eksplosivt og fik efterhånden karakter af egentlig forstadskommune. Jorden var billig, men skatten slap ingen uden om, og så måtte man også forvente, at den offentlige befordring fungerede. Det var ikke tilfældet.

Allerede i 1916 havde indbyggerne i Hvidovre og Vigerslev i fællesskab etableret en underskriftsindsamling med krav om at få en jernbanestation, hvor toget til og fra Roskilde kunne holde og samle passagerer op. Det havde ingen effekt.

To år senere gentog grundejerforeningen i Vigerslev på egen hånd anmodningen til regering og rigsdag, men det initiativ så man med mistro på i Hvidovre. For hele to stationer med få hundrede meters afstand kunne aldrig blive til noget, og så var spørgsmålet, på hvilken side af åen den fremtidige station skulle ligge.

Foreløbig ville DSB slet ikke have nogen station, og i en halv snes år skete der ingenting. I 1930 blev det imidlertid besluttet ved lov, at der engang i fremtiden skulle etableres S-togsforbindelse mellem København og Tåstrup, men hvornår? Der kunne gå både 10, 20 og 30 år, og det gjorde der.

Allerede efter fem år fik Hvidovre alligevel sin første jernbanestation med billetsalg fra et skur på Hvidovrevej, og det var skelsættende. Men man skulle ikke komme for tidligt til toget og slet ikke for sent, for der var meget lidt gæstfrit på den nye jernbanestation, som var lavet af aflagte sveller, og Roskildetoget kom kun forbi en gang i timen.

Men en landvinding var det at have fået egen jernbanestation, og det trak flere indvandrere til kommunen, som midt i 1930erne var kommet op på næsten 10.000 indbyggere. De havde nu havde direkte kontakt med omverden, men på den anden side af Harrestrup Å følte borgerne i Vigerslev sig snydt. De så kun røgen fra toget, og da man efter krigen genoptog planerne om etablering af en moderne S-togslinje, krævede de, at der blev etableret en station ved Vigerslevvej – blot et par hundrede meter fra stationen ved Hvidovrevej.

Det var en kringlet sag, som alle havde en mening om, og som i 1949 gav anledning til debat i Folketinget. Men her skar trafikministeren igennem: Den kommende S-togsstation skulle ligge i Hvidovre – basta! Det havde sagkundskaben besluttet, men det endte alligevel med et kompromis. For perronen blev så umådelig lang, at den rakte et stykke ind i Københavns kommune, og med en trappe og tilhørende gangtunnel på den anden side af kommunegrænsen fik borgerne i Vigerslev trods alle forviklinger ligeledes deres egen station. En dyr løsning, men trappen fik den praktiske betydning, at Hvidovre kom til at ligge inden for takstzonen med de særligt billige bybanebilletter til 35 øre – og det selv om stationen notorisk lå på den forkerte siden af kommunegrænsen.

»Et lykkebarn,« kaldte DSBs generaldirektør stationen i sin festtale, da det første S-tog ankom til forstadskommunen, og borgmester Toft-Sørensen glædede sig ligeledes på borgernes vegne: »Hvad kan vi mere forlange?« Svaret blev væk i vinden. Det var den 17. juni 1953.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.