Det gamle København

Da krigen kom til Saltholm

Ingen kan i sagens natur vide, hvad det havde udløst af storpolitiske konsekvenser, hvis danske kanoner havde sendt et par af kejser Wilhelms torpedobåde til bunds i Flinterenden 19. august 1915 da en engelsk ubåd var gået på grund i farvandet sydøst for Saltholm.

Den grundstødte britiske ubåd E 13 efter træfningen med et par tyske torpedobåde i farvandet tæt ved Saltholm i august 1915. Bo Lidegaard: »Overleveren«, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 4.
Den grundstødte britiske ubåd E 13 efter træfningen med et par tyske torpedobåde i farvandet tæt ved Saltholm i august 1915. Bo Lidegaard: »Overleveren«, Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 4.

Ved daggry 19. august 1915 kunne den militære udkigspost på Saltholm konstatere, at en ubåd var gået på grund i farvandet sydøst for øen.

Først herskede der usikkerhed om nationaliteten, men hurtigt stod det klart, at ubåden var engelsk og havde de kryptiske kendemærker E 13. Under normale forhold et hændeligt uheld, for det er et håbløst farvand at navigere i for en ubåd. Men forholdene var ikke normale.

Verdenskrigen var begyndt et år tidligere, og nu rasede opgøret mellem de europæiske stormagter til lands, til vands og i luften. Om den danske neutralitet herskede der ingen tvivl, selv om befolkningens sympati overvejende var på den britiske og franske side, og det var uomtvisteligt en krænkelse af neutraliteten, at en ubåd fra en af de krigsførende parter landede så langt inde i dansk territorialfarvand, som den overhovedet kunne komme.

Det måtte regeringen protestere imod, men så i øvrigt fare med lempe, for at undgå at uheldet udløste krigshandlinger på dansk territorium. Flådens overkommando udstedte derfor ordre til at lade nogle torpedobåde bevogte den nødstedte englænder og således forhindre, at den blev angrebet af tyske krigsskibe. De første danske fartøjer var hurtigt fremme, og fra Tårbæk blev en større flotille sendt ned gennem Sundet for at deltage i bevogtningen.

Men så kom krigen alligevel til Saltholm. For to tyske torpedobåde dukkede pludselig op ved halv ellevetiden, og uden at danskerne kunne eller for alvor ønskede at forhindre det, blev den grundstødte ubåd angrebet og skudt i brand. Det hele varede bare et par minutter, hvorefter tyskerne skyndsomst igen forsvandt mod syd. 15 mand fra E 13 blev reddet op på de danske torpedobåde, men lige så mange mistede livet.

I sin dagbog noterede viceadmiral Kofoed-Hansen, at de danske torpedobåde ikke havde ydet en indsats, man kunne være bekendt, når de ikke havde forhindret det tyske angreb. Og efterfølgende kom det frem, at Saltholm Batteri havde været på nippet til at åbne ild mod de tyske skibe.

Det forhindrede den kommanderende løjtnant imidlertid, og i sagens natur kan ingen vide, hvad det havde udløst af storpolitiske konsekvenser, hvis danske kanoner havde sendt et par af kejser Wilhelms torpedobåde til bunds i Flinterenden. Endnu stod det i frisk erindring, at udenrigsminister Scavenius ved krigens udbrud havde modtaget en note fra Berlin, som pålagde Danmark at »være besluttet på, hvilken stilling landet ville indtage, hvis krigen rykkede ind i danske farvande«.

Regeringens svar havde været, at »Danmark under ingen omstændigheder ville slutte sig til Tysklands fjender«, og det kunne kun betyde én ting. Hurtigt blev det tysset ned, hvor alarmerende farlig sagen havde været, og den radikale regering var tilfreds. Kongen havde derimod gerne set, at eskadren fra Tårbæk var kommet frem i et raskere tempo, men også han var tilfreds med, at der ikke var blevet  skudt fra dansk side.

Og således sluttede verdenskrigen på Saltholm, næsten før den begyndte. Gnidningerne fortsatte imidlertid på øen, men nu var det mellem hæren og flåden, og det handlede om retten til at varetage den vigtige opgave med at holde udkig. Et stridsspørgsmål, som længe skabte problemer for forsvarsminister Munch og først i nogen grad fandt sin løsning, da Christian X kaldte general Gørtz og viceadmiral Kofoed-Hansen i samråd på Amalienborg og befalede dem at enes.

De døde marinesoldater blev sejlet til Hull, og den maltrakterede ubåd blev trukket fri af grunden og gelejdet ind på Orlogsværftet. Og mens krigen fortsatte ude i verden, blev det igen hverdag for beredskabsstyrken på Saltholm. Bevæbnet med to kanoner og otte rekylgeværer holdt den stand som en del af hovedstadens befæstning.

Et par år efter, at freden atter havde sænket sig over Europa, blev beredskabet reduceret til en enkelt underofficer, og i begyndelsen af 1930erne blev batteriet endelig sløjfet. Opbygningen af forsvarsværkerne på Saltholm havde i 1904 væltet krigsminister Madsen ned af taburetten, og efterfølgende splittet landets første venstreregering, men nu skønnede man, at øen var uden militær betydning.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.