Interview

»Da jeg fyldte 40 år, tog jeg en beslutning«

Katrine Engberg har altid været god til flere ting – og dårlig til at fokusere på én enkelt. Lige nu er resultatet, at hun både er aktuel med musicalen »Cougar« og sin krimidebut, der har vakt opsigt hos Nordens mest prestigefyldte agentur for spændingslitteratur.

Katrine Engberg debuterer som forfatter med krimien »Krokodillevogteren«. Samtidig er hun også aktuel som instruktør af musicalen »Cougar« på Bellevue Teatret.
Katrine Engberg debuterer som forfatter med krimien »Krokodillevogteren«. Samtidig er hun også aktuel som instruktør af musicalen »Cougar« på Bellevue Teatret.

Katrine Engberg sover ikke lige godt om natten for tiden. Med syv dages mellemrum er hun i gang med at debutere på to vidt forskellige fronter. I aften har Bellevue Teatret premiere på musicalen »Cougar«, som hun har instrueret, og hendes krimidebut, »Krokodillevogteren«, er lige udkommet.

Som koreograf og showdanser er scenekunstens hendes hjemmebane, selv om det er første gang, hun instruerer. Litteraturens fiktive verden har hun derimod indtil nu dyrket i smug.

»Jeg har skabsskrevet hele mit liv, hvilket måske er lidt fjollet, for mange anser det jo for at være mere lødigt end at være lårsvinger. Men det med at skrive har været en blufærdig og privat ting for mig. Jeg er på mange måder en ’late bloomer’, og det har taget mig lang tid at samle mod til at vise mine skriverier til andre,« siger Katrine Engberg.

Da hun for nylig ryddede op i sin fars dødsbo, fandt hun en af sine første tekster.

»Det var et nyt testamente, som fyldte et A4-ark. Jeg skrev det, da jeg var omkring otte år. Det var en eller anden form for fabuleren – en historie. Jeg har også altid skrevet dagbog, men det har altid været dagbog med ret vide rammer. Selvom jeg ikke har haft nogen intentioner om at vise den til nogen, så er jeg alligevel begyndt at digte. På en eller anden måde har jeg altid haft en trang til at fortælle historier,« fortæller Katrine Engberg.

»Gør det – jeg klarer huslejen«

Der blev ikke set ret meget fjernsyn i hendes barndomshjem. Til gengæld blev der læst rigtig mange krimier.

»Jeg er vokset op med krimikulturen. Det var ikke noget særsyn, at vi sad med hver sin krimi ved middagsbordet og læste, mens vi spiste. Begge mine forældre er akademikere, og jeg tror, at krimier var deres ‘guilty pleasure’,« siger Katrine Engberg, som i 2010 begyndte at skrive på det, der er endt med at blive til »Krokodillevogteren«. Dengang havde hun ingen ambitioner om, at den skulle ende på boghandlernes hylder.

»Den er røget op og ned af skuffen. Men på et tidspunkt tog jeg den frem og opdagede, at det var blevet til 100 sider. Jeg havde et par måneder, hvor jeg ikke skulle noget, og da min mand sagde: ‘Gør det – jeg klarer huslejen’, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være, og så satte jeg mig ned og skrev koncentreret i halvanden måned,« fortæller Katrine Engberg.

Manuskriptet sendte hun til forlaget Lindhardt og Ringhof, som meldte tilbage, at de hadede titlen og ikke brød sig om slutningen, og at de ikke helt troede på hovedpersonen. Men de syntes også, at det havde noget. Så hvis Katrine Engberg var villig til virkelig at arbejde videre med det, så ville de gerne udgive det.

Ukarakteristisk ydmyghed

Og Lindhardt og Ringhof var ikke alene om at se muligheder i kriminalromanen. Da Katrine Engberg i december lavede et lille facebook-interview om bogen, fik det svenske agentur Salomonssen Agency øje på hende. Det prestigefyldte agentur repræsenterer omkring 40 nøje udvalgte forfattere fra de nordiske lande – heriblandt krimikoryfæer som Jo Nesbø, Jan Guillou, Liza Mark-lund og Sjöwall & Wahlöö.

»De bad om at se manuskriptet, og på baggrund af det tilbød de at repræsentere mig. Min bog er ved at blive prøveoversat, så de kan tage den med til London Book Fair. De har selvfølgelig ikke lovet mig noget som helst, men de to debutanter, som de tog ind sidste år, skal oversættes til henholdsvis 18 og 30 forskellige sprog. Så det er ret vildt. For mig har det nærmest været en overraskelse, at der overhovedet var nogen, der gad trykke min roman.

Jeg er ukarakteristisk ydmyg omkring det her. Normalt har jeg storhedsvanvid og tænker: Det bliver fantastisk – jeg får mindst en Oscar,« griner Katrine Engberg, som er i gang med at skrive en fortsættelse til »Krokodillevogteren« og som også har lavet synops til en nummer 3 i serien. Men det betyder ikke, at hun lægger scenekunsten på hylden.

»Jeg har altid været god til flere ting, og jeg har altid set det som en svaghed, at jeg ikke kunne fokusere på én ting. Hele mit liv har jeg tænkt, at jeg skal stoppe med at brede mig over for meget. Jeg har koreografkollegaer, der kun har koreograferet, og som er blevet sindssygt dygtige og har overhalet mig indenom. Men da jeg fyldte 40 år, tog jeg en beslutning.

Jeg tænkte, at hvis jeg skulle tage en eller anden form for voksenbeslutning i mit liv, så skulle det være, at nu måtte jeg holde op med at tro, at jeg nogensinde bliver sådan et menneske, der kun vil én ting. Og jeg besluttede også, at jeg nu ville se på det som en styrke, at jeg veksler mellem flere forskellige ting,« fortæller Katrine Engberg.

Musicalen »Cougar«

Det er et halvt år siden, at hun blev 40, og Katrine Engberg har dermed nærmet sig den periode i livet, som hendes instruktørdebut – musicalen »Cougar« – stiller skarpt på.

»Det er en komedie, der handler om tre kvinder over 45 år. De befinder sig alle et sted i livet, hvor der er opstået en ny frihed – blandt andet fordi børnene er blevet store, og de skal til at redefinere sig selv,« siger Katrine Engberg, som synes, at stykket omhandler en interessant periode i livet.

»Som kvinde giver man afkald på noget i den alder og skal finde en ny position. Man er ikke længere et sexsymbol og mister en masse opmærksomhed på den konto. Jeg synes, at det er et interessant spørgsmål, hvad man gør, når man krydser den mærkelige linje, som jeg også selv står ved, og hvor man på nogle måder bliver usynlig. Får man lyst til at råbe højere? Ellers tager man en sjov hat på? Hvad gør man for at blive set? For vi er jo alle brug for at blive set,« siger hun.

Fordomme om cougar

Musicalens tre cougars bliver spillet af Charlotte Fich, Mette Horn og Anette Støvelbæk, der alle involverer sig med unge mænd i stykket. Oversættelsen af det amerikanske stykke har Line Knutzon stået for.

»På holdet har vi haft nogle ret vilde diskussioner om vore egne fordomme om cougar-begrebet. Vi synes alle, at kvinder – i teorien – selvfølgelig skal have lov til at vælge en yngre kæreste. Men i praksis er vi ekstremt fordomsfulde, og vi kunne ikke selv finde på det. At være cougar er jo ikke et tabu.

Det er nærmest blevet lidt chikt, men det betyder ikke, at der ikke eksisterer en masse fordomme, og når man i stykket eksempelvis ser Anette Støvelbæk kravle rundt på en mand midt i tyverne, så virker det altså ret heftigt,« mener Katrine Engberg, der gerne indrømmer, at hun selv har nogle fordomme omkring mennesker, der vælger en partner, der er væsentligt yngre.

»Jeg mener, at der måske er en tendens til, at ens følelsesmæssige udvikling ikke helt er fulgt med, hvis man – og det gælder både mænd og kvinder – vælger en fast partner, der er meget yngre end en selv. Men jeg kan da sagtens forstå, at man kan blive tiltrukket af unges energi, vitalitet og drømme om fremtiden,« siger Katrine Engberg.

Hendes barn

Det er som sagt første gang, at Katrine Engberg sidder i instruktørstolen, og i et svagt øjeblik kan hun godt blive lidt bekymret over opgavens omfang.

»Jeg kan godt tænke: Hvem fa’en har givet mig lov til at personinstruere Charlotte Fich? Men en gang skal jo være den første,« siger Katrine Engberg, der blandt andet har luftet sin angst over for en veninde, der beroligede hende med, at hvis »Cougar« mislykkedes, så finder hun ud af, at hun ikke kan instruere – og at hun i øvrigt stadig har sin bog.

»Meget af tiden er jeg alligevel ved at dø af skræk,« siger Katrine Engberg og tilføjer:

»Men bogen er skrevet og trykt, og jeg kan ikke påvirke folks oplevelse af den. På samme tid betyder det meget for mig, om folk kan lide den, men jeg står også så meget ved den, at folks reaktion bliver lidt sekundær. Det er en sjov dobbelthed, som jeg ikke har oplevet før. Den er på mange måder mit barn. Den er uantastelig i min verden, men på samme tid vil jeg vil jo gerne have, at folk kan lide mit barn.«

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.