Da Hollywood lå under for Hitler

Lavede Hollywood antinazistiske film før Anden Verdenskrigs udbrud? Ikke mange, ifølge Thomas Dohertys opsigtsvækkende nye bog om Hollywood og nazismen. Profit betød mere end moral.

»Confessions of a Nazi Spy« fra 1939 blev kun modvilligt accepteret af den amerikanske filmcensur. Filmen skildrede en nazistisk spionring i USA, der bliver afsløret. Mange tysk-jødiske flygtninge var med både foran og bagved kameraet. Hovedrollen blev spillet af Edward G. Robinson.
»Confessions of a Nazi Spy« fra 1939 blev kun modvilligt accepteret af den amerikanske filmcensur. Filmen skildrede en nazistisk spionring i USA, der bliver afsløret. Mange tysk-jødiske flygtninge var med både foran og bagved kameraet. Hovedrollen blev spillet af Edward G. Robinson.

De fleste danskere har set Charlie Chaplin gøre grin med Adolf Hitler i filmen »Diktatoren«. I filmen leger Hitler, i Chaplins skikkelse, med jordkloden i form af en gigantisk oppustelig globus. Alt går godt, lige indtil jordkloden eksploderer og efterlader Hitler med et overrasket ansigtsudtryk. Filmen har skabt en tro hos os på, at USA var fremme i skoene med antinazistiske film, i modsætning til Danmark og resten af Europa, hvor censuren forhindrede antinazistiske bio-grafstrimler.

Sådan var det imidlertid slet ikke. »Diktatoren« blev vist i slutningen af 1940, men i perioden fra nazisternes magtovertagelse i 1933 til Anden Verdenskrigs begyndelse i 1939 skulle de amerikanske filmproducenter ikke nyde noget af at lave antinazistiske film. Denne overraskende konklusion står i professor Thomas Dohertys nye bog, »Hollywood and Hitler 1933-1939«.

De amerikanske filmproducenter havde Europa som et væsentligt marked, og de ønskede ikke at ødelægge salgsmulighederne i Europa. Den amerikanske filmindustri blomstrede, og mange tysk-jødiske filmfolk var allerede fra 1920erne aktive i Hollywood. Efter 1933 tvang Adolf Hitler og hans propagandaminister Joseph Goebbels alle de talentfulde jødiske filmfolk i eksil, hvilket betød, at Hollywood vrimlede med tyskere og ikke mindst tyske jøder.

Det fremgår af Thomas Dohertys bog, at filmbranchens producenter og distributører på trods af dette under ingen omstændigheder ville have at gøre med politiske film. Der var stort set ikke én hentydning til nazister op gennem 1930erne. Alle filmselskaber holdt sig pænt tilbage, af frygt for at man ikke kunne sælge film i Europa.

Film og masser

Naziregimet, herunder Goebbels, lagde stor vægt på filmmediet. Goebbels sagde, at film var afgørende for at påvirke masserne, og tyske myndigheder undersøgte nøje hver eneste amerikanske produktion for at fjerne alt jødisk. Det nåede tragikomiske højder, som da man forbød filmen »Prizefighter and the Lady« i 1934, fordi den kendte mesterbokser Max Baer medvirkede. Han var ganske vist ikke jøde, men han havde klistret en jødestjerne på sine bokseshorts, og det var nok.

De tysk-jødiske instruktører Ernst Lubitsch og Max Reinhardt, der havde gjort karriere i Hollywood, blev selvfølgelig også hurtigt ramt af censur og forbud. Der var ingen nedre grænse for den tyske censurs iver. Paramounts film »Give Us This Night« fra 1936 blev forbudt, fordi komponisten, Erich Wolfgang Korngold, var jøde.

Men den tyske censur var ikke altid lige rationel. Den ramte også detektivfilmen »Charlie Chan at the Olympics« fra 1937, selv om kineseren Chan, spillet af den svenske skuespiller Warner Oland, absolut ikke var jøde. »King Kong« fra 1933 blev forbudt som modbydelig for tysk racetænkning.

De fleste Hollywood-selskaber havde personale i Tyskland. Da tyske myndigheder fra 1933 tvang jøder ud af filmproduktionen, ramte det også de amerikanske firmaer i Tyskland. Men selskaber som Fox, Paramount og MGM fortsatte med at handle med Tyskland, selv om de mistede deres jødiske ansatte.

De selskaber, der kun havde en mindre omsætning med Tyskland, som United Artists og Columbia, flyttede deres hovedkontorer til London og Paris, men fortsatte med at handle med Tyskland.

I april 1933 blev lederen af Warner Brothers Berlin-kontor, en britisk jøde ved navn Phil Kaufman, slået ned af uniformerede nazister. Han blev beordret til at forsvinde fra Tyskland og rejste til Stockholm, hvor han døde få måneder efter, muligvis som konsekvens af overfaldet. Det fik lederen af Warner Brothers, Jack Warner, til at lukke for alle sine handler med Tyskland, og Jack Warner blev siden den filmmogul, der mest aktivt bekæmpede nazismen. Ifølge Groucho Marx var Warner Brothers det eneste selskab med mod.

Hitler og Vanderbilt

Mens de større filmselskaber holdt sig pænt tilbage, så var der mindre selskaber, der vovede mere. Blandt de mange utrolige beretninger fra Dohertys bog er fortællingen om Cornelius Vanderbilt Jr., der var født med en sølvske i munden.

Cornelius Vanderbilt blev selvudnævnt journalist i 1920erne og benyttede sine kontakter til at få interview med folk som Al Capone, Josef Stalin, Benito Mussolini og paven. Han forsøgte selvfølgelig også at få Adolf Hitler i tale. I 1933 rejste han til Berlin og interviewede den tidligere tyske kejser, men det var vanskeligere med Hitler, for han ville kun mod betaling – 5.000 dollar.

Men Cornelius Vanderbilt var ikke sådan at slå af pinden, så efter at Hitler havde sikret sig magten og skulle holde tale til de hysteriske nazistiske masser i Sportspaladset i Berlin, masede Vanderbilt sig ind på ham og forlangte svar på, hvordan Hitler så på den politiske situation.

»Fortæl amerikanerne, at Adolf Hitler er den nye tids mand,« svarede Hitler den påtrængende journalist.

Da Hitler derefter gik hen mod mikrofonen for at tale til masserne, skreg Vanderbilt: »Og hvad med jøderne?«

Hitler vendte sig om og sagde iskoldt:

»Mit folk venter på mig. Hører De den sang? Hører De de trommer?«

Vanderbilt filmede derefter løs i Tyskland og fik uhyggelige optagelser med sig til USA. Optagelserne blev brugt til at lave en nyhedsfilm. Han fik en instruktør fra frække nøgenfilm til at instruere filmen, og resultatet blev den 65 minutter lange »Hitlers Reign of Terror« fra 1934.

Interviewet med Hitler blev genskabt med en skuespiller. Men let gik det ikke, for nu begyndte protester at strømme ind. Den tyske ambassadør protesterede, og det amerikanske handelsministerium så sig sur på filmen. I byer som New York og Chicago greb de lokale censurmyndigheder ind og stoppede filmen. I San Francisco lykkedes det tyske repræsentanter at få biografdirektør Herman Cohen arresteret, fordi han ville vise filmen, og filmen blev negativt modtaget i amerikansk presse. New York Times’ filmanmelder skrev: »Hitlers metoder er udstillet af Vanderbilt, men hans ord ville være uendeligt mere effektive, hvis han havde givet dem lidt spidsfindighed og humor.«

En ny etik

Amerikansk filmindustri fik i 1934 nye etiske regler og en censor i skikkelse af Joseph I. Breen, der greb hyppigt ind imod filmprojekter. Endelig i 1936 blev der givet grønt lys til et dokumentaristisk drama med titlen »I Was a Captive of Nazi Germany« (Jeg var fange i nazi-Tyskland), men Breen accepterede kun modvilligt filmen, og den mødte modstand i distributionsfasen. Vi skal helt hen til 1938, efter Krystalnatten i Tyskland, hvor et stort antal jødiske butikker, kirkegårde og synagoger blev raseret, før der skete noget. Nu kom der flere nyhedsfilm, der skildrede de egentlige forhold i Tyskland.

Efter Krystalnatten lykkedes det også for Jack Warner at samle Hollywood bag en indsats mod nazismen. Den ramte blandt andre Hitlers stjerneinstruktør Leni Riefenstahl, da hun i 1938 besøgte Hollywood, hvorefter hun bandede over den jødiske dominans i filmbyen.

Mest markant ytrede den nye linje sig i produktionen »Confessions of a Nazi Spy«. Det varede et stykke tid, inden den kom gennem censors kontor, men i foråret 1939 fik den premiere. Det var få måneder før krigsudbruddet, men på det tidspunkt, skriver Doherty, havde de fleste Hollywood-producenter gættet, at salget i Tyskland af amerikanske film nok ville være ringe.

»Confessions of a Nazi Spy«, der blev en gigantisk succes både i USA og i Europa, skildrede en nazistisk spionring i USA, der bliver afsløret. Mange af de tysk-jødiske flygtninge var med både foran og bag ved kameraet. Den ledende rolle havde Edward G. Robinson, der spillede med i et utal gangsterfilm. Filmen var baseret på virkelige hændelser.

Jøder væk fra scenen

Et af de mest urovækkende kapitler i Dohertys bog viser, at den tyske propaganda og censur også havde virkning på det amerikanske hjemmemarked. Den jødiske kulturelle påvirkning af amerikansk film havde vist sig i filmproduktioner som »The Jazz Singer«, der i 1927 slog benene væk under stumfilmene.

»The Jazz Singer« fortæller historien om en synagogesanger, spillet af tidens største stjerne Al Jolson, der vil være jazzsanger mod sin families vilje. Filmen var en international succes, men fra 1930erne forsvandt det jødiske tema ud af amerikanske film. Man fjernede repræsentanter for minoriteter, der for tydeligt kunne identificeres. Det gjaldt jøder, men det ramte også andre grupper, f.eks. sorte. Jødiske serier stoppede, og kendte filmfolk som Edward G. Robinson (født Emmanuel Goldenberg) og mange andre sørgede for at være forsigtige med deres etniske baggrund. Det er et af de steder i bogen, hvor Thomas Doherty drager lidt for hastige konklusioner, for forsigtigheden med at skilte med sit etniske særpræg kunne skyldes helt generelle kulturelle faktorer. Men et pres var der.

Da en pro-jødisk film om bankfamilien Rothschild, »The House of Rothschild«, skulle laves i 1934, kom der så mange protester, at filmselskabet omskrev flere scener for at dæmpe den pro-jødiske tendens og ikke provokere.

»Hollywood and Hitler« viser, at historien om det amerikanske demokrati og konfrontationen med nazismen ikke er så simpel igen. Bogen er sprængfyldt med spændende Hollywood-historier, som en anmeldelse kun kan strejfe. Den er historieforskning, når den er bedst.

Forfatter: Thomas Doherty.
Titel: »Hollywood and Hitler 1933-1939«.
Pris: Cirka 175 kr. på Amazon.
Sider: 429.
Forlag: Columbia University Press.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.