Det gamle København

Da Gimle lå på Frederiksberg

Huset med den brogede historie eksisterer endnu. I 1956 blev Gimle imidlertid overtaget af Landbohøjskolen, og selskabslokalerne, der i sin tid var beklædt med rødt plys, røde tapeter og forgyldning, blev indrettet til studenterkantine.

Forsamlingshuset Gimle på Grundtvigsvej 14. Foto fra ca. 1910. Frederiksberg gennem tiderne, 1997
Forsamlingshuset Gimle på Grundtvigsvej 14. Foto fra ca. 1910. Frederiksberg gennem tiderne, 1997

Ingen af de gamle nordiske guder har så vidt vides haft bolig på Frederiksberg. Og det kan heller ikke dokumenteres, at de beretninger, der knytter sig til den nordiske mytologi, har nogen forbindelse med kommunen.

Ikke desto mindre lå der engang på Grundtvigsvej et folkeligt mødested kaldet Gimle, og det er som bekendt et navn, man støder på i Vølvens Spådom – for efter ragnarok er det i Gimle »de bedste mænd skal bygge, og alle dage dejligt leve«.

Nu har ragnarok kun sporadisk udspillet sig på Frederiksberg, og Gimle på Grundtvigsvej 14 var ikke udelukkende forbeholdt »de bedste mænd«, som skrevet står. Her kom både høj og lav, og der var husrum til dem alle.

Det var nemlig et folkeligt forsamlingshus, hvor bajerne var billige, og hvor der i den store sal var plads til 400 mennesker, når de klemte sig lidt sammen. Lige velegnet til alt fra afdansningsballer over scenekunst med amatørskuespillere til foreningsfester og politiske møder. Gimle kunne bruges og blev brugt til det hele.

Faciliteterne var fortræffelige. Her var skydebane, således at de lokale våbenbrødre kunne vise deres færdigheder. Men i sagens natur var den borgerlig og ikke helt så fornem som Den Kongelige Skydebane på Vesterbro, og måske antyder det noget om skytternes færdigheder efter en solid middag, at der ved skydebanen var anbragt et skilt med påskriften: »Man bedes undgå at skyde markøren«.

Rimeligt nok, men de våbenføre mænd måtte vente til sommerens komme, før den årlige fugleskydning kunne finde sted i haven. Rigelig med ammunition og andre fornødenheder blev der skaffet til lejligheden, og en udmattende dag blev det, før en ny fuglekonge kunne krones, og selskabet lod sig opløse i interessegrupper: Nogle for at spille kort, andre for at erobre keglebanen. Thi en sådan var der naturligvis også i Gimle.

Men lad os begynde med begyndelsen. Nord for Gammel Kongevej lå der i første halvdel af 1800-tallet en landejendom kaldet Christianshvile. Den købte bogtrykker Chr. P. Bianco Luno i 1847,hvorefter han udstykkede jorden til byggegrunde.

Fem år senere døde han, men et par vejnavne overlevede ham. Bianco Lunos Allé eksisterer stadig, men Bianco Lunos Sideallé blev i 1872 omdøbt til Grundtvigsvej. Måske fordi den gamle skjald i 1860erne havde en vis tilknytning til Christianshvile. Men her var det altså, at en vis Martin Hansen-Gissemann i 1865 købte en grund og opførte en udlejningsejendom.

Gimle opstod imidlertid først en halv snes år senere, da han på grunden ligeledes opførte et hus med stue og 1. sal, og hvor der som nævnt var alle de fornødenheder, et kræsent publikum forventede at finde i et forsamlingshus på den tid.

Bevilling til at drive værtshus havde han ikke, men hvis han kaldte sig gæstgiver, var der ingen ko på isen. Det lød i øvrigt også mere tilforladeligt, og med udskænkningen var der ingen problemer.

I 1874 tog Gissemann imod sine første gæster, og bare to år senere blev Gimle ramme om intet mindre end et stykke danmarkshistorie, da 75 repræsentanter var samlet til Det Socialdemokratiske Arbejderpartis første kongres.

På kongens fødselsdag året forinden var de tre arbejderførere Pio, Brix og Geleff blevet løsladt, efter at have tilbragt tre år bag tremmer i Vridsløselille for samfundsomstyrtende aktivitet, og nu skulle partiets første program vedtages. Det skete som planlagt og fik navn efter lokaliteten.

Med få ændringer holdt Socialdemokratiet fast ved Gimle-programmet i en menneskealder, men på kongressen skulle der også træffes beslutning om, hvorvidt al magt i realiteten fortsat skulle ligge hos formanden, som Louis Pio krævede, eller om man skulle have en mere demokratisk ledelsesstruktur.

Bølgerne gik højt, og man endte med, at stormesteren blev udnævnt til noget så prosaisk som forretningsfører. Det huede ham ikke, og han lod forstå, at »han ikke gav en styver for det såkaldte demokratiske grundlag, der var skabt, når føreren var bundet på hænder og fødder«. Året efter emigrerede Pio og Geleff til Amerika. Politiinspektør Hertz betalte billetterne.

Siden har støvet lagt sig over Gimle-programmets formuleringer om at »befri arbejderstanden for den byrde, der bestandig ligger på den«.

Og da den lokale vælgerforening en menneskealder senere fyldte det selv samme lokale, hvori repræsentanter for sultens slavehær skrev politisk historie i 1876, kunne medlemmerne se frem til en munter aften med andespil.

Huset med den brogede historie eksisterer endnu. I 1956 blev Gimle imidlertid overtaget af Landbohøjskolen, og selskabslokalerne, der i sin tid var beklædt med rødt plys, røde tapeter og forgyldning, blev indrettet til studenterkantine.

Men da var Borgerforeningen allerede året i forvejen flyttet til Josty, hvor keglebanen var bedre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.