24. december 2006, 03:30

Her døde Stella. Stakkels, rige Stella.

Hun var rask, da hun sidste år i oktober skrev sig ind på Marbella Molding Clinic, et pudderfarvet, kosmetisk kirurgisk palads for verdens rigeste, beliggende lige syd for den gyldne mil på boulevarden N-340 på den spanske solkyst.

Alt gik galt for hustruen til Nigerias præsident Olusegun Obasanjo. Med tudende horn og blinkende lygter kørte en ambulance Stella Obasanjo fra Molding Clinic til Marbellas offentlige hospital. Ved ankomsten var Nigerias førstedame hjernedød, konstaterede lægerne. Stella blev 59 år; i Nigeria erklærede de landesorg.

Vi er på vej til Milla de Oro, Marbellas berømte gyldne mil.

De kosmetiske klinikker ligger skulder ved skulder med Bulgari, Fendi og alle de andre mærkevarebutikker. De første klinikker kom helt tilbage i 1970erne. Samtidig med at jetsettet fik øje på badebyen, udviklede Marbella sig til plastikkirurgiens T-kryds mellem Europa, Mellemøsten og Afrika. Her har afrikanske despoter, saudiske prinser og europæerne lige siden mødt hinanden i en civilisationernes luksus-komsammen for at shoppe skønhed, tilsyneladende ubekymrede over, at en sjusket eller bare uheldig læge kunne komme til at forvandle dem til en billig, halvkold paella i en grav, nogen er i færd med at kaste til.

Marbella har Europa-rekorden: Intet sted finder man flere plastikkirurger per capita.

Vi søger kun én. En dansker.

Vi er her for at finde Jørn Ege.

II Jørn Ege - alias Dr. Siana, alias penis-lægen - har et synderegister, der taler for sig selv.

Ege er sigtet for groft skatte- og skyldnersvig for godt 10 mio. kroner i en konkurs med en plastikkirurgisk klinik i København. Klinikken, som han drev sammen med sin eks-kæreste, skylder kreditorerne 32 mio. kroner.

I Tyskland er han dømt til at betale knap 500.000 kroner i erstatning til to patienter efter legemsbeskadigende penis-operationer.

I Danmark har flere af hans tidligere patienter fået medhold i Patientklagenævnet. Bl.a. fik en kvinde sine baller udhulet så meget, at hun i dag må sidde på en pude, ellers sidder hun på sine knogler. Nævnet har pålagt Jørn Ege at vise større omhu fremover.

Retslægerådet stemplede for nylig Jørn Eges fedtsugninger som »alvorlig og gentagen kritisabel faglig virksomhed«. Ege har ifølge rådet opereret så meget fedt væk fra patienter, at det bragte dem i livsfare. Desuden glemte han at give patienter vand under operationen, så de risikerede at kollapse. Derfor må han ikke længere lave fedtsugninger på dansk grund.

I flere år levede han i udlandet på flugt fra politi, patientklager og kreditorer.

Han fortsatte sine operationer i Frankfurt, Athen og Hong Kong. I Shanghai delte hans bodyguards lussinger ud til tre danske forretningsmænd, der ville forevige penis-lægen med et mobiltelefonkamera under en våd bytur

Sidste jul vendte Jørn Ege pludselig hjem.

»Penis-lægen overgiver sig«, skrev Ekstra Bladet triumferende.

27 dage tilbragte Jørn Ege i varetægtsfængsel, sigtet for skatte- og skyldnersvig.

Næppe var han løsladt, før han flyttede i skjul igen i udlandet. Hans beskikkede forsvarer, advokat Sysette Vinding Kruse, forklarede, at han ville bygge en ny tilværelse op. Hun lagde ikke skjul på, at Jørn Ege agtede at fortsætte sine kosmetiske operationer.

III Jørn Ege har gjort alt for at skjule sig, siden hans varetægsfængsling sidste jul.

Hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har lægen opført en adresse på Costa del Sol. Vi finder hans C.V. ajourført for nylig på en plastikkirurgisk klinik i Tyskland. Her oplyser Jørn Ege, at han siden oktober i år har virket som cheflæge for den spanske New England Clinic of Plastic Surgery. På klinikkens hjemmeside finder vi et spansk telefonnummer og en adresse nær Marbella.

Til vores overraskelse besvarer Jørn Eges samlever telefonen.

Da hun hører, at det er en journalist fra Berlingske Tidende, rækker hun Jørn Ege telefonen.

»Jeg giver ingen kommentarer til danske aviser,« siger han.

»Er det dig, der står bag New England Clinic of...«

»Jeg giver ingen kommentarer til danske aviser.«

Klik. Jørn Ege lægger på.

Vi flyver til Costa del Sol for at opsøge ham dér.

På vejen videre til de kirurgiske klinikker på den gyldne mil hører vi i udlejningsbilens radio reklamespots. Kirurgerne i Marbella falbyder kunstige bryster, ansigtsløft og fedtsugninger.

»Aldrig har prisen for en kosmetisk operation været mere rimelig,« lyder det blandt andet i radioen.

Det her lyder som et miljø for Jørn Ege. Men vores tiltro til, at vi finder ham i Marbella, daler drastisk efter få dage i byen.

Vi efterlader vores navne og numre overalt på den gyldne mil. Forgæves.

Adressen, som Jørn Ege har opgivet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er fup. Der findes ingen klinik dér, hvor New England Clinic of Plastic Surgery skulle ligge.

De lokale telefonbøger omtaler hverken ham eller hans samlever.

Vi er på bar bund.

IV Næste morgen får Berlingske Tidende et opkald fra en mand, der insisterer på at være anonym af frygt for Jørn Ege.

Lad os kalde ham Spanieren.

Spanieren kender Jørn Ege. Han har hørt, vi leder efter den danske læge.

Han har oplysninger til os. Vi skal møde ham på et hemmeligt sted.

Vi kører derhen.

Spanieren har været involveret i en forretning med Jørn Ege.

»Han har behandlet mig som en hund,« siger han.

Han giver Berlingske Tidende adressen på en plastikkirurgisk klinik. Så skilles vi.

V Klinikken ligger på en af Marbellas bedste adresser, den ser diskret, elegant og dyr ud. Babe Clinic. Body Augmentation. Breast Enhancement.

Vi præsenterer os og beder om at tale med Dr. Ege.

En dame med et ansigt, stramt og hvidt som en nyredt hospitalsseng, ser på fotografens kamera med væmmelse. Hun går ind på et kontor.

Ud kommer kirurgen med de runde, gyldne briller og den glatte, dinglende sideskilning.

Vi præsenterer os, trykker Jørn Ege i hånden og siger.

»Vi talte sammen i telefonen mandag. Vi blev vist afbrudt.«

Et par sekunder står han som forstenet. Fotografen tager et billede, blitzen rykker lægen ud af trancen.

Så sker der mange ting, og de sker hurtigt efter hinanden.

Jørn Ege vender sig resolut og holder en bog op for siden af ansigtet, damen med det stramme ansigt himler op: »No photography, no photography!«, og fra en sofa, skjult bag en skranke, rejser sig en skaldet kæmpe.

Jørn Eges bodyguard.

Han sad stille bag en computer, derfor så vi ham ikke.

Han stormer efter os ud på gaden, griber fat i fotografens kamera, fotografen knuger det ind til sig, og dér står de så, låst i et fnysende favntag.

»GIVE ME THAT FUCKING CAMERA, OR I WILL FUCKING KILL YOU!«

Englænderen er to meter høj og vejer uden tvivl over 120 kilo. Med sit skaldede hoved og de små, strittende ører adskiller kun én ting ham fra Disneys kæmpe Shrek, når han er i sit ondeste lune. Bodyguarden er ikke grøn.

Han sværger, at han smadrer os begge to, at han vil finde os, hvorhen vi end flygter, at han vil udslette os og vores familier, og at hans advokater vil få ham ud af fængslet på to dage.

Fotografen griner nervøst.

Det er nu, han enten slipper kameraet eller får tænderne slået ind.

Fotografen løsner sit greb, kameraet er bodyguardens, han går ind for at fåén til at slette fotografierne og omformattere de to hukommelseskort.

Så vender bodyguarden tilbage, nu mere rolig.

Han begynder at tale, han er professionel, og han ved, hvad han gør, siger han. Han er »ex-military« og understreger, at han har en fortid hos »special forces«.

Han peger på et grimt ar, der løber fra den ene tinding i to buer hen over øjenbrynene hele vejen over til den anden tinding som M'et i McDonald's.

Vi ser spørgende på ham.

»A blast,« siger han og nikker hemmelighedsfuldt.

Han byder en cigaret, vi takker nej.

Han giver os kameraet tilbage, beder os lægge et navn og et telefonnummer. Så vil han sætte et møde op.

Det vil være en stor overraskelse, hvis han kan sætte sådan et møde op. Dr. Ege slår os ikke som en mand, der vil findes, siger vi.

Bodyguarden ser fornærmet på os.

»I har mit ord, jeg holder altid ord.«

Vi går tilbage mod vores udlejningsbil, det var det.

Fotografen smiler skævt og mumler et eller andet om noget software, der måske kan trylle de slettede billeder fra de overskrevne hukommelseskort tilbage.

VI Vi er på vej tilbage til vores hotel. For anden gang får vi et opkald, vi ikke venter. Det er »Shrek«.

Vi kontaktede først Jørn Ege på telefonen, han smed røret på.

Vi kontaktede ham så på Babe Clinic, han smed os ud.

Efter vi har gjort det klart, at vi skriver historien om hans nye liv, uanset om han medvirker eller ej, er han nu klar til at fortælle sin historie. Hele sin historie.

Han vil være på restaurant Visconti klokken 18.

»Tag det roligt og opfør jer ordentligt,« siger bodyguarden over telefonen.

Vi er der lidt før klokken 18, bodyguarden tager imod os, kort efter kommer Jørn Ege. Han er en flot mand - 51 år, solbrun og lapset klædt i hvid skjorte og sort jakke med broderier på reverset.

Han ligner ikke en mand, der er vokset op i Ishøj i Danmark. Men det er han. Da han var to år, flyttede familien dertil, her gik han i skole, og her fik han sin studentereksamen i 1976. Hans mor var hjemmegående, faren teknikumingeniør. Jørn var den første af fire søskende.

»Jeg fik et kald, da jeg var dreng. Siden jeg var otte år gammel, ville jeg være læge efter tilfældigt at være trådt ind i en verden af guder i hvidt,« begynder Jørn Ege.

Det lyder nærmest religiøst.

»På en måde, ja. Jeg følte det som et kald, da jeg for første gang trådte ind i den lægelige verden ved en tilfældighed en sommerdag på terrassen øverst på Glostrup Sygehus. Hvis du dengang havde sagt til mig, at jeg skulle bruge mit liv på kosmetisk kirurgi, så havde jeg sagt »aldrig i livet«. Lige siden jeg blev færdig som læge har jeg efterlevet den Hippokratiske ed (lægeløftet, red.). Jeg går aldrig forbi en tilskadekommen uden at tilbyde min hjælp.«

Det var derfor, du læste medicin - for at hjælpe mennesker?

»Det lyder så forslidt, men ja, dybest set var det mit kald. Specielt kirurgien ville jeg gerne, men så skulle det være for at hjælpe kræftsyge eller måske at blive en berømt hjertekirurg.«

Alligevel blev du plastikkirurg?

»I forbindelse med min turnus var jeg på Thisted Sygehus. En dag kom to piger ind. De var blevet skambidt af en hund. Normalt skulle de have været ned til specialisterne i Århus, men jeg syede dem. Overlægen var imponeret over resultatet, og en sygeplejerske på hospitalet hjalp mig via hendes søster til et ophold i New York hos nogle af de førende rekonstruktionskirurger i verden.

Det var den bedste tid i min liv. Jeg kom til et sted med ufattelig højt til loftet, lægerne modtog mig med åbne arme, de delte deres forskning og viden, hvor jeg i Danmark havde oplevet, at alle vågede over deres resultater.

Jeg så et fantastisk indgreb, jeg aldrig ville have kunnet forestille mig. Et team udførte at flytte hud og underliggende fedtvæv fra ballerne op til brystet hos brystkræftramte kvinder. Det var i 1984. Mig bekendt er den operation stadig ikke udført i Danmark.«

Hvorfor blev du så ikke rekonstruktionskirurg?

»Da jeg kom hjem, sparkede jeg døren ind til overlægen på Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling. Jeg fortalte ham, hvad jeg havde set, og hvad vi burde lave herhjemme. Han var utrolig arrogant og slet ikke interesseret i mit ophold. Jeg indså, at jeg aldrig ville få en stilling på afdelingen. Men han skulle ikke komme til at bestemme, om jeg blev plastikkirurg. Jeg gik mine egne veje og tog mine speciallægeuddannelser i Sverige. Derefter begyndte jeg at arbejde for mig selv.«

Du var opsat på at bevise dig selv. Er det derfor, at du er blevet, hvad man, pænt sagt, kunne kalde en eksperimenterende kirurg, der går længere end en del af dine kolleger?

»Du kan kalde mig, hvad du vil. Når bare du ikke skriver, at jeg har lavet fejloperationer. Det har jeg aldrig. Derudover skal nogen jo gå forrest. Det er bare ikke særlig velset i Danmark.«

Du var den første mediciner i din familie. Er du en social opkomling?

»Jeg er stadig den eneste akademiker, og jeg hævede mig op fra et middelklassemiljø i Ishøj. Min far havde en mellemteknisk uddannelse. Han ville have, jeg skulle gå i hans fodspor og overtage det lille firma, hvilket jeg langtfra havde lyst til. Deres verden var og er mig alt for grå og trang. Min barndom var forholdsvis voldsom, min far kom desværre til at give sorteper videre. Han var med til at forme en person på godt og på ondt. Jeg er ham ikke ligefrem taknemmelig, selv om han også gav mig en del håndværksmæssige færdigheder. Min far lærte mig ikke bogens kunst, men håndens.«

Og hvilken person er du nu?

»Jeg blev til et menneske, der havde utrolig let ved mange ting, og det gjorde, at jeg på et tidspunkt følte mig usårlig. Som kunne jeg gå på vandet. En storhedsfølelse, jeg for det meste har lagt fra mig.«

VII Året efter at Jørn Ege vendte hjem fra USA, mødte han sin første kone, sygehjælperen Marianne Bak. De flyttede sammen i en patriciervilla i Nyborg, hvor Jørn Ege i 1990 åbnede en klinik for kosmetisk kirurgi. Der gik kun et år, før Jørn Ege var konkurs. Han havde købt et avanceret laserapparat, som han ikke kunne eller ville betale for. Han kørte klinikken over i sin kones navn og erklærede sig insolvent.

I 1997 - samme år han blev skilt fra Marianne Bak - satte Jørn Ege en påstået verdensrekord. Den danske læge havde angiveligt kirurgisk forlænget en 42-årig danskers penis fra 4,5 centimeter til hele 19 centimeter. En forbedring af Eges personlige rekord med 11,5 procent.

Det gik fantastisk for Jørn Ege. Han foretog et par hundrede penisforlængelser om året på sin nye klinik i København, Scandinavian Clinic. Operationerne kostede ca. 30.000 kroner stykket dengang. Han menes at have foretaget flere end 4.000.

Hemmeligheden var ikke Eges kirurgiske indgreb alene. Den patenterede JES-Extender, der bærer opfinderen, Jørn Ege Sianas, initialer, var med til at gøre arbejdet. Den storsælgende penis-forlænger af stål og plastic kan stadig købes for 2.600 kroner på internettet. Ifølge kritikerne er den i bedste fald harmløs. Den sikreste effekt af JES-Extenderen kan ses på Jørn Eges bankkonto, siger de.

Du har i mange år tjent styrtende, alligevel har du også altid manglet penge. Kan du ikke betale, eller vil du ikke betale?

»Til mit bryllup holdt en af mine gode venner en tale, hvor han sagde, at jeg var en boheme. En af dem, der henregner husleje og skat til uforudsete udgifter. Det skulle jeg nok have tænkt lidt over.«

Det er jo meget morsomt, men sådan vil dine kreditorer nok ikke se på det. Burde du ikke tage ansvar for din økonomi?

»Uden tvivl, men penge betyder stadig ikke rigtig noget for mig, på en måde er de ligegyldige, de siger mig i bund og grund ingenting.«

Er det ikke en flot bemærkning fra en mand, som ejede 12 biler, før han forlod Danmark, og som kom kørende til et interview i en Maserati?

»Selvfølgelig kan jeg lide biler. Men jeg ligger ikke vågen, hvis ikke der står en Bentley i garagen.«

Hvorfor er du så i dag sigtet for groft skatte- og skyldnersvig?

»Jeg blev desværre ført bag lyset af min samlever, Bettina Nørgaard. Det var hende, der stod for økonomien og alle bilagene. Vi kan se, at der mangler et millionbeløb i kassen. Et beløb, som hun har ført ud af Scandinavian Clinic bag min ryg. Det vil også komme frem i retten.«

VIII Ejer du Babe Clinic her i Marbella?

»Det er ikke let at eje noget i Europa i dag, når man har været igennem konkurser. Så nej, klinikken er ikke min. Jeg arbejder der bare. Jeg har heldigvis en kreds af investorer, som stadig tror på mig. Derfor er jeg ved at starte op igen. Vi er slet ikke færdige med indretningen af klinikken, og først i februar sætter vi fuld kraft på markedsføringen.«

Hvad er det for operationer, du udfører?

»Alle typer. Jeg udfører flest brystoperationer og fedtsugninger. Jeg er ret god til at lave »babser«, især til at korrigere dem andre har fejlet med. Og når jeg ser, hvor fede unge mennesker er i dag, kan jeg være med til at gøre en forskel ved at ændre deres krop, så de får den rigtige motivation til at gennemføre en slankekur bagefter. Ifølge WHO er fedme et af verdens største problemer.«

Du må ikke længere foretage fedtsugninger i Danmark. Retslægerådet udtalte tidligere på måneden, at dine fedtsugninger er »alvorlig og gentagen kritisabel faglig virksomhed«. Er det ikke kynisk at tage til Spanien og fortsætte disse alvorlige og kritisable indgreb?

»Hvad ved Retslægerådet om store fedtsugninger? Ikke meget. Jeg anerkender ikke deres afgørelse på nuværende tidspunkt. Det er kun i Danmark, at Sundhedsstyrelsen pludselig ikke vil give mennesker muligheden for store fedtsugninger. Grænsen på fire liter er sat for at standse mig. Heldigvis er Danmark kun et lille land med under én promille af verdens befolkning.«

Men du har jo skadet flere af dine patienter.

»Nu skal du høre. Jeg har aldrig foretaget en fejloperation. Selvfølgelig kan der opstå komplikationer, og ja, jeg har haft komplikationer. Men det er ikke det samme som fejloperationer efter lægelovens paragraf 18. I modsætning til andre kolleger og en anden af mine kolleger har jeg aldrig slået et menneske ihjel.«

Patientklagenævnet har givet flere af dine patienter medhold i deres klager over dig.

»Jeg har opholdt mig i udlandet gennem mange år og har ikke set de fleste af disse afgørelser. Men de speciallægesagkyndige er ikke ligefrem mine venner. De forsøger at finde den mindste manglende beskrivelse i mine journaler og trække dem frem som fakta, jeg kan dadles for. Det virker helt grotesk. Tillige har et par af disse patienter i realiteten fået en appelsin i turbanen. Fra et liv i ubemærkethed er de nu blevet landets velkendte lidelsesmaskotter. Den ene med hang til at vise sin numse frem hele tiden, hvilket får mig til at tænke på tidligere tiders psykiatriske patienter.«

Du kan da ikke i fuld alvor mene, at kvinder, der på din klinik fik foretaget så store fedtsugninger, at store områder af væv i maven døde, bare klager for at forfølge dig.

»Det gør jeg heller ikke. De to kvinder, som fik foretaget en fedtsugning, der medførte huddød på maven, og hvor det var nødvendigt at foretage en hudtransplantation på maven i efterforløbet, har selvfølgelig al rimelig grund til at klage over det kirurgiske indgreb. Alle ville gøre det. Det er beklageligt, det der skete, selv om det blev udført af min assistent. Ingen tvivl om det. Omstændighederne vil ligeledes komme frem under fremtidige retsforløb.«

Er den eneste, der ikke bærer skylden for Jørns Eges synderegister, virkelig Jørn Ege? Dine patienter er psykisk forstyrrede, Retslægerådet regner du ikke, Sundhedsstyrelsen er ude efter dig, din tidligere samlever snød dig, og det var assistentens skyld med de farlige fedtsugninger. Det er jo absurd.

»Ved pressens hjælp er det blevet et absurd teater. Hvor skyldig jeg er i henholdsvis skattesagen og fedtsugningsproblematikken, det må tiden vise. Det er blevet et primært politisk forehavende, og som enkeltperson er det resultatet af at slås mod et helt system.«

Nævn en ting, som du selv bærer ansvaret for...

»Jeg skulle aldrig have markedsført mig selv i TV-reklamer på Kanal København. Jeg brugte pressen til at bygge mig op, nu bruger pressen mig til at pille mig ned.«

Så nu er det også pressens skyld?

»Det er også pressens skyld. I min naivitet troede jeg, at jeg kunne slippe af sted med at føre mig frem. Det var naivt. Pressens udlægninger, hvor jeg nok provokerede en anelse for meget indimellem, blev taget alvorligt af blandt andet politiet. Tit blev jeg forfulgt i mine biler og skulle betale bøder kontant for blandt andet at tale i håndholdt mobil. Det må også have været svært at sidde i Ford Mondeo'en på vej til arbejde med klaphat og vandskyende Ecco-sko på og se livet rende en forbi i den regnvåde morgen, hvor det eneste lys er det røde genskær fra de forankørende biler. At køre forbi Cafe Victor på vej hjem fra arbejde, hvor glade mennesker med et vist økonomisk overskud var ved at sætte sig til bords blandt ligesindede.

At jeg blev født I Danmark, har jeg altid været ked af. Jeg ville så gerne have været kommet til denne verden i Frankrig og have studeret medicin ved Sorbonne.«

IX Jørn Ege har besluttet at straffe det Danmark, som straffer ham så hårdt. Og det på en måde, der er usædvanlig for en mand, der erklærede sig økonomisk insolvent for ca. 15 år siden og på papiret ikke har ejet noget siden.

»Jeg havde egentlig tænkt mig at anbringe alt, hvad jeg måtte efterlade mig, i en fond. Den fond skulle give unge danske læger muligheder for at uddanne sig inden for plastikkirurgien. Jeg vil gerne give unge mennesker den chance, jeg selv fik i 1984.

Nu bliver fonden så nok i stedet hjemmehørende i Spanien. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at skabe et forskningscenter omkring hele rekonstruktionskirurgien. Vi kunne gøre meget mere for kvinder, der har fået fjernet deres bryst. Undersøgelser viser, at det er lige så invaliderende som en kastration.«

Men er du ikke bange for at skulle i fængsel i Danmark? Måske bliver det ikke let at hedde Jørn Ege dér, hvis du tiltales og dømmes...

»Hvis jeg dømmes, har jeg fået oplyst, at jeg kan forvente at komme til at sidde i et åbent fængsel i et, to eller tre år. Det bliver sammen med folk, der har begået økonomisk kriminalitet og sådan noget. Jeg vil kunne få computeradgang og stadig kunne passe mine forretninger fra et åbent fængsel. Det må jeg jo tage til den tid, hvis det kommer.«

Hvordan var det at være varetægtsfængslet?

»Det værste var fangevogterne. De klædte mig nøgen og gennembankede mig, de brækkede min venstre skulder.«

Passer det?

»Ja.«

(I en e-mail til Berlingske Tidende oplyser Jørn Eges beskikkede forsvarer, at hendes klient har klaget til fængslet over hårdhændet behandling. Fængslet afviste beskyldningerne. Sagen er anmeldt til kriminalpolitiet.)

X Hvordan er det egentlig at være Jørn Ege i Marbella?

»Det svinger. Sommetider er jeg trist og meget ked af det hele. Det er ikke let at starte forfra, når man er 51 år. Der er en masse bureaukrati. Marbella er et cirkus uden livskvalitet. Især om sommeren. Så søger jeg op i bjergene.

Andre dage har jeg det fint. Jeg bruger en del tid på at male, og jeg er ret god til at lave mad. Jeg nyder de fine råvarer i området. Jeg har min kæreste, som jeg elsker og snart skal giftes med. Jeg har en dejlig lejlighed, hvor jeg kan se solen stå op over Middelhavet. Det er ikke den værste udsigt, hvis det skulle blive min sidste.«