Cornelis’ danske fodspor

I dag er den flyvende hollænder og svenske troubadour, Cornelis Vreeswijk, en lige så vigtig del af den svenske kulturarv som Bellman og Taube. Men mens han levede, blev han drevet på flugt fra Sverige. Han fandt et fristed i København. Selv om intet var

Hvad det er med Cornelis? Det er sangen om de to søstre »Sonja och Siw«, hvor Cornelis starter på samme vers to gange, men på et splitsekund redder fejlen og improviserer sig frem til et nyt vers, mens båndet ruller. Det er måden, han bruger børns latter som intro til »Turistens Klagan«, så man selv ved den 117. gennemlytning får et øre-til-øre-smil på og en varm følelse i hele kroppen i sand erkendelse af, at – kliché eller ej – vores børn er det dyrebareste, vi har. Det er rimene i »Huvudlösen För Aftonen« om mågen, der sidder på taget og »låter som John Coltrane i en helvetes-maskin och man vet ej om den skrattar eller klagar«. Og fra samme album, »Poem, Ballader och Lite Blues«, sangen »Fåglar«, hvis poesi sagtens kan stå alene, som så mange andre af Cornelis’ viser, men hvis tristesse får perfekt akkompagnement af de knusende dygtige musikere, Cornelis altid omgav sig med. Det er omslaget til »Cornelis Sjunger Taube«, hvor den kuglerunde fedling af en glad hollænder sidder splitterravende i en robåd på en svensk sø og lader den akustiske guitar dække for de ædlere dele. Og så selvfølgelig hele »sambapladen«, som blev hans danske gennembrud – hvordan »Veronica« stadig går lige i hjertekulen, hvordan man i selvsamme sang er nødt til at samle sig under strofen »Spring bort till telefonen og ring till din vän«, den ufattelige skønhed i »Felicia Adjö«, ikke mindst når strygerne kommer på i andet vers, og den sarte balance mellem den opløftende melodi i »Deirdres Samba« og den gribende tekst om den fattige brasilianske skønhed Deirdre, der hver dag ved aftentide tager stien ned ad bjerget og går mod Copacabana for at »dansa samba« – men insisterer på at lade akten foregå på stranden i stedet for på det triste hotel. Og så er det striben af mere eller mindre vellykkede sange – provokerende, satiriske, demonstrativt intellektuelle, samfundskritiske – hvor alene titlerne er god underholdning: »Juletomten er död«, »Mor Har Köpt En Massageapparat«, »Shåwinistblues«, »Transkription För Sören Kierkegaard« og »Linnéa Via Leonard Cohen«.

Selv er jeg for ung til at have være fan af Cornelis, mens han levede. Alligevel blev jeg med ét banket tilbage til min allertidligste barndom, da jeg en dag i starten af 1990erne sad i et IC3 på vej til Jylland og satte »Deirdres Samba« på min Discman. Sangen gik lige ind, jeg kunne pludselig huske sangene fra transistoren i mine forældres køkken og huske billeder fra tv af en nøgen guitarspillende bamse i en robåd på en sø. Siden har Cornelis været en fast rejsesvend som en, jeg altid vender tilbage til. Køber endnu en plade med i ny og næ og hele tiden finder nye sider af.

Med Cornelis Vreeswijk-selskaber i både Sverige og Holland samt en fossende strøm af cd-udgivelser, genudgivelser såvel som opsamlinger, ambitiøse boxsæt, samlede skrifter, murstenstykke biografier, mindekoncerter og hyldestplader i de 20 år, der er gået siden hans død, tyder noget på, at jeg ikke er alene om det. Cornelis er død. Cornelis lever.

I 2000 købte jeg den svenske musikjournalist Oscar Hedlunds mastodontbiografi »Cornelis – Scener Ur En Äventyrares Liv«. Hedlund kendte Cornelis, men formåede alligevel at tegne et ærligt og usentimentalt portræt, der nok er fuld af kærlighed og beundring, men til tider også er så kras læsning, at man får det helt dårligt. Jeg vidste godt, Cornelis drak som et hul i jorden, og at han var en klovn med penge, men fy fan for et liv, der bliver rullet ud på bogens 499 sider! Hvilket bare gjorde det endnu mere fascinerende, at han alligevel formåede at skabe sin kunst.

Jeg savnede dog en mere udførlig beskrivelse af Cornelis Vreeswijks færden i Danmark. Det fremgår, at han opholdt sig meget her, men de fleste oplysninger er kogt ned til bisætninger. Sidste år kom endnu en biografi, Klas Gustafsons »Ett Bluesliv«. Den gør lidt mere ud af Cornelis i Danmark, men lader stadig meget tilbage at ønske for en dansker.

Så jeg satte mig kort og godt for at følge i Cornelis’ danske fodspor.



En af mine gamle plader hedder »Cornelis Live Montmartre Köpenhamn«. På omslaget ses Cornelis og bag ved Hugo Rasmussen med sin kontrabas og med det lange røde skæg og hestehalen, der nærmest var fast ingrediens i ethvert musikprogam på tv i 1970erne. Så hvorfor ikke starte hos ham?

Hugo bor i et parcelhus i en lille by 40-50 kilometer fra København. »Poem, Ballader och Lite Blues« synes passende at sætte på bilradioen på denne gråvejrsonsdag i oktober, og mens det langsomt tynder ud i trafikken, storby bliver til forstad, og forstad bliver til landlig idyl, hører jeg perler som »Fåglar« og den frække vise om de to søstre »Sonja och Siw«.

Det viser sig, at Cornelis har en fast plads i Hugos liv: Under »V« i den tætpakkede reol, hvor omtrent halvdelen af hans 14.000 lp’er står, primært jazz. Her findes de tre udgivelser, Hugo selv medvirker på. Ikke flere. Koncerten fra Montmartre i 1978, der blev splittet op på to lp’er, samt studie-albummet »Vildhallon«, indspillet i 1976.

Hugo afslutter en telefonsamtale med Alex Riel og brygger så en kande te, som han smider tynde skiver af frisk ingefær i for at blive helt frisk til aftenens gig.

»Jeg vil ikke sige, det blev til et venskab mellem os. Selvfølgelig var der en forbindelse. Men det var et professionelt venskab. Han regnede med mig, at jeg var solidarisk, og det var jeg også. Og det gav respekt tilbage. Han var en meget varm mand, men samtidig voldsom og uberegnelig. I virkeligheden var han skidesart.«

Hugo begynder at spille sammen med Cornelis i starten af 1970erne, når Cornelis er i Danmark og ikke selv har svenske musikere med.

»Han var ikke meget for at øve, så jeg lyttede til pladerne. Man fik en sætliste, men den byttede han om på, som det passede ham. Også tonearten. Eller han skruede lidt på en af strengene, så den stemte lidt bedre. Det tog han sgu ikke så tungt. Blev tonelejet lidt for dybt for ham, så kørte han capoen lidt frem og tilbage, mens capoen var stram. De andre musikere spændte den af og flyttede den. Det ville han skide på... Altså, han var rå, ikke. Det var bare om at hænge på.«

I 1975 forlader Cornelis pludselig Danmark. I 1967 flygtede han ud af Sverige for at indspille film i Brasilien og efterlod pianisten Jan Johansson med fuldskægget i skuffen lige før en turné. En turné, der kunne have beseglet deres eminente samarbejde om albummet »Grimascher och Telegram«, men i stedet blev afslutningen på deres relation. Denne gang flygter Cornelis ikke, men han vil til Sverige og melde sig frivilligt for at afsone en straf på to måneder for at have overfaldet forfatteren Arvid Rundberg på en restaurant i Stockholm. Der står dog stadig en mand med skægget i skuffen. Og det er Hugo. Få timer før en turnéstart i en fyldt Lyngby-hal.

»Nu ville han hjem og tage sin straf. Han kunne bare blive væk, som han plejede, men det ville han ikke denne gang. Jeg kom for at hente ham, og så sagde han: »Jeg tager altså hjem.« Han sad sammen med en anden svensk visesanger og drak inde på et hotel på Vesterbro. Det var så langt ude. Jeg tror ikke, han tænkte på, at jeg også gik glip af en indtægt. Nu skulle han bare have den sag ud af verden... Jeg tror, han hele tiden flygtede lidt, og det gjorde han sandsynligvis hele sit liv.«

Jeg spiller pladen med Jan Johansson for Hugo samt »Sonja och Siw« fra 1970, hvor han starter på samme vers to gange, men improviserer sig ud af det. Det vækker lykke.

»Det er altid skidespændende at høre på ham. Aldrig ligegyldigt. Man taler meget om timing i musik i dag, og der er han fuldstændig suveræn. Langt forbi alle dem, vi kender. Hans rytmik er fantastisk. Han kan næsten synge hvad som helst – du kan se, selv når han synger forkert, betyder det ikke så meget. På nær når han slet ikke kunne. Ligesom den der koncert i Nikolaj Kirke...«

Hugo klør sig i skægget og smiler ved tanken.

»Han gik på scenen og prøvede at gå i gang, men det var, som om han faldt i søvn ned mod mikrofonen. Han prøvede forgæves at klimte lidt. Prøvede nogle forskellige ting, der ikke virkede. Så fik han endelig mikrofonen hen til munden, og så sagde han: »Paus!« (griner). Så gik han ud og kom ikke tilbage. Men folk tog det pænt. Det var jo Cornelis Vreeswijk. Han havde lov. Åbenbart.«



Når der overhovedet er basis for koncerter med en hollandskfødt svensk visesanger i Danmark, skyldes det Cornelis Vreeswijks største succes, sambapladen fra 1968, hvis rigtige navn er »Tio Vackra Visor och Personliga Person«. Den udkommer på Metronome i Sverige. På Metronome i Danmark sidder Bent Fabricius-Bjerre med sin gode smag og næse for en god forretning. Som den første lp nogensinde får han sambapladen ud sammen med Gyldendals Bogklub, så den pludselig står i 30.000 danske hjem. Året efter kommer »Cornelis Sjunger Taube«, en anden sællert, hvor Cornelis prøver kræfter med nationalskjalden Evert Taubes sange.

Men Cornelis glemmer at svare skat af sine indtægter, og det kommer til at forfølge ham resten af livet. Det ændrer dog ikke på, at det er en sand stjerne, der begynder at optræde i Danmark i slutningen af 1960erne. Store prestigesteder som Tivolis Koncertsal og Falconer pakkes med et forventningsfuldt publikum. På scenen en aften står en ung dansk pige ved navn Trille.



Trille trak sig tilbage fra scenen i 1988, men har indvilliget i at fortælle mig om sine oplevelser med Cornelis. Hun siger i telefonen, at han i hendes øjne hører til helt oppe blandt de allerstørste troubadourer og singer/songwriters. Sammen med George Brassens, Leonard Cohen, Wolf Biermann, Joni Mitchell og Bob Dylan.

Så en fredag eftermiddag med høj sol kommer der Bob Dylan på bilradioen. »Girl of the North Country« på vej over Sjællandsbroen og »Lay Lady Lay« (for anden gang), da jeg bevæger mig ned ad Sydsjællands formentlig længste grusvej, gennem grønkål, der venter på den første frost, store læs kålrabi og fede fasaner, der nærmest ikke ænser bilen, og når frem til et hyggeligt lille landsted med blå vinduesrammer og en helt berettiget firhjulstrækker. Trille hælder mokka op og tænder en blå King’s.

»Det var lang tid før, jeg begyndte at lave mine egne sange. Jeg kunne godt lide sange, der var lidt udfordrende eller berørte eller gjorde bange. Jeg sang nogle gamle danske viser, som har den karskhed, jeg var ude efter. Meget usentimentale og dramatiske. Jeg prøvede også med en dansk oversættelse af Lars Forsell og Jacques Préverts »Desertøren«.«

De to bliver ikke venner, men en dag kommer Cornelis på besøg på Grønmose Allé, hvor Trille boede med sin mand.

»Vi boede i et atelierhus, og der har jeg et tydeligt billede af Cornelis på trappen. Han var jo en person, der fyldte et rum, når han kom ind i det. Han havde en karisma, der var umulig at komme udenom, Man blev suget hen imod det. Men sådan som jeg oplevede det, blev man ikke suget helt ind. Vi har aldrig siddet og sludret og pludret om noget. Der var en distance. Ingen intimitet eller nærhed og venskabelighed. Jeg opfattede ham i virkeligheden som et meget sky menneske. Inderst inde. Og vel også – som de fleste i den branche – tynget af det der berømtheds-noget, som jo er dybt forpligtende og opslidende i længden for mange.«

Alligevel hang der altid en sværm af kvinder omkring ham.

»Det tror da fanden! Han var dybt tiltrækkende og charmerende og havde de der fantastiske øjne med øjenvipper, der nærmest faldt ned af kinderne. Så var det fuldstændig ligegyldigt, om han vejede 100 kilo eller 200 kilo. Han havde den der fuldstændige tiltrækningskraft ligesom Solen. Det var der ingen tvivl om. Men jeg tror ikke, han var et særligt lykkeligt menneske.«

Har du set ham omsværmet?

»Nej, men jeg var på turné med ham dengang, han havde lavet sin Bellman-plade. Der havde han sin kone Bim med, og det var bestemt ikke uproblematisk. Ikke på grund af andre kvinder, men alkohol og slagsmål og uenigheder. Alt sådan noget.«

Trille tager senere til Island med Cornelis. Hun har sin datter Sille med, der på det tidspunkt er seks-syv år. De bor dør om dør i gæsterummene i Nordens Hus i Reykjavík. Fra naboværelset hører de Cornelis gå amok. Sille fortæller senere sin mor, at hun var bange for ham.

»Det var en trist tur på grund af alt det, han drak. Vi tog senere til Akureyri, og der ved jeg slet ikke, om han var til stede på scenen – han sad der, men det var ikke godt.«

Besøgte du nogensinde ham?

»Jeg kan ikke huske, om Bim var der, men jeg var engang ovre hos ham til noget selskabelighed et sted i Skåne, hvor han boede. Peter Abrahamsen var vist med. Vi fik vist en masse at drikke, og ved nattetide svømmede vi i swimmingpoolen og endte i en sauna. Det var sådan lidt halvvildt – ikke skandaler og gruppesex og sådan (ler), men den fik da hele armen. Indretningen af huset var underligt anonymt. Jeg tror faktisk ikke, han havde nogen kone på det tidspunkt. Det mindede om et boligkatalog, man kunne ikke rigtig se, at der boede nogen der... Han har nok heller ikke været der så meget.«

Der står en grammofon i Trilles hjem, men den bliver vist ikke brugt hver dag. Jeg spørger til en gammel single, som jeg ved, hun har indspillet sammen med Cornelis. Vi finder omsider den lille vinylskive med en Taube-sang på hver side. Den lå oven på et skab sammen med en bunke af Trilles egne plader – bl.a. »Hej Søster«, hvorfra Cornelis bad om lov til at indspille sin version af »Sangen om Britt«. Trilles forkærlighed for det krasse faldt givetvis i Cornelis’ smag, for han mødte hende altid med en særlig hilsen.

»Når vi mødtes i Danmark på festivaler eller sådan, var han sød på den måde, at han altid kaldte mig Mama Danmark. Jeg betragtede det som en stor kompliment. Han havde formodentlig opfattet, at jeg kunne give udtryk for noget, som var identisk med vores folkesjæl eller den situation, vi befandt os i her i Danmark. Så jeg synes, det var et kært kælenavn at få.«



På Gyldendal sidder Peter Abrahamsen som kunstnerisk leder. Det gjorde han også for 30 år siden, men i mellemtiden har han haft en pause fra jobbet på 18 år. Abrahamsen producerede singlen med Trille og Cornelis og producerer senere den eneste studieplade, Cornelis indspiller i Danmark.

I 2004 arrangerede han koncerten »Cornelis på Danska« i Tivolis Koncertsal, der også blev til en cd med Cornelis Vreeswijk-sange sunget på dansk af bl.a. Lasse Helner, Niels Skousen, Erik Grip, Benny Holst, Abrahamsen selv og hans søn Troels, der leverer pladens højdepunkt med »Felicia Adjø«.

Som ung mand i de tidlige 1970ere sad Abrahamsen på bookingbureauet SBA – dem, der fik The Beatles til Danmark. Bureauet arrangerede de første koncerter med Cornelis i Danmark. Senere bliver Abrahamsen tourmanager for Cornelis rundt i Danmark og Norge.

»Man kan sige, jeg har kendt ham på godt og ondt. I begyndelsen var han ikke så slem. Jeg rejste med ham og passede på ham, mens han var gift med Bim. Han var en munter mand, men også ind imellem nedtrykt. Han var lidt DAMP-agtig. Han skrev og skrev og læste og læste og arbejdede og arbejdede og drak og drak. Han havde altid gang i noget. Mange mennesker bliver jo sløvet af medicin og alkohol, men han var utrolig aktiv.«

Drak han hele tiden?

»Det var et slags kvartalsdrankeri. Det startede med en genstand, dagen efter var det to, dagen efter tre, og pludselig var det oppe på fuld skala. Det skulle man så sørge for at time, så han ikke nåede slutpunktet før efter turneen. Så det er nok andre mennesker, der har oplevet de muntre øjeblikke. Jeg har hele tiden været bange for, at han skulle falde i.«

Hvad skete der, når han gjorde det?

»
Når alt gik galt, ringede han til »Korven«, og så kom han ned og hentede ham. Han var fra Länkarna i Stockholm (Anonyme Alkoholikere, red.) og den, Cornelis virkelig havde respekt for. Om nødvendigt stak han ham en på skallen for at få ham til at makke ret. Jeg har hilst på ham.«

Peter Abrahamsen starter for sig selv i Gothersgade. Nu arrangerer han selv turneer med Cornelis og fortsætter sine rejser med ham i Skandinavien. Han producerer også Benny Andersens »Svantes Viser« med Andersen og Povl Dissing.

»Benny og Cornelis møder hinanden under indspilningen. Det var mægtig hyggeligt. Cornelis syntes jo, Povl var fantastisk, så det var ikke så vanskeligt at lokke ham med ud i studiet. Og så sang han med på »Muddermålet« som en del af Det Fulde Mandskor. Han blev så begejstret for »Svantes Viser«, at han oversatte dem til svensk til Björn Arahb. Jeg havde håbet, Cornelis selv ville synge dem. Men det ville han ikke.«

Cornelis bliver skilt fra Bim. I årene frem til hans tredje ægteskab i 1981, bliver han i Klas Gustafsons biografi kædet sammen med to danske kvinder: Digteren Ellen Heiberg og forfatteren Kedda Madsen, der skrev teksten til Trilles »En sang om Britt«. Forholdet til Heiberg beskriver Gustafson som museagtigt, og forholdet til Kedda Madsen, der senere begår selvmord, mener forfatteren er forlægget til Herdis Møllehaves bestsellerroman »Le« om en skrøbelig kvindes forhold til en dominerende mand.

I denne periode opholder Cornelis sig altså meget i Danmark. Han når dog også at føje endnu en skandale til rækken i sit hjemland, da han en våd aften i februar 1975 slæber to kvinder med hjem. Blot for at erfare, at de er transvestitter. Han trækker en kniv i arrigskab og stikker den ene trans i ballen. Cornelis bliver politianmeldt, men er vist mest oprevet, fordi han har fået såret sin stolthed.

Alligevel formår han at se humoristisk på episoden, da han i 1976 går med Peter Abrahamsen i Sweet Silence-studiet på Amager for at indspille lp’en »Vildhallon«. Cornelis brød allerede med Metronome i 1970, fordi de ville tilbageholde penge til skat, så han ikke forgældede sig yderligere. Nu havde han også brudt med Philips og indleder et desperat isflage-hop fra pladeselskab til pladeselskab. Fra 1977 og frem til sin død indspiller han 17 plader på 14 forskellige pladeselskaber i fem forskellige lande.

»Han var hele tiden utilfreds med sit pladeselskab, for lige meget, hvem han var hos, blev kassen lukket i på et tidspunkt, så han ikke kunne få flere forskud. Hver gang, han har skiftet selskab, har han som minimum fået 30.000 i hånden. Det var det, han havde at sælge, og skattevæsenet var jo efter ham, så derfor spurgte han nogen »Skal vi ikke lave en plade?«, hver gang han manglede penge.«

Peter Abrahamsen booker studietid og finder professionelle musikere, som kan klare at være i studiet med en bulderbasse – bl.a. Hugo, Ole Fick og Holger Laumann.

»Vi indlogerede Cornelis på Hotel Plaza, og der hentede jeg ham hver morgen. Vi startede altid med at spille næsten med det samme. Ved 10-tiden måske. Og så fik vi indspillet et vist antal grundbånd. Han sang direkte – sad den der, så sad den der. Desværre var han inde i en eskaleringsperiode, så vi ikke kunne lave mere med ham efter 14-15-tiden. Han kunne måske godt sidde og jamme og spille, men der var for meget snøvl til at indspille mere. Så sendte vi ham tilbage til hotellet, hvor der på det tidspunkt var en dame, der tog sig af ham. Det foregik i sus og dus. Det var ret store regninger, vi fik fra Plaza.«

Peter Abrahamsen holder en kort pause. Han vil ikke have at, hans udsagn kommer til at lyde for negative. Men han vil heller ikke være med til at male et rent skønmaleri af Cornelis, for det ville være forkert.

»Jeg har ikke kun muntre minder om Cornelis, men jeg har set ham i fuld kunstnerisk flor. Jeg har set ham optræde en million gange, og det har været en meget stor fornøjelse. Han blev jo en fantastisk karismatisk mand, når han optrådte. Jeg er sikker på, Hugo også har sagt, at han var den bedste bluessanger i Europa. For det var han. Han havde en fantastisk feeling.«



Niels Hausgaard har det på samme måde. Det er ikke alt, troubaduren fra Vendsyssel har lyst til at fortælle om Cornelis, bare fordi han er død. Men han vil gerne fortælle om sin gode kollega, som han varmede op for adskillige gange fra midten af 1970erne og frem. Og som var et musikalsk forbillede for ham. Hausgaard kasserede sågar sin nylonstrengsguitar på et tidspunkt og købte en med stålstrenge, fordi der gik for meget Cornelis i den.

Jeg møder Hausgaard en fortravlet mørk torsdag eftermiddag i hans fagforenings stilige lokaler på Gråbrødretorv. Han er på lynvisit i København for at medvirke i en valgdebat for ikke-partipolitikere på DR. Det forstyrrer dog ikke hans rolige stemmeføring og afvejede ordvalg.

»Cornelis flygtede jo hertil. Han forsøgte at komme i skattely her, men det gik ikke så godt. Og det er det skisma, jeg aldrig har forstået med ham. Jeg synes, han er den, der har sunget det flotteste svensk. Af samtlige af troubadourerne. Han gjorde Sverige kendt for noget positivt, og så var man så smålig over for ham, så det var helt utroligt. Altså, det var chikane. Det var det virkelig. Vi sad en nat og snakkede. Når vi delte aftener, f.eks. på et spillested i Jylland, havde jeg det jo meget nemmere end han. Ved siden af ham er jeg slet ikke musiker eller noget som helst, men jeg er ret god til at få publikum til at grine. Og der havde han det svært, fordi dels var han svensk, dels snakkede han nogle gange om politiske forhold i Sverige, som ingen kendte. Og så kunne det være svært for ham, selv om han havde den der fantastiske musik. Han kunne godt være lidt nedtrykt bagefter. Der er ikke noget så røvsygt, som at komme efter en, der lige har fået folk til at grine en hel masse. Han var ikke sur, men kunne godt sige til mig: »En dag, så skal du med mig ud og spille i Sverige!« (griner)... Men det var »Felicia« og »Veronica«, folk ville have, så jeg sagde til ham: »Hvorfor skriver du ikke nogle flere kærlighedssange?« Så sagde han: »Nu skal du høre her. Der er så mange kærlighedsange, jeg gerne vil skrive, men jeg har så mange bitre, jeg skal have skrevet først.« Så gik han op på sit værelse og hentede en stor mappe med bilag og hans korrespondance med skattevæsenet. Og der må jeg nok sige, dét har jeg aldrig set mage til. Ren forfølgelse. Bittesmå bilag, hvor han havde kørt i taxa til et job i Stockholm, hvor de har regnet ud, at der gik en bus, som han lige så godt kunne have taget. Og derfor kunne han ikke trække det hele fra. Når man tænker på, at der har siddet en mand og fundet ud af det. Det kunne han jo ikke engang holde en timeløn ved. Det var jo vanvid. Dér kunne jeg pludselig godt forstå, hvorfor Cornelis blev bitter... Så jeg havde det helt mærkeligt, da de gav ham en statsbegravelse.«



Cornelis var i slutningen af 1970erne ikke længere i stald hos Peter Abrahamsen, men hos Musik & Sang. Det samme var Hausgaard, Povl Dissing og Peter Thorup. Ved et tilfælde var hele det slæng i Århus, hvor de optrådte hver for sig til Århus Festuge.

»Der var ikke regulator på Cornelis. Det var fuld fart eller ingenting. Han havde et voldsomt temperament og kunne også blive vred på andres vegne. Jeg har set ham blive voldsomt sur engang på Povl Dissings vegne. Vi boede alle sammen på Royal og mødtes der. Udenfor var der en, der skældte Povl så frygteligt ud og kaldte ham pervers og alt muligt. Dengang var Povl meget forkætret. Cornelis ville simpelthen have været ude og smadre ham. Men Povl blev bare stående, og da der så ikke var mere, gav han bare manden et knus. Så kom han ind, og der var Cornelis helt oppe at køre. Han skældte Povl ud og sagde: »Povl, du är alldeles för glad i människor.« Hvortil Povl sagde: »Joeh, men på en måde havde han jo ret...« De var meget forskellige.«

Peter Thorup bor også på Royal den nat, og det ender med, at Thorup, Dissing og Cornelis sidder og jammer blues på et af hotelværelserne med Hausgaard som eneste tilskuer.

»Jeg tænkte: »Det her, det er fråds. Jeg er den eneste, der hører det!« Jeg kan huske, Cornelis sagde til Peter: »Peter, du skulle ha varit svart.« Og så sagde Povl: »Det har jeg sagt til ham, men hvis bare han blir ved, så blir han det...« Det var en forrygende nat.«

Blev I venner?

»Han var ikke en, man blev nær ven med. Nogen er måske blevet det. Men som kollega kom man ikke rigtig tæt på ham. Vi kunne godt grine sammen, og det var nok der, vi var nærmest. Men så kunne han også tage en attitude, som jeg oplevede, han gjorde over for mange. Ikke hovskisnovski eller noget, men alligevel lidt distance. Mit indtryk var, at Cornelis var en mand med en stor længsel. Det var vel også det, han skrev udfra. Han var rastløs. Engang imellem satte han sig til at læse backstage i en bog, og det var noget, han tvang sig til, fordi han var rastløs og også for ikke at falde i druk. Det havde han store problemer med. Jeg kan huske, vi var sammen engang nede i Köln, og der var han gået på vandvognen. Der var en mand med fra Länkarna, der var i vores kølvand hele tiden. Han gik sådan i periferien og holdt øje med, at Cornelis ikke drak. Hvor vi normalt ville have gået ind på et værtshus, gik vi nu på konditorier (griner ved tanken). Cornelis har aldrig nogensinde været større i sit liv! Det var kager, kager, kager. Store læs af kager.«



I 1979 synger Lone Kellermann »Jeg tror på fede tider, jeg elsker fastelavn. Jeg drikker gerne guldøl på en bænk på Christianshavn.« Men tror Cornelis på de fede tider, da han begynder at komme meget på Christianshavn? Det er ved indgangen til 1980erne, hans sidste årti.

Marianne Jul kan måske svare. Hun træffer Cornelis første gang, mens hun arbejder for Peter Abrahamsen. I 1977 går hun for sig selv og starter bookingbureauet Musik & Sang. Hun har stået med et hidsigt Falconer-Center i røret, fordi han ikke dukkede op. Hun har undskyldt foran et publikum i Nikolaj Kirke, når han var for fuld. Og hun er gået på scenen på Ganløse Kro med samme meddelelse. Alligevel er hun Cornelis’ manager fra cirka 1980 og frem til hans død. Det bliver sværere og sværere at arrangere job med hans renommé, og spillestederne bliver mere ydmyge. Hvis da ikke det er en optræden på torvet i Albertslund. Hver morgen kommer han forbi kontoret for at få en kop kaffe og en sludder hos Marianne. Faste ritualer er med til at dæmpe rastløsheden, fortæller hun på kontoret. Hun er taget ind fra sit hjem på Møn for at fortælle om Cornelis’ sidste år.

»Fede tider? Ja, men ikke økonomisk. Jeg tror, Cornelis mente, at hans skattegæld var så stor, at den ville han aldrig komme ud af. Det havde han accepteret og lært at leve med. Og også at hans søn Jack ikke kom til at arve noget. Derfor sked han faktisk på det hele med hensyn til kroner og ører. Men han havde det godt her. Han elskede København og flirtede i mange år med tanken om at flytte til Christianshavn. Måske fordi det minder om Amsterdam. Han bad mig finde et hus til ham omkring 1979, men han havde ikke pengene.«

I vinteren 1984 slår Cornelis sig ned på Christianshavn efter en optræden på Spiseloppen. »Cornelis væltede fristaden« skriver Ekstra Bladet dagen efter og beskriver koncerten på Christiania som et brag af et comeback. I et interview er han fuld af tro på fremtiden og taler begejstret om et nyt pladeprojekt med Fuzzy.

Snart flytter han ind i Dronningensgade hos en ny kæreste, skuespilleren Helle Fastrup. Han er 46 år og stadig i fuld vigør. Men nedtællingen er så småt begyndt. Han får cirka halvandet år på Christianshavn, inden han vender syg tilbage til Stockholm.

»Cornelis ringede til mig en meget tidlig morgen klokken 4 eller 5. Jeg boede alene med mit barn. Han sagde, at han havde det skidt, og at han måtte på hospitalet. Om jeg kunne komme og hente ham? Det var ikke lige til at få barnepige klokken 4 om morgenen, så han ringede igen klokken 7. Han blev altså nødt til at sige, at det var meget alvorligt. Og det var det også. Jeg fik barnet passet og tog hen til ham og fik ham ind på hospitalet. Det var noget med leveren, og han skulle indlægges. På vej hjem gik vi forbi en telefon, og han ville godt lige ringe. Han ringede til Jack og var ked af det. Dér var han meget bange, og der var Jack den første, han tænkte på og kontaktede. Jack kom ned et par dage efter. Cornelis lå på Sundby Hospital i en uge, tror jeg.«

Marianne Jul booker i dag Jack Vreeswijks koncerter, når han en sjælden gang optræder i Danmark. Sidst var i 2002, hvor Marianne var vært for arrangementet »Cornelis-dage på Christianshavn« – tre dage med hyldestoptræden på Cornelis’ gamle stamværtshus, Rabes Have, i Sofiekælderen, på Ravelinen og endda med Cornelis-sange tonende ud over hele bydelen fra klokkespillet i Christians Kirke.



På vej ud til Fuzzys villa på Frederiksberg hører jeg den eneste sang, der er givet fri fra Fuzzys sessions med Cornelis i 1984-85. Den hedder »Columbine« og er skrevet til Helle Fastrup. En løssluppen kærlighedssag på melodien »Roselil og Hendes Moder« om Papageno, der ville danse med Columbine, men kom til at brække hendes fod.

Fuzzys klaver er helt forrygende på indspilningen. Det er, som om han i løbet af denne ene sang kommer gennem flere epoker i Cornelis’ karriere. Han starter nærmest højstemt barokt, bliver så enormt bluesy, men rammer også den der nordiske Jan Johansson-stil. Så det siger jeg til ham, da vi sidder overfor hinanden.

»Den største kompliment, jeg nogensinde har fået i mit liv som jazzmusiker, eller hvad du nu vil kalde mig, var, da jeg mødte Cornelis i fjernsynet. Jeg var kapelmester, og han skulle synge. Han sagde ikke noget under prøverne, men da han var på vej ud af døren, sagde han: »Nåeh. Tack. Det var nästan som att vara ihop med Jan.« Og jeg tænkte »Hold da kæft!« Højere kan man ikke komme hos mig.«

Hvornår mødte du Cornelis første gang?

»Første møde var i tv-showet »Mælk og Honning«. Der var alt muligt, en der dansede med slanger og så Cornelis Vreeswijk. Så var der også »Kanal 22«. Vi var på tv sammen to gange. Bagefter kom hele den her session hos mig, som var meget, meget fin, og den strakte sig over en lang periode. Til en tekst, som han havde givet mig, lavede jeg en melodi, som han var fuldstændig ekset med. Og den har jeg også en sød historie om: Vi havde på det tidspunkt en dame, som hjalp os i huset, og som blev betragtet som et fuldgydigt medlem af familien. Hun hed Helga og var en fantastisk kvinde midt i tresserne. Hun elskede Cornelis og hans musik. Og da han så kom her, ville hun ikke trænge sig på, men jeg præsenterede dem selvfølgelig for hinanden, og de snakkede lidt sammen. Helga strålede som en sol. Da vi så havde fået sangen på plads, siger Cornelis: »Skal vi ikke synge den for Helga?« Og det synes jeg er smukt. Han havde fuldstændig intuitivt opfattet, hvad hun var for en personlighed, og at hun var glad for det, han gjorde, så hvorfor ikke ikke synge den for hende? Så kom Helga ind i studiet, og han sang »Danvisen, som den kom til at hedde, for hende. Det var en stor dag for os alle tre. Jeg spillede den også til hendes begravelse.«

Hvad blev jeres sessions til?

»Vi gik ind i mit studie og tændte for mikrofonerne. Så tog vi fat på en teksterne, Cornelis brummede lidt, jeg antydede noget på klaveret, og langsomt listede vi os ind på, hvad man kunne kalde en færdig sang i skitseform. Det var ualmideligt rart at arbejde sammen med ham, og jeg mødte aldrig de mørke sider, som jeg havde hørt andre berette om. Jeg har kun mødt det sørgmodige menneske Cornelis. Et smukt og menneskeligt menneske, som ikke havde det let med livet... De bånd, der kom ud af vore arbejdstimer, har jeg stadig, og der har også været en vis interesse bl.a. fra Cornelis-selskabet i Sverige for at få dem udgivet. Men det er trods alt skitser, og jeg er usikker på, om Cornelis ville have accepteret det, hvis han havde levet i dag. Jeg har accepteret udgivelsen af to af optagelserne nemlig »Columbine« og »Danvisen«, som han selv var så glad for. Det var selve tilblivelsen, der var det egentlige, og jeg har personligt ikke noget ønske om at få det udgivet. Nu er han død, og for mig var det noget helt specielt, vi havde sammen der.«

Og »Columbine« var til Helle Fastrup?

»Jeg var måske lidt vanskelig, da vi skulle have den udgivet. Men han har jo lavet den til Helle, og derfor skulle hun også have lov at have den. Så det er fint nok. Den kan også noget. Den har nuets charme. Helle er et fantastisk menneske. For mig er det vigtigt, at der findes den slags mennesker, som tør skide til kanten. Både når de er kede af det, og når de er glade. Hun er det her lidt naive og meget rene menneske, og samtidig er hun kvik og ved nogle andre ting. Så der måtte vi gøre en undtagelse.«



En søndag i januar 1984 går Helle Fastrup til premiere på »Isfugle«, en ny dansk film med Michael Falch i hovedrollen. Hun følges med sin veninde, Anne Marie Helger, der efter filmen foreslår, at de tager på Spiseloppen og hører Cornelis Vreeswijk. Hvis han da ellers dukker op. Og det gør han.

»Du kender det da selv. Når noget ringer, så ringer det. Og man ved det.«

Helle Fastrup sidder på Toga Vinstue en tirsdag eftermiddag i november. Hun bor lige i nærheden. Drikker kaffe og ryger cigaretter. Griner meget og er lidt skør. Og skøn.

»Det var en aften, og der var mange mennesker, og så stod han bare der. Han var alene. Jeg synes simpelthen, at jeg havde mødt den fjerde musketerer. Han bevægede sig som sådan en. Han bevægede sig så glat og elegant, selv om han var stor. Du skulle se ham svømme!«

Blev I introduceret?

»Nej, det gjorde vi selv. Helt per automatik, i pausen. Hvordan forklarer man sådan noget? »Hej, hvem er du?« »Jeg hedder Helle, og jeg kan jo nok se, hvem du er«. Noget i den stil. Det er da noget underligt noget at snakke om! (griner) Nå, men så gik vi hjem til mig, og det vidste jeg jo godt, vi skulle. Det vidste han også. Men næste morgen var han væk, og jeg tænkte: »Det var satans. Den havde jeg ikke regnet ud. Der var mere end det...« Men væk var han. Så ringede telefonen. Klokken var 7 om morgenen. »Ja, det är Cornelis...« »Jeg vidste det, jeg vidste det,« sagde jeg. Han var taget ind på Exalon, for han skulle lige sove nogle dage, sagde han. »Skal du sove nogle dage? Det er da alt for lang tid at sove. Hvorfor det?« Nej, men jeg kunne godt komme derind, men han skulle altså bare sove. Jamen, det var fint. Så tog jeg derind. Først lang tid senere gik det op for mig, at det var fordi, han skulle af med sprutten i kroppen. Det skulle væk, for han havde en plan. Og det var, at jeg skulle ned og møde hans mor i Holland. Er det ikke sødt? Det havde han simpelthen tænkt med det samme. Så vi kørte til Holland, og jeg fik mødt hans mor og hans søster. Cornelis var ude at besøge fætre og kusiner.«

Så du var derhjemme med moren?

»Ja, jeg skulle ikke ud på gaden. Det er først lang tid efter, man finder ud af, hvorfor jeg ikke skulle det. Han var så jaloux, men det må du have læst. Og det var slemt. Uovertruffent slemt! (griner) Jeg kunne ikke snakke med moren, så jeg snakkede med papegøjen. Den kunne synge nationalmelodien.«

Cornelis forærer hende en bog, »Sådan er kærligheden, Madame«, som han skriver »Til Ma Belle Helle« i. Senere kører de fra barndomsbyen IJmuiden til Den Haag, hvor den står på fornemt gammelt hotel med ægte piccoloer i uniform.

Tilbage i Danmark flytter Cornelis ind hos Helle i Dronningensgade. De rømmer hotelværelset og pakker Cornelis’ firhjulstrukne Ford Bronco med hans ting. Det er hurtigt gjort.

»Der var en skrivemaskine, lidt ekstra tøj, guitaren selvfølgelig, en morgenkåbe og nogle bøger. Og fremfor alt hans manuskripter. Han skrev og skrev, men ingen ville udgive noget. Han havde gjort sig utilbens alle steder.«

Samme Ford Bronco kører Helle Cornelis rundt i, når han skal optræde. I august fejrer de Cornelis’ 47 års fødselsdag i gårdhaven på Rabes Have sammen med Erik Clausen og hans kone. Helle Fastrup har medvirket i Clausens film »Cirkus Casablanca«, og Clausen og Cornelis er et godt match. På et tidspunkt lejer Clausen en hel biograf på Amager, så Cornelis kan se Helles præstation i filmen.

»Det var simpelthen så rørende af Clausen. Jeg sad ved siden af, og Cornelis og jeg var de eneste to. Jeg tænkte »Så for helvede, nu kan han ikke lide mig mere. Det er mit dødsstød.« Cornelis sagde heller ikke noget bagefter. »Det var det,« tænkte jeg.«

Fordi han var jaloux, og du er sammen med Clausen i filmen?

»Nej, nej, men man er jo lidt underlig. Hvis han nu syntes, det var ad helvede til, det, jeg foretog mig, så kunne jeg da godt forestille mig at blive dumpet med det samme. Det tror man i hvert fald selv. Men nej. Han arrangerede en middag for mig inde på Plaza. Clausen gav jo altid kun pomfritter, når vi skulle fejre noget (ler). I dag kan vi godt finde ud af at gøre det anderledes. Så jeg fik middag på Plaza. Det havde jeg aldrig prøvet før. Og heller ikke siden. Han var en meget romantisk mand.«

Men romantikken er blandet op med jalousi og lange nervepirrende køreture op til Länkarna i Stockholm i Broncoen, der er fyldt op med Gammel Dansk og en lunefuld Cornelis, der fra tid til anden kan finde på at tage rattet og dreje det ind mod den første den bedste klippevæg. Omkring årsskiftet 1984-85 tager Cornelis til Tromsø i Nordnorge for at indspille lp’en »Mannen Som Älskade Träd«, som han har skrevet på i København. Det bliver enden på forholdet til Helle Fastrup, der til slut er den, der trækker sig.

»Man kan ikke leve med et menneske, der er så jaloux. Du bliver fuldstændig kørt rundt i manegen. Jeg skulle op til Tromsø. Der kom han ikke og hentede mig i lufthavnen, men han havde været kvik nok, for det gjorde nogle studiefolk i stedet. Cornelis var flyttet ud i en campingvogn, og den kunne man slet ikke komme i nærheden af. Han kom så tilbage næste dag, men... det blev simpelthen for sort og tungt. Der var så mørkt, der var aldrig noget lys. Vi var der i seks-syv dage og nytåret over. Der var kun elektrisk lys og næsten ingen sne.«

Er det der, I bryder med hinanden?

»Jeg kunne ikke tåle al den mørke og utryghed med et menneske, du aldrig rigtig ved, hvor du har. Pludselig kunne hans øjne blive helt sorte... »Du har været sammen med...« Og så skulle man til at forklare. Man kan ikke leve sådan. Så vi tog en dejlig tur med en båd, jeg tror, den hed Nordlyset. Den sejlede fra Tromsø og lagde ind ved alle små havne ned til Trondheim. Der holdt båden ind, og der var solskin. Det var så smukt, at jeg græd af glæde. Han havde drukket meget på båden og snakkede hele tiden om, at han ville have lejligheden. Jeg sagde: »Den skal du nok få. Når vi kommer hjem, så får du lejligheden.« Jeg flyttede ud og lejede et værelse i Sofiegade, men han blev der ikke. I august eller juli tog han til Sverige. Det trængte han også til.«



Cornelis spiller Pontius Pilatus i musicalen »Jesus Christ Superstar« i Stockholm. Han går på scenen som hemmelig gæst hos Ulf Lundell på en tv-transmitteret koncert og erobrer et nyt ungt publikum. Med unge musikere indspiller han lp’en »I Elfte Timmen«, som er en samling af hans største sange udsat for tidens rocklyd. Han bliver 50 og fejrer dagen med sin familie.

Da han vender tilbage til Danmark en sidste gang på Midtfyns Festival i juni 1987, har han tabt sig dramatisk og ser syg og afpillet ud. Trille optræder også på festivalen, så han får hilst på Mama Danmark. Helle er der sammen med sin ny mand, Ken Gudman, der også skal spille, men ham kan Cornelis ikke acceptere.

Tilbage i Stockholm bliver han indlagt på Södersjukhuset. Kræft i leveren. Han bor på Sophiahemmet og får til sin store glæde digtsamlingen »Till Fatumeh« i hånden. Den kommer senere som lp. Han tager med sin søster til Holland og besøger moren en sidste gang. Han skriver et brev til Marianne Jul, skriften er svær at læse, han ved ikke rigtig, hvad han vil, vil måske bare sige hej. Han ringer til Fuzzy og siger, at nu skal de have gang i deres projekt igen. Dagen efter dør han.

Til begravelsen i Katarina Kyrka den 2. december synger de »Härlig Är Jorden«. De synger også en af Cornelis’ egne:

»I natt jag drömde något som jag aldrig drömt förut. Jag drömde det var fred på jord och alla kriga var slut.« n



I morgen er det 20 år siden, Cornelis Vreeswijk døde. Der afholdes to mindehøjtideligheder i morgen aften i Katarina Kyrka i Stockholm med optræden af bl.a. Lill Lindfors og Svante Thuresson.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.