Commodore 64 - nu som band

Commodore 64 blev et ikon, der fik folk til spillemaskinerne. Her er historien om en computer, der ændrede verden, men som lige så vel kunne være endt i gaskamrene i Auschwitz.. I dag lever fortællingen om Commodore 64 videre, og i Danmark har seks nørder gjort det til deres varemærke at spille den musik, som stammer fra de gode, gamle Commodore 64-spil.

Dannet i 1999 
Har udgivet to cder, LOADING READY RUN (2000) og RUN/STOP RESTORE (2004) 
Genremæssigt betegner de sig selv som rock og bitpop(!) 
PPOT har varmet op for den danske verdenssucces Mew, men også givet koncerter i eget navn i mange lande. 
Næste album kommer formentlig til jul næste år. 
Drømmen er at spille i Musikbutikken med Keld Heick eller i Ungdomshuset - eller på Roskilde Festival.
Dannet i 1999 Har udgivet to cder, LOADING READY RUN (2000) og RUN/STOP RESTORE (2004) Genremæssigt betegner de sig selv som rock og bitpop(!) PPOT har varmet op for den danske verdenssucces Mew, men også givet koncerter i eget navn i mange lande. Næste album kommer formentlig til jul næste år. Drømmen er at spille i Musikbutikken med Keld Heick eller i Ungdomshuset - eller på Roskilde Festival.
En gang imellem rammer man bare plet.

Sony gjorde det med Walkman’en, Apple med iPod’en, Michael Jackson med »Thriller« og De Nattergale med foodprocessoren.

Man rammer ned i tidsånden og opfylder et behov, som man måske ikke vidste var der, men som på sigt kommer til at bundfælde sig i den kollektive bevidsthed og definere en bestemt periode.

I disse måneder for et kvart århundrede siden skete det igen. Verden over begyndte især mænd i alle aldre at bruge tid på at spille computer.

Hvorfor? Fordi det teknologiske vidunder, Commodore 64, var kommet på markedet – og ramte plet: med 64 kilobyte RAM, 1 MHz processor, tre lyde, der kunne spilles på samme tid, og en for den tid imponerende grafik med 16 farver var det alle drengerøves våde drøm.

Og så kunne den anskaffes til en pris, alle kunne betale: 595 dollar. Og som det er med legender, fik Commodore 64 mange navne: brødkassen, tyrenæsen eller slet og ret verdens største entertainer.

Thomas Tanggaard, der er chefredaktør på computermagasinet Gamereactor, er ikke i tvivl:

»Commodore 64 har haft en kæmpe, kæmpe, kæmpe betydning. Stort set alle, der har indflydelse i computerbranchen i dag, tog deres første skridt ind i computerverdenen med Commodore 64,« siger han.

»Selvom andre computere også var populære, var det Commodore 64, der havde det dér ubeskrivelige og fantastiske, som gjorde, at det er den, man husker, og den, der står som ikonet.«

Den ikoniske computer er for længst blevet overhalet af sine langt smartere efterfølgere: På spilfronten aktuelt Sonys Playstation, Microsofts Xbox og Nintendos Wii.

Men dens betydning kan næppe overvurderes. Det var den computer, der gjorde computeren personlig. Til noget man brugte derhjemme, noget man brugte til underholdning og adspredelse og noget, som uddannede en hel generation i kunsten at programmere – at skrive de koder, der styrer computeren.

Begyndte som taxachauffør
Når man i dag tænker tilbage på Commodore 64eren, er den håbløst forældet. Der ville faktisk kun være plads til fire tomme Word-dokumenter på den.

Den er resultatet af et kapløb med tiden. Commodores ejer, Jack Tramiel, ville blæse konkurrenterne af banen, og resultatet blev, at han chokerede en hel verden, da han kunne levere så meget teknologi for så få penge.

Mens IBM revolutionerede computerne til kontorlandskabet, og Apple dengang som i dag var forrest, når det gjaldt design, var det Commodore, der fik computerne ud til den almindelige forbruger og opdragede dem til at spille computerspil.

Det var også Commodore, som kom først til nogle af computerbranchens milepæle. Commodore var det første store selskab til at præsentere en rigtig PC, den personlige computer, de rundede en million solgte før alle andre firmaer, og de var de første, der designede en rigtig multimediecomputer.

Det er det, verdens nørder fejrer i år.

Eventyret om Commodore og model 64 var imidlertid nær aldrig blevet til noget. Grundlæggeren, den polsk-jødiske Jack Tramiel, stiftede, endnu inden han var fyldt tyve, bekendtskab med den nazistiske dødmaskine i Auschwitz.

Her endte han i arbejdslejr med sin far, der siden døde, da tyskerne sprøjtede benzin i hans blod, mens han selv overlevede mirakuløst. Siden fik han af en jødisk organisation betalt en billet til USA, hvor han ankom med ti dollar på lommen og måtte tjene til dage og vejen som taxachauffør.

Med iværksætterdrømme på hjernen kørte han folk fra den ene skyskraber til den anden, indtil han en dag kørte bag en bil, hvorpå der stod Commodore. Det blev navnet på hans firma. Et firma, der i de første årtier skulle finde sin hovedindtægt ved produktion af lommeregnere og som i det hele taget var et firma, der fremstod meget gennemsnitligt.

Indtil den dag for 25 år siden, hvor det ændrede verden.

Et af eksemplerne på Commodore 64s store kulturelle betydning er, at der stadig i dag er fokus på maskinen. Overalt på internettet diskuteres C64eren, som den kaldes, og dens betydning. Folk fortæller personlige anekdoter om den gamle maskine og »religionskrigen« mellem C64eren og dens konkurrent, Amigaen, er stadig intens.

Commodore 64 bruges stadig
I Danmark kan den 25 år gamle maskines betydning for eksempel ses på, at bandet Press Play On Tape har gjort det til deres varemærke at spille sangene fra de populære Commodore 64-spil.

Noget de gør med stor succes. Nogle af bandets videoer er blevet set flere hundredretusinde gange på fildelingssiden YouTube på internettet. Nørdet musik fra nørder til nørder og dem, der leder efter noget, som kan stimulere smilebåndet.

Selv kalder Press Play On Tape sig for verdens mest nørdede band. Det består af seks mænd (selvfølgelig) i alderen 32 til 36, der alle er uddannet på Datalogisk Institut i København: Theo Engell-Nielsen, André Tischer Poulsen, Søren Trautner Madsen, Uffe Friis Lichtenberg, Jesper Holm Olsen og Martin Koch.

Berlingske Tidende møder dem i en kælder under Datalogisk Institut på Københavns Universitet, hvor bandet øver hver onsdag og spiller de melodier, der fyldte deres barndoms ører.

»Melodierne fra C64eren ætsede sig fast i vores bevidsthed. Dels fordi vi spillede så længe og så meget, og dels fordi musikken er virkelig velkomponeret,« siger Søren Trautner Madsen.

Gardinerne er lysegrønne, og det er uklart, om de er købt i den farve eller farvet af tidens tand. Et par øl bliver lukket op og man fornemmer inden bandet går i gang med at øve, at teknikken, ledningerne og stikdåserne får ligeså stor opmærksomhed som instrumenterne.

De seks mænd ligner ikke gennemsnitlige rockmusikere, men de mener det seriøst. De startede i 1999, og siden har alle medlemmer rent faktisk lært at spille et instrument. De har spillet koncerter i udlandet, varmet op for Mew og udgivet to albums. Og så kæmper de for at fastholde titlen som »verdens mest nørdede band.«

Til en koncert demonstrerede de således deres nørdede overlegenhed ved at spille deres sange på game controllere i stedet for rigtige instrumenter. På den måde blev joysticket et instrument, »play«-knappen på Playstation-controlleren blev til en streng på bassen og de forskellige felter på dansemåtten fra »Dance Dance Revolution« blev stortromme, hihat og lilletromme.

Det er så nørdet og samtidig så vildt humoristisk, at man må gnide sig i øjnene.

Men det er ikke kun sjov. Commodore 64 var også det, der lagde grundstenene til de jobs, de hver især har i dag ved siden af musikken.

De udlever nørdernes hævn og alle seks arbejder i dag som programmører i landets tre største spilfirmaer. Her har de hver især været med til at lave spil, som for eksempel den internationale megasællert Hitman og Hugo-spillet, der i sin tid blev kendt i TV.

For de der ikke ved det, er det særlige ved Commodore 64, at man faktisk selv skal kunne programmere lidt for at kunne bruge den. Det er simpelthen nødvendigt at kunne nogle kommadoer for at starte et spil.

Og netop de simple kommandoer blev for mange en introduktion til, hvordan computere faktisk fungerer. I dag har vi Windows, der ligger som et lag over alle koder og servicerer brugeren uden at han eller hun er nødt til at vide, hvordan teknikken hænger sammen. De seks bandmedlemmers leg med Commodore, lagde grundstenen til de jobs, de har i dag.

»Jeg har svært ved at forstå, hvordan folk lærer at programmere i dag. Og jeg tror også, at dem, der er vokset op med C64, forstår kunstarten bedre. Vi har følt smerten, når man ikke kunne lave de rigtige koder,« siger Jesper Holm Olsen.

»Og så er det også en professionel fascination, der driver vores C64-passion. Tænk, at man kan lave musik, der fylder 13 kilobytes. Det er en femtedel af et tomt worddokument. De var vildt dygtige til at programmere, og det er jo noget vi sætter pris på, når vi udfører det arbejde, som vi har i dag,« siger Uffe Friis Lichtenberg. Men hvad har Commodore 64 betydet for dem? Overraskende nok, er det ikke dem alle sammen, der har haft en. Uffe Friis Lichtenberg havde en Amstrad og Martin Koch spillede ved sine venner. Men han husker stadig mødet med teknologien. »Jeg fik min computer den 29. juli 1982. Og det var helt fantastisk,« siger Martin Koch.

Theo Engell-Nielsen havde ventet på C64eren, og købte den med det samme, den kom på markedet i Danmark for omkring 6.000 kroner.

»Da jeg startede på engelsk i folkeskolen, kunne jeg ikke sige »How do you do,« men jeg havde et enormt passivt ordforråd, fordi jeg havde oversat hele manualen til C64eren. Jeg brugte 3-4 timer om dagen på at sidde og programmere og var fuldstændig besat af den.«

»Når jeg slukkede for computeren og musikken forsvandt, var det som om der manglede noget i mit liv,« siger André Tischer Poulsen, der er en af de eneste i verden, der har sendt en e-mail fra en Commodore 64. Den slags giver respekt. Og det er måske netop Press Play On Tapes nørdede, men humoristiske seriøstet, der appellerer til Commodore 64-fans over hele verden.

Coveret til deres seneste cd understreger pointen. På et af billederne er der skjult fem anakronismer på et drengeværelse fra Commodoretiden. Blandt andet en Xbox og et billede af Viggo Mortensen på forsiden af Ringenes Herre - ting, som ikke fandtes dengang maskinen blev opfundet.

Det er et udtryk for den intense ikondyrkelse, som Commodore 64 oplever i dag. Thomas Tanggaard fra Gamereactor forstår det godt:

»Commodore 64 var den største i en uskyldig tid, hvor man var sammen om computeren og ikke havde internettet. En tid, hvor det var en lille smule sjovere,« siger han.

»Den introducerede en hel generation til de muligheder computere har. Og det eneste, det giver mening at sammenligne Commodore 64 med, er Sonys Playstation. Commodoren gjorde det populært at spille og programmere, mens Playstation med et salg på 106 millioner eksemplarer gjorde konsolbranchen mainstream. Det var lige pludselig okay for folk på 25 og 35 at spille spil og sige til kæresten, at apparatet altså skal stå i stuen.«

Populært sagt tog Commodore 64 mødommen, mens Playstation gjorde verden gravid.

Men gravid bliver man som bekendt ikke uden at kunne score, og det har Press Play On Tape også blik for.

De har lavet et cover af Eminems cd »The Real Slim Shady«, hvor teksten er lavet om, og handler om at være god eller dårlig til at kode, og ironiserer over et kendt nørd-dillemma: »Skal man score, kan man ikke læse om det på nettet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.