Interview

Coen-brødrene: George Clooney er sjov som idiot

Filminstruktørerne Ethan og Joel Coen elsker fortiden, og 1950ernes Hollywood-film er sjældent blevet genskabt med så stor veneration og respekt som i brødrenes aktuelle »Hil Cæsar!«. Det var forfærdelige film, men det er nogle af dem, vi elskede mest, siger de.

TIl »Hil Cæsar!« genskabte Joel og Ethan Coen 1950ernes Hollywood-produktionsmiljø med etagehøje kulisser, kamerakraner, malede baggrunde og hundredvis af statister i kostumer. Foto: PR
TIl »Hil Cæsar!« genskabte Joel og Ethan Coen 1950ernes Hollywood-produktionsmiljø med etagehøje kulisser, kamerakraner, malede baggrunde og hundredvis af statister i kostumer. Foto: PR

BERLIN: Der er få filminstruktører i dag, der som Coen-brødrene præsterer at holde en høj kadence af film med originalitet og kvalitet. Deres premiereaktuelle »Hil Cæsar!« er endnu en tidsrejse til et bruntfarvet årti – ligesom deres tidlige gangsterfilm »Millers Crossing« (»Dødens ekko«) eller det absurde Hollywood-mysterium »Barton Fink«.

Sidstnævnte lavede satire over filmbyens kyniske side ved at lade en intellektuel New York-dramatiker søge arbejde i 1930ernes Hollywood for dér at blive tvunget af tyranniske filmbosser til at skrive idiotiske film om brydning, samtidig med at han støder ind i en mærkeligt jovial seriemorder, der måske er selveste Djævelen.

I »Hil Cæsar!« er tiden skruet frem til 1950erne, da Hollywood var kommet helt i hænderne på det såkaldte »studiesystem«, hvor filmselskabernes direktører »ejede« filmstjernerne og bestyrede såvel deres karrierer som privatliv med et øje på hver en detalje.

I en rundbordssamtale med blandt andet Berlingske afslørede Ethan og Joel Coen, at selv om perioden kunne karakteriseres som en af Hollywoods værste, var dens film ikke desto mindre en vigtig del af deres egen opvækst. Det var eksempelvis de bibelske »sværd-og-sandal-film« som »Quo Vadis« og »Ben Hur«, som brødrene rådyrkede som TV-underholdning, og som de genskabte i baghaven med kammerater i rollerne som gladiatorer og forfulgte kristne.

»Det var forfærdelige film, men det er nogle af dem, vi elskede mest,« siger den yngste af brødrene, den 58-årige Ethan Coen.

Genskabte Hollywood anno 1950

Det overnaturlige element fra førnævnte »Barton Fink« er forsvundet i »Hil Cæsar!«, og djævelen, der nu spøger i baggrunden, er den kolde krigs kommunisme.

Hollywoods kommunistforskrækkelse og den republikanske senator Joseph McCarthys offentlige afhøringer af filmarbejdere er tidligere blevet behandlet på film; som regel med alvorsfuld respekt som for eksempel i Bryan Cranstons »Trumbo«, der også kan ses i biograferne i øjeblikket. Sådan er det ikke i »Hil Cæsar!«, men hvordan det præcist hænger sammen kan ikke røbes her.

»Men tiden er definitivt inde til, at vi kan tillade os at lave sjov med emnet,« siger Joel Coen med et stort grin, der mest af alt tyder på en vilje til at forholde sig uhøjtideligt til hvad som helst.

I pressematerialet fortæller filmens stjerner, som Coen-favoritten George Clooney, og brødrenes faste stab af filmmedarbejdere, som cheffotograf Roger Deakens, om deres omhu med enhver detalje i filmoptagelserne. Til »Hil Cæsar!« blev Hollywoods daværende produktionsmiljø genskabt med enorme soundstages og kamerakraner, etagehøje kulisser og minutiøst malede baggrunde, og til skuespillerne og hundreder af statister blev der fremstillet kostumer til scener i adskillige genrer fra overklassedramaer til musicals.

»Det er rigtigt, at vi kun har lavet et par film, der foregår i nutiden. Jeg tror egentlig, det er, fordi historier, der udspiller sig i tidligere epoker, er en genvej til at tage publikum på en rejse i biografen. Fortiden indbyder til oplevelse,« siger Ethan.

Clooney er sjov som idiot

I filmen spiller George Clooney den charmerende, men snotdumme flødebolle Baird Whitlock, det fiktive Capitol Pictures hovedstjerne, der i åbningsscenen giver den hele armen som romersk centurion på vej hjem fra endnu et sejrrigt felttog mod barbarerne.

Brødrene indrømmer gladeligt, at de aldrig kunne finde på at give Clooney en rolle som den skarpeste kniv i skuffen. Det har de gjort i tre tidligere film, heriblandt publikumsfavoritten »O Brother, Where Art Thou«.

»Men vi synes jo, han er sjov som idiot, og han er rigtigt god til det. Og så ser han pragtfuld ud i skørt og læderharnisk,« siger Ethan Coen.

Det vil glæde mange af Clooneys fans, at han i »Hil Cæsar!« er klædt i legionærkostume og har bare, brune ben – ikke bare i ovennævnte scene, men i hele filmen. Men lad os spole tilbage og ridse handlingen op.

Hovedpersonen i »Hil Cæsar!« er Eddie Mannix (spillet af Josh Brolin), der har det krævende job som Capitol Pictures »problemknuser«. Han er manden, der med alle midler skal beskytte filmselskabets stjerner mod pressen, men i endnu højere grad mod de selvpåførte skandaler, de roder sig ud i. Han redder et purungt stjernefrø fra en halvpornografisk og helulovlig fotooptagelse, og da filmselskabets musicalstjerne DeeAnna (Scarlett Johansson) bliver gravid med en løjser af en gangster, fixer han det således, at hun officielt adopterer et fremmed barn – som i virkeligheden er hendes eget afkom. Derved bevares hendes uskyldige image i offentlighedens øjne

»De fleste af karaktererne i filmen er kun »inspireret« af virkelige personer og hændelser, men det med adoptionen skete faktisk for den daværende stjerne Loretta Young,« siger Ethan Coen.

Filmstjerner var som galopheste

Den damegale Baird Whitlock (George Clooney) er dog Eddie Mannix’ største udfordring, og da han hører, at Whitlock er forsvundet fra optagelserne på »Hil Cæsar!« (den fiktive romerfilm deler finurligt nok titel med Coen-filmen), affejer han det som endnu en af stjernens sex-eskapader og forsikrer sine chefer om, at stjernen nok skal dukke op igen.

Først da der dukker et afpresningsbrev op fra en gruppe kidnappere, der kalder sig »The Future« (»Fremtiden«), forstår Eddie Mannix, at færdiggørelsen af storfilmen er i fare.

Skildringen af stjernen som et forkælet barn, der bliver opvartet og beskyttet i alle ender og kanter, bevæger Berlingske til at spørge Coen-brødrene, hvad de selv opfatter som den største forskel på datidens og nutidens stjerner.

»Den gang kunne stjerner bedst sammenlignes med meget kostbare galopheste. Man passede og plejede dem og håbede på, at de kunne føre til de store gevinster, men de havde ikke selv noget at skulle have sagt. Det blev ændret, da stjernerne fik egne personlige agenter, der stillede nye krav om medbestemmelse, og i dag er filmstjerner ikke på samme måde bundet i årevis til de samme selskaber af kontrakter,« siger Joel Coen.

De fleste filminstruktører har, særligt i den indledende fase af deres Hollywood-karriere, oplevet at blive styret af producenter, der holder øje med, at visionerne ikke går ud over fortjenesten. Den fase har Coen-brødrene aldrig selv skullet igennem, da deres karrierestart faldt sammen med en ny æra i filmbyen, hvor indtjeningen på film var god, og viljen til eksperimenter var stor.

»Vi har været heldige, for vi har aldrig oplevet pres fra filmselskaberne uanset deres størrelse, og i dag er vores arbejde så velkendt, at vi kan gøre, hvad vi vil. Hvis nogen vil finansiere vores film, er det underforstået, at det er os, der bestemmer,« siger Joel Coen.

»Hil Cæsar!« har dansk premiere i dag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.