29. april 2008, 22:30

Tim Weiners nye bog om CIA »Legacy of Ashes« – på dansk: »CIA« – modtog meget positive anmeldelser, da den udkom for et halvt år siden. Han fik den prestigefyldte National Book Award for værket, alle klappede begejstret, og det lå næsten i kortene.

Tim Weiner er en anerkendt journalist fra New York Times, som har dækket CIA og beslægtede emner for avisen i mange år. Hans bog inde­holder en sønderlemmende kritik af efterretningstjenesten, som ifølge Weiner stort set har været uduelig gennem hele sin eksistens.

CIA fandt aldrig ud af, at Sovjetunionen var ved at bryde sammen, eller at terrorismen ville ramme USA i form af angrebet 2001. Det lykkedes aldrig for CIA at få god viden om Sovjetunionen, og dens rapport om Irak-krigen var præget af uvidenhed og misinformation. Tyranniske CIA-direktører lagde vanvittige planer, som angrebet på Cuba i 1961, og informerede ikke præsidenten. Ja, ifølge Weiner har CIA gjort mere skade end gavn.

Hvad er der galt med CIA?

»CIA er en historie om uvidenhed og fejltagelser. I de 60 år, organisationen har eksisteret, er det kun lykkedes at samle en meget lille mængde af betydningsfulde efterretninger – hvilket jo er en ubehagelig sandhed for CIA. Selvfølgelig var dens opgave svær, men et af hovedproblemerne er os amerikanere. Vi forstår som folk ikke tilstrækkeligt godt de mennesker og de politiske bevægelser, vi skal bekæmpe, og den kultur de opstår i. Vi er som supermagt ikke tilstrækkeligt interesseret i, hvad der foregår i verden, og hvad andre mennesker tænker, og derfor bliver vort spionageapparat så ringe.«

Er sagen ikke, at offentligheden hører om fiaskoer, men ikke om succeser?

»Det er jo det normale svar, men det er en behagelig undvigelse fra sandheden. Der ville ikke være nogen balance, selv om vi fik alle succeser serveret fra arkiverne. Husk, at USA er et meget åbent land med en skrap, åben og kritisk offentlighed. Hvis der virkelig var tale om en perlerække af succeser, ville vi garanteret have fået dem fortalt.«

Katastrofe fra starten
Du går helt tilbage til CIAs start i 1940erne, og der er heller ikke megen succes at hente fra organisationens tidlige dage?

»Nej, der var katastrofer lige fra starten. Både i Europa, Sovjetunionen og ikke mindst i Kina og Nordkorea var indsatsen mislykket, og vi mistede mange agenter uden nogen virkning af betydning. CIAs mangeårige leder Allen Dulles mente, at højlydt propaganda var bedre end effektiv spionage i stilhed, og han opbyggede et offentligt omdømme om CIA som en effektiv og dygtig organisation. Sandheden var den stik modsatte. Vi havde dårlig intern uddannelse, dårlige ledere og elendig udførelse af spionage i marken. I min bog er der udsagn fra gamle CIA-folk, der bevidner, at organisationen ikke fungerede effektivt.«

Og det er helt op til nutiden?

»Ja, det blev klart for offentligheden efter Svinebugts­aktionen mod Cuba, hvor manglen på koordination fra CIAs side var katastrofal. Intet fungerede, og ingen orienterede militæret, så Castro med lethed kunne forhindre invasionen. Så præsident Eisenhower talte i sin sidste tid om et CIA i kaos, og det var ham, der formulerede sætningen »Legacy of Ashes« som udtryk for CIAs arv.«

Og denne katastrofale situation fortsatte?

»Ja, for helt op til terrorangrebet i 2001 var CIA i intern oprør uden styring og med ringe ledere, der ikke havde begreb om, hvad der foregik i verden. Således vidste CIA ikke, at angrebet i 2001 var på vej, selv om oplysningerne rent faktisk var til stede.«

Hvis vi ser på mulige succeser, så må vi dog sige, at der siden 2001 ikke har været angreb på USA. Er det ikke en CIA-succes?

»Det vil jeg ikke afvise, men der er også sket noget siden 2001. Det er ikke CIA selv, der har forandret sig, men andre landes efterretningstjenester har vist sig at være meget mere samarbejdsvillige end tidligere.«

Anden runde
Første runde af anmeldelserne i de store amerikanske aviser var som sagt vældig positive. Men så kom anden runde med grundige anmeldelser. I det velanskrevne tidsskrift »Foreign Affairs« skrev tidligere CIA-leder Paul R. Pillar en sønderlemmende kritik af bogen: »Bogen er en højst tendentiøs sag, der skal betragtes som en god roman: En lyst at læse, men ikke en bog, man kan have tillid til som historiebog«.

CIAs egen hushistoriker, Nicholas Dujmovic, gav over 13 sider i tidsskriftet »CIA Studies« detaljerede eksempler på fejlopfattelser, forglemmelser og udeladelser og konkluderede, at der var tale om en snæver, tendentiøs bog, som bevidst eller ubevidst udelod alle de positive aspekter.

Senest har CIA-historikernes førende autoritet Jeffrey T. Richelson på websiden »Washington Decoded« skrevet, at bogen er mere fiktion end virkelighed. Hvordan stiller Tim Weiner sig til den kritik? Ja, først og fremmest bliver han stram i masken og stirrer temmelig ondt på intervieweren, men så siger han:

»De fleste anmeldelser var jo positive, og de, der har skrevet de negative, er folk, der er knyttet til CIA. Der er tale om jalousi og forsøg på at afværge kritik af CIA.«

Flere kritikere nævner, at du kun behandler de såkaldt hemmelige spionoperationer, men at CIAs opgave generelt omfatter informationsindsamling, som har mange andre aktiviteter end egentlig hemmelige »skæg og blå briller«-aktioner?

»Jeg fokuserer på mennesker og ikke på tekniske instrumenter. Men det er et valg, jeg har taget, og dermed fravalgt den tekniske del og andre aspekter af CIAs aktiviteter. For i sidste ende handler det om mennesker og deres indsigt og dermed om de hemmelige spionmissioner, for elektroniske instrumenter skaffer os ikke de virkelige hemmeligheder.«

Succeserne mangler
Flere af kritikerne nævner dynger af eksempler på aktiviteter, der var succesfulde. Richelson hober en række sovjetiske spionnavne op, der gav USA værdifulde informationer, som du slet ikke nævner?

»Måske kan de nævne nogle, men så succesfulde var de ikke. Jeg mente ikke, at de var så betydningsfulde, og derfor har jeg ikke medtaget dem. Husk nu på, at Richelson er en konkurrent til mig, og der er meget personlig aversion og misundelse i den slags anmeldelser.«

Måske, men de er jo temmelig detaljerede. Flere af kritikerne nævner, at du helt misser de succesfulde spion­sager fra andre lande end Sovjetunionen?

»Jeg kan ikke tage alt med, men noget er jo nævnt.«

Er din bog også en del af det politiske slagsmål. Du angriber CIA fra venstre, og andre angriber CIA fra højre?

»Nej slet ikke. Bogen er ikke politisk. Jeg ønsker det bedste for CIA, og at det må lykkes at forbedre organisationen. For pokker, jeg går ind for spionage. Folk på højrefløjen har betydelig skarpere angreb på CIA, end jeg har. Min pointe er, at vi endnu ikke har skabt et effektivt CIA og vi må se på vor historie, for at få et forbedret CIA. En af årsagerne til, at det er gået galt, er også det dårlige forhold, der har hersket mellem præsidenterne og ledelsen af CIA. Det har simpelthen ikke fungeret, og også det må blive bedre.«

Tim Weiner: »CIA – fra den kolde krig til krigen mod terror«. Lindhardt og Ringhof. Er udkommet.