24. november 2007, 03:00

Det var der mange, der spurgte sig selv om i sommer, da det i Information kom frem, at den erklærede Holocaust-skeptiker Erik Haaest for anden gang inden for nogle år havde modtaget et klækkeligt arbejdslegat af Kunstrådets Fagudvalg for Litteratur. Denne gang til en bog om et af »ofrene« for retsopgøret i 1945 – Anna Lund Lorenzen – der efter Haaests mening var offer for et justitsmord.

Nu foreligger så Haaests statsstøttede bog med titlen »Anna. Hipochefens enke« (anmeldt på side 12 i dagens Magasin), der former sig som en nærmest udokumenteret frifindelse, hvori den afdøde hovedperson gang på gang citeres, men overalt taler med forfatterens egen stemme, og hvor noget så væsentligt som kildeangivelserne bagest i bogen begynder med ordlyden: »Mine trykte kilder til denne bog er så omfattende, at jeg ikke vil bruge plads på det.«

Hvordan i alverden kan Erik Haaest modtage hele to store arbejdslegater inden for få år? At få retsopgøret belyst fra begge sider af kridtstregen er en uhyre væsentlig og vigtig ambition i vor tids historieskrivning, og sagen om Anna Lund Lorenzen kunne med evt. nye, fældende beviser på bordet være endnu et omdrejningspunkt i den løbende revision. Så langt vil jeg gå i min forståelse for, at Kunstrådets Fagudvalg for Litteratur overhovedet overvejede at imødekomme Erik Haaests ansøgning. Men dér, hvor udvalget svigtede – endda i to omgange – er i bedømmelsen af Erik Haaests kvalifikationer og talent.

Man behøver ikke meget mere end en aften i selskab med et udvalg af Haaests ca. 30 bøger for at bedømme hans evner som dokumentarforfatter. De er yderst begrænsede. Haaest er amatørhistoriker – med tryk på amatør. Bevares, vi taler om en både lidenskabelig og flittig skribent, hvis forfatterskab tæller bøger om alt lige fra Mallorca, Peter Belli, Ernst Trillingsgaard og Sven Hazel til en større stak andenverdenskrig-litteratur med særlig vægt på nazistiske medløbere af dansk herkomst samt en meget begejstret introduktion til Holocaust-benægteren Richard Harwood (1977), som Haaest stadig henviser til som en af søjlerne i sit virke. Og vi taler om en journalist, hvis CV tæller ansættelsessteder som B.T., Se og Hør, Ude og Hjemme, Ugens Rapport, Danske Tidende og ungdomsbladene »Beat« og »Børge«. Om sin journalistiske metode har Haaest engang udtalt, at han aldrig bruger båndoptager, når han taler med folk: »Hvis noget er værd at huske, så husker jeg det.«

Selvfølgelig skal man hverken gribe til meningscensur eller sindelagskontrol i Kunstrådets Fagudvalg for Litteratur, hvis en ansøger bryster sig af at være »Holocaust-skeptiker«. Men man må vel nok hver for sig og i sit stille sind have lov at undre sig. Og måske også mere højlydt sætte spørgsmålstegn ved, om ansøgeren dermed har den fornødne dømmekraft til at skrive en nuanceret dokumentarbog, der ripper op i et af de endnu blødende sår fra besættelsestiden.

Selv har Erik Haaest jublet over tildelingerne og set det som et udtryk for systemskiftet i 2001, og at der nu var »kommet andre boller på suppen«. Alt det ville den daværende formand for litteraturudvalget, Claes Kastholm Hansen, til sidst ikke have siddende på sig, og som en udløber af sommerens hede debat i Informations spalter trak han – fornuftigt nok – sin egen opbakning til Haaests projekt tilbage.

Tilbage står i dag Erik Haaests to statsstøttede makværker samt det tavse flertal i et engang fuldkommen enigt Fagudvalg for Litteratur, der – som et andet af de fem medlemmer, Niels Brunse, i juli 2007 udtrykte det – »syntes det var et godt projekt«.

Herre jemini!

jea@berlingske.dk

@Tekst m. uncial: