Byhistorie

Bøjet i neon

En fotograf og en forfatter tager i en ny bog læseren med på en rejse gennem natten. Det er der, man oplever neonreklamerne for alvor. De havde deres storhedstid i 1950erne – og skønt der er mere effektive måder at reklamere på i dag, er de for mange stadig et kært og fortroligt indslag i bybilledet.

Mange har talt IRMA-hønens æg gennem tiderne. Men forfatteren til bogen om neon har regnet ud, hvor mange det trofaste kræ har produceret i løbet af årene. Kun en forsvindende lille del er økologiske.
Mange har talt IRMA-hønens æg gennem tiderne. Men forfatteren til bogen om neon har regnet ud, hvor mange det trofaste kræ har produceret i løbet af årene. Kun en forsvindende lille del er økologiske.

Neonreklamerne er et element i storbyens scenografi. De er en del af selve billedet på det moderne byliv. Nogle elsker dem, andre hader dem. De forfører til forbrug. Også derfor er der nogle, der elsker dem, og andre, der hader dem.

Neonreklamer er emnet for en bog skrevet af en historiker og gennemillustreret af en fotograf. Fotografen hedder Helena Helmer og forfatteren Stefan Qutzen – og de deler en passion for neonlys, der er så stor, at de har måttet udgive en bog om det.

Andre danske – og for den sags skyld udenlandske – byer har også neonlys på tage og facader. Men bogens fokus er København – barndommens København, forstår man, dengang fascinationen opstod hos fotograf og forfatter – og det gør bogen til en kalejdoskopisk rejse gennem nogle af de mange neonreklamer, der tændes om natten rundt om i hovedstaden.

Men det er også et møde med nogle af de med tiden ligefrem elskede ikon- eller vartegnsagtige lysreklamer, der er forsvundet. Frøerne på Vibenhus Runddel for eksempel. Men som også måtte forsvinde, for chokoladefabrikken Galle & Jessen og senere Toms flyttede fra stedet, og med en ny, stor kontorbygning på hjørnet gav det mindre mening, at frøerne sprang rundt og rundt og rundt og rundt.

En af de mest kendte neonreklamer i København er IRMA-hønen, der trofast lægger sine æg, mens den spejler sig i Sortedamssøen.

Den blev opsat i 1936 i nærheden af sin nuværende placering af en ægforretning i Ravnsborggade, der føjede Irma til sit navn – men det var først i 1953, den begyndte at bestille noget. »Hanen blinker i mørket,« citerer forfatteren, Stefan Qutzen, Kim Larsen for, og Stefan Qutzen har regnet på, hvor mange æg, det efterhånden er blevet til gennem årenes mørke timer.

Mere end 74 millioner æg viser det sig. Siden årsskiftet 2014/15 har de været økologiske. For en god ordens skyld skal det nævnes, at der på internettet findes en hjemmeside – hvormangeægharirmahønenlagt.dk – der når frem til et endnu mere imponerende resultat.

Som skabt til de nye bygninger

Vi har netop passeret 90-års fødselsdagen for det første neonskilt i København. Det blev angiveligt opsat på facaden af en biograf på det senere Strøget, der dengang hed Routen.

Det var ikke, fordi alle jublede over de nye neonreklamer, der i den offentlige bevidsthed var noget, amerikanerne selvfølgelig havde fundet på. Poul Henningsen, der havde et noget andet lys- og livssyn, kaldte dem lys i tandpastatube og digtede om lysreklamernes kolde lyn – og i bogen citeres et par strofer af Otto Gelsteds berømte digt, »Reklameskibet«, hvor det meget malende blandt andet hedder:

Kodakpigen, Jonnie Walker o.s.v.
Veksler i blendede farver,
Der spejler sig i søen,
Så skibet ligger snart i en grøn afgrund,
Snart i en ild af gule, spillende luer,
Snart i en bloddam.

Borgerrepræsentationen fandt, at neonreklamerne måtte være en »utålelig gene for genboerne«. Siden skulle det blive meget værre. Eller bedre. Eller bare mere lysende.

Neonlysene var som skabt til de nye bygninger, der kom med funktionalismen. For eksempel er facaden af Ole Falkentorps kontorbygning, Ved Vesterport, udformet med henblik på, at den skulle være overbroderet med reklamer, der henviste til de virksomheder, der havde lejemål i komplekset. På lidt samme måde som facaden på Industriens Hus på Rådhuspladsen senere blev oplyst af logoer for danske virksomheder.

Fordums lysende storhed

Over for Industriens Hus, der siden blev afløst af en opgraderet udgave med indbygget mulighed for endnu mere sofistikeret anvendelse af lys på facaden, finder man en af hovedstadens mest markante lysreklamer, som da også er fremhævet i bogen:

Termometeret på Richshuset med de forgyldte skikkelser foroven, der enten kommer ud med en paraply eller på en cykel. Det har de gjort i 70 år.

Lysreklamerne havde også deres fortalere. Ikke blot dem der fandt det naturligt at tage teknologien til brug for at sælge deres produkter. Men – fremgår det af bogen – også Erik Brønsdorff von Deden; en i dag glemt billedkunstner, der imidlertid efter Befrielsen i 1945 var blandt initiativtagerne til foreningen Neonlysets venner. Når nu freden har genindtaget vor stad, hed det, måtte lysene atter tændes.

Det tog sin tid at finde kontakten, men 1. september 1948 blev neonlysene – endnu inden butiksbelysningen efter mørkets frembrud – tilladt, og snart lå byen badet i lys, når mørket havde sænket sig. Stort set.

Forfatteren vurderer, at det er 1950erne - godt fulgt af 60erne – der er neonreklamernes guldalder. Men i 1973 kom den første oliekrise som en følge af Oktoberkrigen eller Yom Kippur-krigen samme år. Traumatiserede bilister fra den tid vil erindre de billøse søndage, gadebelysningen blev slukket og selvfølgelig også neonreklamerne. De sidste overvejende af symbolske grunde. Neonreklamer var ikke særligt dyre i strøm.

Men ikke desto mindre: De genvandt aldrig deres fordums lysende storhed. Mange af dem forsvandt. Stefan Qutzen peger på, at byrummet mistede sin betydning for reklame. Indbyggertallet i København blev halveret i perioden mellem 1950 og ’90. Mange flygtede, hvis de kunne, fra den nedslidte boligmasse med usle sanitære forhold, mørke gårde og små lejligheder til lys og græsplæner og moderne badeværelser i de nye forstæder og parcelhuskvartererne.

Forlystelse og fordærv

Skal man følge logikken – det dalende befolkningstal i hovedstadsområdet – skulle man tro, at neonreklamerne vil få en renæssance, fordi så mange i disse år igen søger mod de store byer, og så mange af dem, der gør det, til og med prioriterer et udadvendt byliv.

Men ak. Andre og billigere medier som ikke mindst internettet har overtaget markedet i så vid udstrækning, at man virkelig skal ønske at sætte sig et markant mærke på bybilledet, hvis man opsætter et neonskilt på en prominent husfacade i den indre by. Og desuden er der teknikker, der er billigere at anvende end neonlys.

Neonlys opstår ved, at man sætter elektrisk spænding til ædelgasser i et glasrør. Meget kort fortalt.

Der er fem ædelgasser: Neon, helium, argon, xenon og krypton. De to sidste er for dyre, men, hedder det i bogen, »neon var derimod både tilgængelig og gav en smuk rød farve. Tilsat en smule kviksølv giver argon en blåligt lys.« Helium giver et gult lys. Men siden 1936 har det været muligt at farve selve glasrørene. Året forinden var den første danske neonreklamefabrik åbnet. Det år blev der opsat 500 neonreklameskilte i Danmark.

Det var i øvrigt en skotsk og en britisk ingeniør, der i 1898 isolerede neon og siden nogle af de andre ædelgasser, og i begyndelsen af det 20. århundrede blev opdagelsen omsat til praktiske formål. Blandt de første neonreklamer var et skilt i Paris, der reklamerede for vermouth-mærket Cinzano. Det er til forbrug, forlystelse og fordærv, til morskab og nydelse, at neonreklamen appellerer.

Der er undtagelser. Tandlæger og bandagister er måske steder, man ikke ligefrem forbindelse med morskab eller nydelse. Men hoteller, biografer og restauranter og andre forlystelsesetablissementer. Og så de transportformer, der forbinder publikum med tilbuddene.

Som interessen for at anvende neonrør til reklamer aftog, steg den andre steder i samfundet. Blandt andet hos billedkunstnerne – og den lys- og lystfyldte bladrebog om neon bringer nogle få eksempler på værker af blandt andre Gun Gordillo, Kirsten Lockenwitz, Anita Jørgensen og Erik A. Frandsen.

Titel: Neon. Forfatter: Stefan Outzen. Fotograf: Helena Helmer. Sider: 260. Pris: 300 kr. Forlag: Frydenlund.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.