Protestsangeren Bob Dylan er den mest citerede kunstner i amerikanske retssale, viser undersøgelse.
31. maj 2011, 08:22
You don't need a weatherman to know which way the wind blows.
Denne linje fra Bob Dylans "Subterranean Homesick Blues" har muligvis lydt ikke så få gange i amerikanske retssale, hvor netop den kendte protestsanger ligger nummer et på listen over de mest citerede kunstnere. Det skriver Information.
Det er juraprofessor Alex Long fra University of Tennessee, der har lavet en top ti-liste over de kunstnere, der oftest bliver citeret ved domsafsigelser i USA.
Og den ubestridte vinder er altså Dylan, der i 2007 blev citeret hele 186 gange - 112 gange flere end sin efterfølger på retssals-hitlisten, The Beatles.
Long brugte - i sin fritid - et semester tilbage i 2007 på at gennemgå videnskabelige tidsskrifter og databaser og resumeer fra samtlige retssager i USA for at finde kendte citater fra sange.
Dommere bruger sangcitater
Citatet fra "Subterranean Homesick Blues" er ifølge Long især populært i californiske retssale og bliver gerne brugt, når dommere vil argumentere for, at der ikke er behov for eksperters forklaringer af bevismaterialet.
Andre populære Dylan-citater er fra sange som "Blowin' in the Wind" og "Chimes of Freedom". Juraprofessoren Long mener, ifølge Information, at Dylans popularitet skyldes, at mange af dommerne er vokset op med sangene.
Bob Dylans sange er endda nået helt til den amerikanske højesteret, hvor konservative dommere har brugt hans tekster til at understrege pointer, og juraprofessoren får løbende henvendelser fra dommere og advokater, der fortæller om deres brug af sangcitater i retslokalerne.
- En advokat fra San Fransisco har fortalt mig, at han altid prøver at citere Grateful Dead, når han skal anlægge en sag for retten. Og en anden dommer har givet mig en kopi af et dommerskøn, han har skrevet udelukkende ud fra Beatles' tekster. Hver eneste sætning indeholdt en linje fra en Beatles sang. Det var ret sjovt, siger Alex Long ifølge Information til den amerikanske radiostation NPR.




































