Da Janet Jackson tidligere i år foran millioner af amerikanske TV-seere blottede sit bryst, vakte det stor furore. Nu har det nøgne kød udløst en kæmpebøde til 20 TV-stationer, der transmitterede hændelsen.
9. september 2004, 03:30
En TV-vært på den amerikanske konservative TV-kanal Fox kaldte i februar hændelsen for: »den mest kontroversielle begivenhed i USA.«
Det var et glimt af Janet Jacksons ene bryst under den amerikanske fodboldbegivenhed Super Bowl, der tidligere i år sendte TV-værter og adskillige andre amerikanere på korstog mod nøgent kød på TV. Og nu medfører sagen ifølge Reuters en rekordstor bøde til de 20 CBS TV-kanaler, der blandt andre TV-kanaler viste hændelsen.
I pausen under årets Super Bowl finale i februar optrådte Janet Jackson sammen med Justin Timberlake. Under showet hev Justin - efter sigende ved et uheld - et stykke af Janets kostume af, hvorefter hendes ene bryst hoppede ud i friheden. Imens sendte TV-kameraer live-billederne af det brune bryst ud i amerikanske stuer.
Det koster nu 20 af TV-stationerne, der transmitterede den blufærdighedskrænkende hændelse 3,35 millioner kroner tilsammen.
Det er den amerikanske forbundskommission for kommunikation (FCC red.), der har fastsat de økonomiske konsekvenser. Det er sket efter ramaskrig fra lovgivere og forældregrupper, der krævede konsekvenser for live transmissionen, der kunne have været undgået. Hvis kanalerne havde sendt live med nogle sekunders forsinkelse, kunne billederne af brystblottelsen have været klippet ud.
Det er 20 TV-stationer under CBS, der har modtaget den rekordstore bøde. Hver skal de betale omkring 167.000 kroner.
Kommissionens beslutning bliver først officiel om nogle dage, når deres rapport er færdigskrevet.
Talsmand for CBS, Dana McClintock, udtalte i går til Reuters:
»Selv om vi beklager, at hændelsen fandt sted og har undskyldt over for vores seere, så mener vi fortsat, at der under Super Bowl ikke fandt noget sted, der strider mod usømmelighedslovene.«
Efter brystudflugten under Super Bowl valgte TV-kanalen ABC ved en efterfølgende liveoptræden af Janet Jackson at forsinke udsendelsen med fem sekunder, så en lignende usømmelig hændelse kunne stoppes, inden den nåede frem til amerikanske stuer.




































